Behovet for blockbusteren

Hvert år toppes listerne over de mest populære film i verden af samme slags film: blockbusters. Disse eksplosive film er altid fulde af utrolige væsener, muskelsvulmende mænd og smukke kvinder, der agerer i verdener, som ikke har nogen videre overensstemmelse med virkeligheden. Historierne og personkarakteriseringen er skitseprægede, forudsigelige, ofte direkte dumme.

Hvorfor skal vi som tilskuere udsættes for dette oppustede juks? Fordi vi gerne vil. Fordi tilbuddet om at lade sig gribe betingelsesløst er for stærkt, selv om de fleste blockbusters savner kvalitet i den gængse forstand.
   
Blockbusteren (på dansk: mega­filmen) er det moderne samfunds dyreste, mest overproducerede og mest populære kulturprodukt og er som sådan i kategori med action-computerspil, Melodi Grand Prix og fyrværkeri. Blockbusteren tilbyder publikum underholdning, hvor alt er maksimeret til den ypperste potens: De største budgetter, de største stjerner, overdreven spilletid og spektakulære special effects. Her kan intelligente film, der giver stof til eftertanke, ikke følge med.
   
Blockbusteren eksisterer hinsides dårlig smag. At vurdere fænomenet ud fra vanlige kvalitetskriterier er en misforståelse. Det svarer til at kritisere konditorkager for at være fejlernærende.

En tur i rutschebanen
De urhistorier, som har floreret blandt mennesker i årtusinder, har altid fortalt om handlekraftige helte, der på trods af tilsyneladende umulige odds overvinder store farer, genopretter roen i den truede hjemstavn og finder et passende kærlighedsparti.
   
Og når Spider-Man flyver gennem New Yorks gader i sit spindel­væv, demonstrerer filmmediet sin store attraktion: det forrygende spectacle. Muligheden for overbevisende at fremstille det spektakulært umulige er kun for alvor muligt med film, og dette æstetiske thrill, der ofte sammenlignes med en tur i en forlystelses­parks rutschebaner, har henrykket filmpublikummet, siden Lumière-brødrene for over 100 år tilbage optog et togs ankomst til banegården i Lyon, og Méliès sendte sine skuespillere på umulige rejser til månen.
   
Blockbusteren er den type film, der typisk presser filmmediets tekniske udvikling. Lyd, farver, blue­screen, computeranimation og timelapse startede alle som uhyre kostbare processer, som kun kunne forsvares økonomisk ved produktionen af en block­buster. Hvem ville ikke savne den glitrende Technicolor i Victor Flemings Troldmanden fra Oz (1939), flyveturene i Richard Donners Superman (1978) og den svimlende tur rundt om Trinity i Wachowski-brødrenes Matrix (1999)? Disse ikoniske scener i filmhistorien er alle drevet af blockbusterens evige krav om teknisk fornyelse.

Kun de store ka'
Det hævdes ofte, at blockbusteren er en økonomisk risikabel affære. Faktum er da også, at kun de amerikanske major-selskaber har råd til at producere dem fra år til år.

Med jævne mellemrum forsøger et independent-studie også at lave blockbusters. Selskabet Carolco fik i 1990 succes med Schwarzenegger-braget Total Recall og året efter med Terminator 2, men måtte erklære sig konkurs, da Renny Harlins 98 millioner dollars dyre piratfilm Djævleøen fra 1995 kun omsatte for 10 millioner dollars ved de amerikanske billetluger, hvor blockbusters typisk skal hente mindst 40 procent af deres omsætning.
   
Djævleøen ender formodentlig med at give et lille overskud inden for de næste ti år via salget af dvd- og tv-rettigheder, men da Carolco ikke havde et tilstrækkeligt stort bagkatalog til at bringe penge i kassen, kunne selskabet ikke bide underskuddet i sig, og franske StudioCanal kunne købe rettighederne til Djævleøen i Carolcos dødsbo.
   
I 1995, hvor Djævleøen fik premiere, blev der snakket meget om Waterworld som en film, der ville blive en af filmhistoriens største flop. Så slemt gik det langt fra. Filmen skuffede godt nok fælt i USA, men var mere populær i resten af verden. Og netop fordi filmen var produceret af et major-selskab, nemlig Universal, betød det ikke helt så meget, at den først fik tjent sig hjem gennem udnyttelse af vhs-, dvd- og tv-rettigheder.

Flow af penge
På den måde henter disse film, der typisk koster fra en halv milliard kroner og op til det tredobbelte, i langt de fleste tilfælde pengene hjem. Og der er enorme summer at tjene, når blockbusters går godt. Den mest succesfulde film i 2006 blev således Pirates of the Caribbean: Død mands kiste, der i løbet af sin første uge i de amerikanske biografer omsatte for 195 millioner dollars. Et halvt års tid senere udkom filmen på dvd i USA, og i løbet af en uge blev omsætningen i nærheden af 275 millioner dollars på bare udlejnings- og købe-dvd.
   
Disse megafilms megaindtægter sikrer i høj grad det flow af penge, som udgør Hollywoods eksistens. Indtægterne fra Spider-Man 2 (2004) var således i sidste ende med til at finansiere Capote (2005). Ville Capote alligevel være blevet lavet i en filmindustri uden blockbusteren? Vanskeligt at sige efter 30 år, hvor Hollywood i stærkt stigende grad har brugt de store film som økonomiske lokomotiver.
   
Blockbusterens eksistensberettigelse er dog ikke som finansiering af mindre film. Blockbusteren er spektakulær high camp, og det er som sådan, at man som kulturforbruger må sætte pris på den. Matador Mix er ikke bedre mad end frølår, og Superman Returns ikke en bedre film end Babel. Derfor kan man jo alligevel godt komme i humør til lidt tomme kalorier, der efterlader én fad, tilfredsstillet og lidt udmattet uden at forlange for meget af smagsløgene.