Nyhed
14. juni 2020
BBC på hastigt tilbagetog i censursag
John Cleese, Connie Booth og Andrew Sachs spiller henholdsvis hotelejer, husholderske og tjener i 70’er-serien Halløj på badehotellet, som er faldet i unåde hos producenten BBC på grund af brug af racistiske ord. Foto | BBC

BBC på hastigt tilbagetog i censursag

Efter vrede reaktioner fra fans og John Cleese genindsætter BBC-ejede UKTV ikonisk afsnit af Halløj på badehotellet på sin streamingtjeneste trods racistiske replikker.

Af Claus Christensen

Efter det brutale politidrab på George Floyd i USA har streamingtjenester udfordringer med gamle film og serier, som nogle brugere finder anstødelige. Det kan være racistiske udtryk eller holdninger.

For at undgå en shitstorm besluttede den BBC-ejede streamingtjeneste UKTV i fredags at fjerne et ikonisk afsnit af Halløj på badehotellet med John Cleese i hovedrollen som bindegal hotelvært.

Afsnittet fra 1975 hedder Tyskerne og indeholder ifølge UKTV racistiske replikker. Derfor er det blevet taget ned, så tjenesten kan kigge nærmere på det og tage stilling til, hvad der skal ske.

Men forsøget på at afværge en shitstorm har paradoksalt nok netop affødt en shitstorm – med omvendt fortegn.

Mange fans af BBC-serien overalt i verden har nemlig reageret med alt fra opfarende vrede til resigneret skuffelse.

”Hele det britiske imperium bygger på racisme og undertrykkelse af andre folkeslag. Så hurra for dem, der gør grin med det. Den politiske korrekthed rammer helt ved siden af,” skriver journalist Mette Zacho på Ekkos Facebook-side i et forsvar for John Cleese.

Kujonagtige og usle
John Cleese har skrevet Halløj på badehotellet sammen med Connie Booth, som spiller husholdersken Polly i serien. Og han har taget skarpt afstand fra censuren.

”Det er ikke bare dumhed. BBC er ledet af en blanding af marketingfolk og smålige bureaukrater,” skriver den britiske komiker i en serie af tweets og fortsætter:

”BBC havde engang en stor vidde af mennesker, der faktisk lavede programmer. Sådan er det ikke længere. BBC’s beslutninger er truffet af dem, hvis hovedinteresse er ikke at miste deres job. Derfor er de så kujonagtige og slappe og usle.”

Nu er UKTV dog ifølge britiske The Guardian på hastigt tilbagetog. Streamingtjenesten oplyser, at afsnittet vil være tilbage i løbet af nogle få dage.

Forsvarer grov humor
Afsnittet er mest kendt for hotelejeren Basil Fawltys besvær med at håndtere, at hotellet har fået tyske gæster.

Han minder hele tiden sig selv og andre ansatte om, at de ikke må omtale krigen – ”don’t mention the war”, altså Anden Verdenskrig – men den klodsede vært træder selvfølgelig gang på gang i spinaten.

Det er imidlertid replikker sagt af en af hotellets faste gæster, den anakronistiske major Gowen, som har vakt anstød. Han siger ”niggers” med reference til det vestindiske crickethold.

John Cleese har forsvaret humoren.

”Nogle folk forstår, at når du putter nonsens ind i munden på en person, du ønsker at lave grin med, står du ikke på mål for vedkommendes synspunkter – du gør grin med dem,” siger komikeren til den australske avis The Age.

Behov for vejledning
Det argument har BBC åbenbart lyttet til.

”Vi tilbyder allerede vejledning til vores seere i forhold til vores klassiske komedietitler, men vi anerkender, at der kræves mere information i vores komedie-arkiv,” udtaler en repræsentant for UKTV ifølge The Guardian og fortsætter:

”Derfor vil vi tilføje ekstra vejledning og advarsler i begyndelsen af programmerne for at sætte fokus på stødende indhold og sprog.”

”Vi vil genindsætte Halløj på badehotellet, når den ekstra vejledning er blevet tilføjet, og vi forventer, at det vil ske i de kommende dage.”

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten