Venedig 2017
06. sep. 2017
Aronofsky deler Venedigs vande
Javier Bardem spiller i Darren Aronofskys mother! en forfatter med skriveblokering, mens Jennifer Lawrence som hans kone forsøger at gøre huset klar, så de kan få børn. Foto | Niko Tavernise

Dag 7: Aronofsky deler Venedigs vande

Darren Aronofsky skildrer følelsen af mareridt i den ambitiøse mother!, som blev mødt af både applaus og buhråb på dag 7 i Venedig, hvor også Pilou Asbæk gæstede festivalen.

Af Simon Johansen

Hold da op, der er blevet gisnet meget om mother!, Darren Aronofskys stærkt imødesete nye opus.

Den mesterlige instruktør bag film som Black Swan, The Wrestler og Requiem for a Dream har da også været ekstraordinært hemmelighedsfuld omkring sit nye værk.

En måned inden verdenspremieren i Venedig var kun det stjernebesatte cast blevet offentliggjort. Ingen fotos, teasere eller trailere, og da filmens mystiske plakater endelig slap ud i offentligheden, blev der skrevet alenlange analyser om, hvad de mon kunne betyde.

Nu er ventetiden forbi, og vanen tro deler Aronofsky vandene.

Heldigvis, fristes man til at sige. For en instruktør af Aronofskys kaliber skal ikke tilfredsstille publikum med kopier af tidligere succeser. Han skal helst udfordre både fans og filmkunsten. Og det gør instruktøren i den grad med mother!

Ude af kontrol
mother! – ja, titlen skrives med lille ”m” – har Jennifer Lawrence og Javier Badem i hovedrollerne som det unavngivne ægtepar, der er ved at sætte deres hus i stand, så de kan begynde at stifte familie.

I filmens synopsis navngives Lawrences karakter ”mother”, mens Badem blot tituleres ”HIM”. De spiller begge fremragende, men ulig Natalie Portmans hovedrolle i Black Swan vejer historien tungere end karaktererne.

Kameraet følger konsekvent mother, der arbejder hårdt på at male og ordne, mens forfatterhusbonden lider af skriveblokering.

Ud af det blå banker en husvild mand (Ed Harris) på døren. Forfatteren inviterer ham ind og lader ham overnatte, så længe han har lyst. Men efterhånden begynder gæsten at invitere sin sindssyge kone (Michelle Pfeiffer) og resten af sit konfliktfyldte liv ind i huset til mothers store skræk.

Herfra begynder filmen at udvikle sig i komplet absurde og uforudsigeligt skræmmende retninger, mens den paranoide mother forsøger at forsvare sit hus.

Aronofsky formidler følelsen af at være fanget i et mareridt. Man har ingen form for kontrol, og alt kan ske. Begravelser, rave-fester, likvideringer, ofringer, you name it.

Referencer til Rosemary’s Baby
Det absurde i mother! har af og til karakter af komik, og Venedig-publikummet kunne ikke andet end at grine over de komplet irrationelle beslutninger, personerne træffer undervejs.

mother! er sprængfyldt med idéer om ugengældt kærlighed, mindreværd og anerkendelse. Og så er der tykke referencer til Rosemary’s Baby, både i forhold til at føle sig isoleret og alene, men også morens længsel efter et barn vækker mindelser om Roman Polanskis mesterværk.

I sidste ende handler mother! dog om én bestemt ting, nemlig at det kreative menneske er selvisk og lukrerer på alt omkring sig.

Venedig-publikummet kunne ikke beslutte sig for, om mother! er et mesterværk eller et makværk, men hvis festival-juryen med Annette Bening i spidsen er bare halvt så modig som Aronofsky, burde han tildeles prisen for bedste instruktør.

Pilou Asbæk boltrer sig
Ligesom Aronofsky var også Pilou Asbæk i hopla i Venedig. Danskeren besøgte festivalen i anledning af Woodshock, hvor han spiller over for Kirsten Dunst.

Iklædt kjole og hvidt stillede han sig til rådighed for selfie-fotografering. Han sniksnakkede gerne med gæsterne og lignede i det hele taget én, som var glad for at være i den italienske kanalby.

Theresa (Kirsten Dunst) arbejder i en marijuana-biks. I starten af filmen drypper hun lidt dødelige dråber over en pot-cigaret, som hun hjælper sin syge mor til at begå selvmord med.

I marijuana-shoppen arbejder Theresa for Keith (Pilou Asbæk). De er også venner og kan godt lide at hænge ud om aftenen, men Theresa er begyndt at ryge nogle af de farlige dråber, og dem bliver hun forfærdelig paranoid af.

Theresa ser træer, banker brædder i jorden og lægger sig til at sove på græsplænen. Og så er der ikke meget mere at fortælle om den mærkværdige Woodshock.

De to instruktører skulle nok overveje at vende tilbage til deres tidligere hverv. Søstrene Kate og Laura Mulleavy står nemlig bag tøjlinjen Rodarte og har tidligere designet kostumer i filmbranchen, for eksempel til Darren Aronofskys Black Swan.

Til søstrenes forsvar skal siges, at de bringer deres sans for æstetik med sig over i instruktørfaget. Men desværre er Woodshock en langsommelig og kedelig affære. Flot, men uden substans.

Simon Johansen

Filmmagasinet Ekkos udsendte i Venedig.

Sender dagligt beretninger hjem fra festivalen.

Uddannet journalist og har skrevet for Ekko i et par år.

Festivalen er den ældste af sin slags i verden og er siden 1932 blevet afholdt på øen Lido ud for Venedig.

Årets udgave går fra 30. august til 9. september.

Trailer: mother!

Relevante artikler

Venedig 2017
05. sep. 2017
Tre film om at miste

Dag 6: Tre film om at miste

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten