Arbejdertøsen fra kagefabrikken

Sverige har noget, Danmark ikke har: en kvindelig instruktør med indvandrerbaggrund, som ved, hvad hun snakker om, når hun fortæller filmhistorier fra underklassen.

33-årige Gabriela Pichlers karakterer er småracistiske, arbejdsskadede, overvægtige, fattige og arbejdsløse. Og de bevæger sig rundt mellem hinanden på mudrede marker i ørkesløse, skånske flækker.Men man skal ikke have ondt af dem. Hos Pichler er arbejderen stærk og sej. Og sjov.

Derfor udpeger Ekko for første gang en svensk instruktør som ”nyt talent” på denne plads.

Sammenlignes med Dardenne
Gabriela Pichler har selv klippet debuten Spise sove dø hjemme i sin lejlighed sammen med fotografen og kæresten Johan Lundborg. Den lille film har fået en stormende modtagelse. Det erblandt andet blevet til en publikumspris på filmfestivalen i Venedig samt den prestigefulde svenske Guldbagge som årets film.

Flere anmeldere har sammenlignet Gabriela Pichlers kontante socialrealisme med de belgiske Dardenne-brødre. Der er da også iøjnefaldende mange ligheder mellem Spise sove dø og Dardennes mesterstykke Rosetta fra 1999. Begge film portrætterer en ung power-pige, som kæmper forgæves for at få et job.

I Spise sove dø forsørger den gæve drengepige Raša fra Montenegro både sig selv og sin førtidspensionerede far. Hun bliver imidlertid fyret fra sit arbejde på byens salatfabrik, og den pseudopædagogiske jobformidling er ikke til megen hjælp.

Det hele kunne godt gå hen og blive meget traurigt, men modsat Dardenne-brødrene nægter den svenske instruktør at lade humoren døi elendigheden. Derfor omtales filmen flere steder som en ”sort komedie”.

Svigter de svageste
Gabriela Pichler startede som dokumentarinstruktør og har taget den kompromisløse virkelighedsskildring med ind i fiktionens verden. De fleste skuespillere er amatører fra gaderne i udkanten af Skåne. Scenerne blev improviseret frem og manuskriptet modelleret efter deres personlige historier. Under optagelserne rullede det håndholdte kamera i timevis, indtil de usminkede ansigter slappede helt af i hverdagslivets folder.

Holder man sig til virkeligheden, kan man også tillade sig at kritisere den. Og filmen syder af retfærdig harme over et svensk velfærdssamfund, som svigter sine svageste trodsryet som Europas dengse-stat. Den sociale indignation dirrer i stemmen, når man taler med instruktøren.

”Jeg var altid bange for, at folk ville sige: ’Sverige er perfekt, vi har ikke den slags problemer.’ Derfor ville jeg have virkelige mennesker i filmen, der kunne sige: ’Jeg er vidne til det!’ Så kan ingen benægte det. Når du ser deres tårer, er det en kendsgerning.”

Opvækst i skånsk landsby
Spise sove dø er ikke selvbiografisk, men henter inspiration fra Pichlers eget liv.

Hun er vokset op i en skånsk landsby med sin bosniske mor og østrigske far, der fulgte strømmen af indvandrere til Sverige i 70’erne. Faren blev sygepensioneret fra jobbene som chauffør og bygningsarbejder. Og moren kæmpede mod minisamfundets racisme for at få lige så meget i løn som sine svenske rengøringskone-kollegaer.

Som ung i Örkelljunga var der ikke meget andet at lave end at sparke til mudderet på marken og hælde opvaskemiddel i byens lokale springvand. Og så drikke øller. Hun udforsker ungdomsdriveriet i kortfilmen Skrapsår, som vandt en Guldbagge for bedste kortfilm i 2009. Her støder en gruppe hårdkogte teenagere sammen på en forladt fabriksgrund uden helt at vide, om de vil kramme, kysse eller slås.

Flere indvandrerfilm
Gabriela Pichler betegner sig selv som et arbejderbarn, og hun er stolt af det. Karrieren startede ved samlebåndet på byens kagefabrik. Hun er ikke bange for at snakke politik i interviews, og hun taler ofte minoriteternes sag. Også når det gælder hendes egen branche. Hun efterlyser mere etnisk krydderi, mere underklasse og flere kvinder i svensk film.

Derfor er hun tilhænger af, at de svenske filmskoler optager lige mange mænd og kvinder i ligestillingens navn. Et kvotesystem, som stort set ingen fortalere har i Danmark.

”Jeg vil gerne se en film af en ung, somalisk, cocky pige, der bor i en forstad som min og spiller fodbold på min gårdsplads iført jeans, sneakers og måske en kasket. Hvis filmskolen optager fem instruktører, som alle er børn af to læger, får du fem meget ens historier. Jeg vil høre historier fra hele samfundet.”