Animal Collective manglede magien
Der var trængsel på trappen foran Statens Museum for Kunst søndag aften. De unge og de smukke var taget i byen for at se Animal Collective indtage museets lokaler med deres særegne blanding af musik og installationskunst.
Det avantgardistiske popband udgav sidste år Merriweather Post Pavilion , hvor gruppen fusionerer Beach Boys-agtige harmonier, 70’ernes psykedeliske progrock, folkemusik og moderne elektrobeats.
Et uimodståeligt syretrip af et album, men de store forventninger blev desværre ikke indfriet søndag aften i København.
Røg og flimmer
Til højre for indgangen havde bandet i samarbejde med videokunstneren Danny Perez indrettet tre mindre udstillingsrum med væg-til-væg-skærme og skurrende lyde.
I det første rum kunne man ane noget, der lød som en stemme i højtalerne, mens farver og aflange ansigter blandede sig på skærmene. I det andet rum flimrede noget, der mest af alt mindede om sne på en fjernsynsskærm til lyden af en art dyb, underjordisk rumlen.
Et forvildet monster løb rundt i en skov på skærmen i det tredje rum. Røgen steg op fra dets hoved, mens det vred sig i smerte, men rigtig uhyggeligt var det ikke. Bare mærkeligt.
For at gøre installationen til en totaloplevelse pumpede et rør røg ud i det tredje lokale. Men at ens fødder blev omsluttet af røg, gjorde ikke begivenhederne mere spændende.
Og det blev ikke nemmere at engagere sig i den alternative verden, fordi lokalerne var så oplyste, og klyngerne af gæster blokerede for halvdelen af udsynet.
God opvarmning
Klokken otte var der opvarmning ved Angel Deradoorian på museets store scene. Hun spiller til daglig i indiebandet Dirty Projectors fra Brooklyn.
Iklædt skovmandsskjorte satte hun sig alene til rette med guitar og keyboard og viste stort potentiale med sin udtryksfulde, PJ Harvey-agtige stemme.
Efter seks sange var det dog forbi, og hun afløstes af Deakin fra Animal Collective, der blev flankeret af vennen Tim DeWitt fra Manhattan-gruppen Gang Gang Dance.
Mur af støj
Deakin sang og spillede guitar foran et bord med elektroniske maskiner, mens DeWitt slog løs på elektroniske trommer og huggede med hovedet til tunge, slæbende beats.
Beatsene fængede aldrig for alvor, og det var måske heller ikke meningen, fordi det var et syret lydlandskab, der skulle udfoldes.
Deakins guitar lød som alt andet end en guitar, fordi der var lagt masser af effekter på den. Og det var umuligt at dechifrere, hvad han sang.
Selv om intensiteten steg enkelte steder i de enslydende numre, blev muren af støj heller aldrig dragende eller tilnærmelsesvis magisk.
Indadvendt DJ
Til sidst blev der linet et bord med pladespiller og mere elektronisk grej op på scenen, hvor Avey Tare (David Portner) – ligeledes fra Animal Collective – agerede DJ.
Mut og indadvendt trissede han rundt og satte plader på.
Hurtigt blev der tyndet gevaldigt ud blandt publikum, og de dansable sange, som blev mikset med technobeats, virkede malplacerede. Også selv om nogle af de tilbageværende lod sig lokke ud på dansegulvet.
Kort sagt, en forglemmelig hybridoplevelse.
