En verden uden kærlighed

Ægteparret Zhenya og Boris skændes, så vinduerne klirrer. Hun går på wc, mens forbandelserne over ham stadig fyger, men da hun går ud, sker det: Bag døren står deres søn Alexey, opløst i gråd.

Skænderiet handler om, at ingen af dem gider have forældremyndigheden over sønnen, og det var et af de stærkeste filmøjeblikke på Cannes-festivalen i 2017, hvor Loveless vandt juryens pris.

Efter skænderiet forsvinder Alexey, og resten af filmen er han efterlyst, mens forældrene bakser lige så meget med deres egne problemer.

Loveless er en humanistisk fortælling om tabet af kærlighed, men man skal ikke kradse meget i overfladen for at få øje på den politiske allegori.

Filmen foregår i februar 2015, hvor man i hele verdens nyheder kan se konflikten mellem Rusland og Ukraine optrappe. Også på russisk tv, som kører i baggrunden, mens Zhenya og Boris med ikke voldsomt engagement leder efter sønnen.

Med lidt god vilje kan man sammenligne dem med moderlandet, der har glemt sine børn: borgerne.

For egen vinding
Instruktør Andrey Zvyagintsev ligner dog ikke en systemkritiker, når han i jakkesæt og designersolbriller møder op til interview på festivalen.

Han taler ikke engelsk, så derfor kan han gemme sig bag sin russiske tolk, når han får spørgsmålet, om han er enig med kritikerne i, at Loveless er en metafor for nutidens Rusland.

”Jeg er enig med kritikere i alt,” siger instruktøren med et glimt i øjet. Også hans forrige film, Leviathan, fik fremragende anmeldelser og blev Oscar-nomineret, men var ikke populær blandt hjemlandets politikere på grund af sin åbenlyse samfundskritik. for Leviathan.

Siden er Zvyagintsev blevet noget mere vag i sin kritik.

”I en dråbe vand kan man se hele havet. Loveless er en lille, intim historie, men den kan tale for folk over hele verden. Mange vil nok genkende dele af sig selv i filmens mennesker, for vi er alle mere eller mindre egoistiske og bruger hinanden som et redskab for egen vindings skyld.”

Frivillig flugt
Loveless startede, da Andrey Zvyagintsev og hans manuskriptforfatter Oleg Negin opdagede en organisation, der leder efter forsvundne mennesker – oftest unge.

”I en nyhedsartikel faldt vi over den her organisation, der leder efter forsvundne mennesker. De fleste er teenagere mellem tolv og seksten år, og når man melder dem savnet, får de straks betegnelsen ’bortløbne,’” siger instruktøren som forklaring på, hvorfor filmens Alexey er netop tolv år gammel.

Når Zhenya og Boris går til politiet, er der heller ikke megen hjælp at hente. Her har man ikke ressourcer til at tage sig af de mange bortløbne unge.

”Hvis det er en elleveårig, tror man, at han er blevet kidnappet, men ved tolv år eller ældre formoder man, at de selv er stukket af. Politi og alle andre havde reageret meget anderledes, hvis han var yngre end tolv år i filmen.”

Loveless giver ingen klare svar, men lader det til slut stå til fri fortolkning, hvad der er sket med sønnen.

Blockbusters i skuffen
Andrey Zvyagintsevs debutfilm The Return – der i 2003 vandt Guldløven på Venedig-festivalen – handler modsat Loveless om en tilbagekomst.

Den følger også et par drenge i tolvårsalderen, hvis far pludselig dukker op igen efter tolv års fravær. Ud over en fascination for tallet tolv er der dog ikke de store paralleller mellem drengene i de to film, mener instruktøren.

Til gengæld har han fortsat sin stil med at lave små, menneskelige dramaer, der også kan tolkes som politiske fortællinger. Dem kan han stadig lave i hjemlandet, men ambitionerne rækker videre, hvilket måske kan få Rusland til at se med mere blide øjne på ham.

”Det var ikke svært at finde penge til den her lille film, men jeg har nogle historiske blockbusters liggende i skrivebordsskuffen, som er sværere at samle finanser til.”