Konkurrence ad helvede til

En kniv, der febrilsk hopper mellem fingrene på en dreng, mens vennerne sender live på TikTok. Duellanter med læberne klistret til en bilrude i 43 timer. En flok svedige jakkesæt, der danser stoledans, som gjaldt det livet. 

Med kortfilmen Fairplay deltog den franske instruktør Zoel Aeschbach ved filmfestivalen i Odense, som sluttede i går. Men filmen kan stadig ses på festivalens streamingplatform Offstream.dk. 

Filmen springer mellem tre små historier, der alle handler om menneskers instinktive trang til at konkurrere mod hinanden. 

”Det er en mørk, humoristisk kritik af menneskelig adfærd. Men den er også en slags observation af, hvordan vi er blevet vant til at konkurrere i det daglige,” siger instruktøren over Zoom og fortsætter: 

”Børnene i filmen kan ikke lege, uden at det skal handle om at få likes på sociale medier. Jeg føler, at vi med kapitalismen har vænnet os til en konkurrencementalitet, som er ude af proportioner.”

”Alt skal bedømmes, alt er en konkurrence. I skolen, på Google, ja, selv når vi får leveret mad, hvor man kan uddele stjerner til buddet. Det er særligt slemt i filmbranchen, hvor alt handler om at få fingre i fondsmidler, som de andre også prøver at få.”

Zoologisk blik
I takt med at filmen gradvis tager til i rytme, tempo og spænding, udvikler personernes adfærd sig i en absurd retning. Man ved ikke, om man skal grine eller græde. 

”Jeg er meget inspireret af svenske Ruben Östlund. Vi er langt fra hinanden stilmæssigt, men vi dyrker begge de tåkrummende og ubehagelige situationers komik.” 

Ligesom Östlund – der senest brillerede med klassesatiren Triangle of Sadness – ser Zoel Aeschbacher antropoligisk og nærmest zoologisk observerende på sine karakterer, der bliver mere og mere dyriske, jo hårdere de presses. 

”Det er ligesom, når du ser en dokumentar om dyr, hvor hanfuglene med de flotteste fjer danser for at forføre hunnerne. Jeg ville lave en film om den underlige og smertefulde fjerdans, mennesker laver for at gøre sig til og passe ind i flokken.” 

Absurd stoledans
Alle personer i filmen må danse deres egen dans for at finde sin plads i hierarkiet. En dreng må risikere sine fingre i en knivleg, og en anden må forsvare sig mod ydmygelse efter nederlaget i et spil, hvor den, der kysser en bil længst tid, vinder bilen. 

”Det er faktisk en rigtig konkurrence, der finder sted i Texas. Da jeg så det, tænkte jeg: ’Wow, det er jo vanvittigt!’ Jeg blev nødt til at få det med i en film.” 

Den tredje hovedperson er en kontorarbejder, som på trods af høj alder og dårlig form vil vise sit værd i et spil stoledans efter at være blevet dømt ude på forhånd. 

”Stoledansen er noget, jeg har fra en dokumentar om folk, der arbejder i finansbranchen. Store virksomheder team-builder i weekenderne for at finde frem til den bedst egnede leder,” siger instruktøren. 

”Jeg syntes, det kunne være sjovt at have nogle børn til at lege en voksenleg med en kniv og nogle voksne til at lege en børnevenlig leg som stoledans. Det handler om det absurde i, hvor meget mørke og ren overlevelse der gemmer sig i barneleg.”

Stiller krav til publikum
Ud over Ruben Östlund finder den 30-årige instruktør en stor del af sin inspiration i danske instruktører som Lars von Trier og Nicolas Winding Refn. 

”De tager ikke publikum i hånden. Man må selv gå på opdagelse i deres film. Den tilgang kan jeg godt lide,” forklarer franskmanden. 

Hans kommende filmprojekt er især inspireret af Refns Pusher-trilogi, men Zoel Aeschbacher har også rosende ord at sige om danskerens nyeste serie, Copenhagen Cowbow. 

”Det er en meget, meget mærkelig serie. Og jeg elsker den. Jeg kan lide, at Refn vender tilbage til noget, der er rent minimalistisk. Meget lange skud, hvor du har tid til at tolke det, du ser på skærmen,” siger Zoel Aeschbacher. 

”Det er ikke film for alle og enhver. Men vi er her ikke for at please publikum. Enten aktiverer det dem, eller også er det deres eget problem.”