Nyhed
28. okt. 2020
Aktivitetspulje giver ekstra hjælp til biograferne
Ekkos journalist Anders Højberg Kamp nyder en æske popcorn i Københavns Palads, som er en af de biografer, der nu kan se frem til at få en hjælpende hånd. Foto | Jens Nørgaard Larsen

Aktivitetspulje giver ekstra hjælp til biograferne

Hjælpepakken til kulturlivet forlænges til 31. januar og har fået tilføjet en specifik pulje til biograferne på femten millioner kroner.

Af Thea Torp

Regeringen og et flertal af folketingets partier er blevet enige om at forlænge hjælpepakkerne til erhvervs- og kulturlivet frem til den 31. januar 2021. 

Kun Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige står uden for aftalen.

Aftalepapiret fra august afsatte en aktivitetspulje til kulturlivet på 300 millioner kroner. Den pulje forlænges og udvides med yderligere 300 millioner kroner samt 150 millioner til breddeidrætten og foreningslivet.

Det nye aftalepapir afsætter yderligere femten millioner kroner i en direkte pulje til biograferne, der i år har solgt 47 procent færre billetter i 2020 sammenlignet med sidste år.

”De ekstra penge skal understøtte aktivitet. At der kommer flere danskere i biograferne i den mørke tid, vi går ind i nu – både helt bogstaveligt og med corona-restriktionerne. Vi har brug for gode oplevelser, der kan være et lys i mørket,” siger socialdemokratiets kulturordfører Kasper Sand Kjær til Filmmagasinet Ekko.

Særskilt udfordring
Kasper Sand Kjær har tidligere i et interview med Ekko afvist at genforhandle aktivitetspuljen. Han sagde, at biograferne var ”store modtagere af hjælp”. Men nu har regeringen alligevel sørget for en ekstra pulje til biograferne.

”Vi ville hjælpe biograferne. Vi vil understøtte, at flere mennesker ser film. Derfor har vi lavet en særlig pulje til aktivitetspuljen, så vi rammer de biografer, hvor der er mindre end 25 publikummer.”

”Der var en bred enighed blandt aftalepartierne om, at biograferne stod med en særskilt udfordring, som aktivitetspuljen ikke kunne rumme. Så derfor var det vigtigt, at vi gjorde noget særligt,” siger Kasper Sand Kjær.

Tidligere glemt
Biografer har været ramt af corona-restriktioner og udsættelsen af en række amerikanske storfilm.

Branchen blev forbigået i regeringens sommerpakke til kulturlivet, hvor konkurrerende kulturtilbud fik mulighed for at sælge billetter til halv pris.

Senere blev biograferne inkluderet i efterårets aktivitetspulje, der af flere aktører i branchen er blevet beskyldt for at være designet til spillesteder og teatre. Anklagen lød, at aktivitetspuljen ikke i tilstrækkelig grad afspejlede biografdriften.

Den nye ekstra pulje til biografdrift vækker glæde hos Danske Biografer.

”Det er fedt, at politikerne anerkender, at den politik, der har været, ikke har ramt plet i forhold til biografernes behov og konstruktion. Det er alle tiders,” siger foreningens direktør, Lars Werge.

Blus på kedlerne
Direktøren tilføjer dog, at femten millioner kroner er et meget lille beløb i forhold til biografernes samlede drift.

”Nu må vi se, hvordan den bliver udmøntet. Det har politikerne ikke brugt tid på under forhandlingerne, og det har jeg fuld forståelse for. Det vil Danske Biografer gerne hjælpe med at sætte i stand, hvis vi må,” siger Lars Werge.

Biograferne har efter en svær sommer kunnet glæde sig over, at Thomas Vinterbergs Druk og Far til fire og vikingerne har lokket danskerne i biografen.

”Den ekstra pulje skal være med til at sætte mere blus på kedlerne, der i forvejen er ved at komme op i temperatur,” siger Lars Werge.

Relevante artikler

Nyhed
23. okt. 2020
Krav om mundbind i biografen

Krav om mundbind i biografen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten