Nyhed
09. okt. 2015
Aaron Sorkin undskylder til Apple-chef
Michael Fassbender ligner på forhånd en seriøs Oscar-kandidat med sin præstation i Steve Jobs. Foto | François Duhamel

Aaron Sorkin undskylder til Apple-chef

”Hvis du har en fabrik fuld af børn i Kina, er det modigt at kalde andre opportunistiske,” sagde manuskriptforfatteren bag Steve Jobs om Apples direktør. Nu undskylder han.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

”Jeg tror både Tim Cook og jeg gik lidt for langt. Og jeg undskylder til Tim Cook.”

Sådan lyder det nu fra manuskriptforfatteren Aaron Sorkin, der står bag den kommende film om Apples grundlægger, Steve Jobs.

Undskyldningen kommer efter en kontrovers mellem Sorkin og Apples nuværende direktør Tim Cook, der har udspillet sig i forskellige medier og interviews den seneste tid.

Børnearbejde i Kina
Det hele startede, da Tim Cook i Stephen Colberts The Late Show kaldte to kommende film om Steve Jobs for ”opportunistiske”, fordi de forsøger at tjene penge på Jobs’ eftermæle.

Cook hentydede til Steve Jobs, der er instrueret af Danny Boyle og har manuskript af Sorkin, og Alex Gibneys kommende dokumentar Steve Jobs: The Man in the Machine.

Det fik Sorkin til at give svar på tiltale.

”Ingen har lavet denne film for at blive rig. For det andet burde Tim Cook se filmen, før han dømmer den,” sagde Sorkin i slutningen af september i The Hollywood Reporter og tilføjede:

”Og for det tredje: Hvis du har en fabrik fuld af børn i Kina, der samler telefoner for en krone og tretten øre i timen, er det modigt at kalde andre opportunistiske.”

Ros til Fassbender
Men siden har Aaron Sorkin moderet sine udtalelser om Cook og rakt hånden forsonende frem.

”Jeg håber, at han kommer til at nyde filmen lige så meget, som jeg nyder hans produkter,” sagde manuskriptforfatteren til E! News for nylig.

Steve Jobs får dansk premiere 21. januar.

Michael Fassbender spiller titelrollen som den karismatiske og visionære direktør, mens navne som Seth Rogen, Kate Winslet og Jeff Daniels også pryder rollelisten.

Fængslende præstation
Selv om filmen først får regulær amerikansk premiere i slutningen af oktober, har de første anmeldere allerede afgivet deres dom på forskellige festivaler.

”En fængslende præstation af Michael Fassbender giver næring til et fremragende, ophidsende og stærkt ukonventionelt livstag med en visionær amerikaner,” skrev det amerikanske brancheblad Variety fra Telluride Film Festival i USA.

Også The Hollywood Reporter er begejstret.

”Mens Fassbender slet ikke ligner Steve Jobs fysisk, lever han fuldt ud op til den måde, vi opfattede manden på. Sammen med intellektuel dygtighed og en kraftfuld personlighed viser Fassbender også Jobs’ utilnærmelighed, inspirationsevne og tro på egne instinkter,” lyder det i The Hollywood Reporters anmeldelse.

Trailer: Steve Jobs

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten