Zoolander 2

Zoolander er så hot lige nu.

Det måske mest bemærkelsesværdige ved fortsættelsen til kultkomedien er, at dens promoveringskampagne har haft held til at løfte originalen fra dumsjov hø-hø-komedie til moderne klassiker i den popkulturelle bevidsthed.

I den første film fra 2001 satte Ben Stillers hjernedøde mandemodel Derek Zoolander sig for at finde ud af, om der var andet i livet end at se virkelig godt ud. Han kunne til slut konstatere, at det er der faktisk ikke.

Med det helt rigtige look kan man både stirre trusserne af fjendtlige reportere, sætte skurkene i fængsel og endda standse en kastestjerne midt i luften.

Filmen var en forløber for Will Ferrell-komedier som Anchorman og Step Brothers, hvor den gennemgående vittighed er, at vi opfordres til at tilbede de idiotiske personer som idoler. 

Som i sidste måned, da Zoolander var på forsiden af magasinet Vogue. 

At Zoolander 2 – ligesom etteren instrueret af Ben Stiller – er skræddersyet til BuzzFeed-generationen, slås fast i åbningssekvensen, hvor maskerede skurke pumper magasin efter magasin ind i Justin Bieber i en sadistisk slow motion-sekvens.

Det er en joke, der kan deles online i gif-format, og den er kendetegnende for filmens spredehagl-komik. Meget rammer ved siden af – mere end i sidste omgang – men tilstrækkeligt rammer rigtigt til, at man får rørt lattermusklerne. Gode jokes, dårlige jokes og virkelig dårlige jokes af den slags, der helst skal siges med et ironisk-alvorligt stenansigt.

Denne gang indledes farcen med en Fincher’sk underminering af sidste films lykkelige slutning. Åbenbart blev Zoolander alenefar, så snart underteksterne rullede og mistede senere sin søn, fordi han ikke kunne finde ud af ”at gøre pastaen blød”, mens hans bedste ven Hansel (Owen Wilson) blev hæsligt skamferet (det viser sig, at der er tale om et utydeligt zig zag-ar på kindbenet). 

De lever begge langt fra modeverdenen, men en invitation fra verdens førende modedesigner, den vokalforvirrede Alexanya Atoz, får de forhenværende superstjerner til endnu engang at glatte rynkerne og finde deres hårmousse og duckfaces frem for at tage catwalken med storm.

Forviklinger følger, og Atoz – eminent spillet af en uigenkendeligt sminkeret Kristen Wiig, der med døde øjne og en uudgrundelig accent aftvinger det ene latterbrøl efter det andet – har selvfølgelig ikke rent mel i posen. Lige så selv selvfølgeligt er det, at sidste films superskurk Mugatu (Will Ferrell) viser sig at være hjernen bag.

Den onde plan bag hele miseren er overfortalt og irrelevant, og handlingen afbrydes konstant af vittigheds-sidespring.

De debile hovedpersoner får selskab af en ærgerligt usjov Penélope Cruz som topagent i Interpols modeafdeling, der hjælper Zoolander til at finde sin søn (som, oh gru!, er blevet tyk). Da sønnen beskylder ham for at være en selvoptaget narcissist, svarer Zoolander forbløffet: ”Jamen, sådan opfatter jeg ikke mig selv!"

Tit er Ferrell det tætteste, filmen kommer på en straight guy, de afblegede klovnekrøller til trods. Som når han får lov at skære igennem idiotien med vantro sarkasme: ”Seriøst, Derek? Spørger du mig helt seriøst om, hvorfor jeg slog Justin Bieber ihjel?”

Skurkene stjæler showet, men får desværre ikke halvt så megen tid som den uendelige parade af kendis-cameos, der tæller alle fra Benedict Cumberbatch over Willie Nelson til Tommy Hilfiger og Marc Jacobs. 

Pressevisninger er som regel stille som graven, og selv de mest morsomme komedier plejer kun at lokke diskrete halvsmil fra det hærdede danske anmelderkorps. 

Zoolander 2 blev mødt med konsekvent småklukken og adskillige latterbrøl. Nok er det tomme kalorier, men det er stadig begavet idioti.