Zombieland: Double Tap

”Det er meningen, hun skal slå dem ihjel, ikke date dem!” brøler Tallahassee, mens han kaster og sparker til tingene i garagen i Det Hvide Hus.

Surrogatdatteren Little Rock er stukket af sammen med det mest forfærdelige, der findes i den zombieplagede verden: en hippiemusiker fra Berkeley!

En virus gjorde næsten alle mennesker til zombier i den første Zombieland, og de fire enspændere – Columbus, Tallahassee og søstrene Wichita og Little Rock – fandt sammen i et umage familieforhold.

Deres spøjse navne refererer til, hvor de kommer fra i USA.

Efter at have overstået eskapaderne på den amerikanske vestkyst i forrige omgang har de sat kursen mod øst for at finde et sted at bo. Slænget slår sig selvfølgelig ned på 1600 Pennsylvania Avenue, for hvis det er godt nok til de amerikanske præsidenter, kan det også huse apokalypsens mest sarkastiske gruppe af overlevere.

Indtagelsen af den nu overgroede, præsidentielle bolig har elementer, som ekkoer forgængerens sublime åbningsscene.

I super slow-motion ser vi heltene udrydde en stor flok zombier til de dunkende toner af en Metallica-sang, mens introteksterne bliver kastet hulter til bulter, så mennesker og zombier vælter ind i dem.

Det ser stadigvæk ekstremt fedt ud.

Og det er stadig svært ikke at trække på smilebåndet, når Woody Harrelson som den charmerende bonderøv Tallahassee plaffer hovedet af det ene omvandrende kadaver efter det andet med blodig bravur.

En af de bedste jokes er nemlig, hvordan Tallahassee hele filmen igennem jagter trofæet ”Årets Zombiedrab”, en opgradering i forhold til etterens ”Månedens Zombiedrab”.

Det gælder om at være så opfindsom som mulig, når en vandrende død skal destrueres. Konkurrencen er hård, da Tallahassee er oppe imod folk, som bruger mejetærskere og sågar bygninger som våben.

Banden bliver splittet op, da Little Rock har udlængsel, og Wichita får iskolde fødder i forholdet til Columbus. Men gutterne er ikke alene længe, da de møder legemliggørelsen af den arketypiske og pinkklædte blondine: Madison.

Snart vender Wichita dog tilbage, da søsteren er stukket af sammen med føromtalte hippie. Gruppen drager ud for at finde pigen i – til Tallahassees store rædsel – en minivan: Morbilen over dem alle!

Som de fleste zombiefilm handler det om, hvordan mennesker tvunget af omstændighederne indser, hvad der betyder noget. Hvorfor ikke bare overgive sig til elendigheden i ødemarken og skyde sig en kugle for panden?

Svaret er i al sin banalitet at være sammen med andre mennesker, som gør livet værd at leve.

Derfor er den største forskel i forhold til Zombieland også primært, at vi rent faktisk ser hovedpersonerne interagere med andre overlevende – hvis vi lige ser bort fra Bill Murrays vidunderlige cameo som sig selv i den første film.

Zoey Deutchs sprudlende Madison er den diametrale modsætning til Emma Stones kyniske Wichita, og trekantsdramaet med Jesse Eisenbergs neurotiske Columbus byder på flere finurligt akavede situationer.

Fordi Zombieland: Double Tap netop foregår i et overdrevet univers og i en genre, hvor stereotyper er en fast bestanddel, giver det mening, at bipersonerne er meget karikeret.

Som når Tallahassee og Columbus står ansigt til ansigt med deres spejlbilleder i form af den kæphøje Albuquerque og hans følgesvend, den nørdede Flagstaff. De to machomænd slynger fornærmelser efter hinanden, mens nørderne skiftevis prøver at overgå hinanden eller falder i svime over den andens smarte idé.

Filmen byder på en næsten utømmelig strøm af skønne referencer til populærkulturen. Det er virkelig sjovt, når Tallahassee udsteder en benådning til skuespilleren Wesley Snipes, da Woody Harrelson har lavet flere film sammen med ham.

Meget er velkendt, men fra første til sidste skud er det så smittende og blodigt underholdende, at metaforen ’dø af grin’ giver mening.