Youth

Paolo Sorrentino er mest kendt for politikerportrættet Il divo og den romerske rave-hymne Den store skønhed. De er begge vildt ambitiøse og herligt flagrende film, der udforsker nye fortællemåder og bruger stilen til at skildre følelser og idéer, som hans credo lyder.

Nu giver han med Youth ambitionsniveauet endnu et nøk. Filmen handler om livet og døden – intet mindre – men den gør det ved at lade de schweiziske Alper åbne sig for en parade af enere: Miss World, Maradona, Hitler, en verdensberømt komponist, en svævende yogi og et par Hollywood-divaer m/k. 

Michael Caine og Harvey Keitel spiller vennerne Fred og Mick, to elskelige knarke med udtørrede blærer. De iagttager hinanden og hotellets øvrige klientel gennem et filter af sort humor, let vemod og en livserfaring, der nærmer sig maksimum.

Fred er en mytegærdet komponist og dirigent, der konsekvent siger nej til de jævnlige tilbud om comeback – blandt andet fra den engelske dronning. Mick er endnu aktiv, men renomméet som stjerneinstruktør baserer sig på film, der ligger langt tilbage. Skriveferien i Schweiz skulle gerne give afkast i form af et filmisk testamente.

Som film har Youth tre store kvaliteter: kemi, menneskelighed og sanselighed.

Duoen Caine og Keitel har samme bittersøde kemi som Walter Matthau og Jack Lemmon i deres Gnavne gamle mænd-velmagtsdage. Man bliver slet og ret i godt humør af at se de tweedklædte knarke snakke om barndommens første cykelstyrt, mens de går deres sidste runder om stamhotellet.

Menneskeligheden kommer især til syne, da Fred og Mick får besøg af deres voksne børn, der er en væsentlig del af deres bånd. Freds datter (en rørende Rachel Weisz) er gift med Micks søn. Men ægteskabet går nu i smadder for åbent tæppe, og Weisz får filmens stærkeste monolog, da hun – symbolsk indkapslet i ungdomsbevarende mudder – sender sine frustrationer videre til farmand Fred, som efter hendes opfattelse har svigtet kone og barn i jagten på musikalsk hæder.

Sorrentino har altid haft en forkærlighed for mænd, der i karrierens efterår begynder at mærke konsekvenserne af deres livs valg. Toni Servillo var færdig som popstjerne i 2001-debuten One Man Up, nyforelsket aldrende lejemorder i The Consequences of Love og skandaleramt ekspremierminister i Il divo.

Her giver han Michael Caine en tilsvarende rolle. Der er smertelig indsigt forbundet med at se bagud, men det er et klarsyn blottet for selvmedlidenhed, bodsgang eller patos. Sorrentino leverer igen sin elegiske blanding af humanisme og psykologiske realisme, men her i en surreel kulisse.

Billed- og lydsiden i Youth er ofte guddommeligt smuk med sin blanding af flydende kamerabevægelser, klassiske toner og uklassiske beskæringer. Men der er denne gang også en absurd-fjollet slagside. Vi møder således en 200 kilo tung Maradona-klon prustende på tennisbanen, Metropolis-lignende processioner af kåbeklædte gæster og en skuespiller (Paul Dano), der øver en kommende Hitler-rolle i fuld mundering foran alpehotellets gæster (Schweiz’ ry som bankly for naziguld får lov at dirre uudtalt).

Det karikerede fylder mere end, hvad det bidrager med i fortællingen. Jane Fonda på lynvisit iført Gloria Swanson-superdiva-attitude er ren hysteri, og scenerne vedrørende Micks planlagte testamente-film tenderer det selvsmagende. Og når en af karaktererne kundgør, at han vil bruge sin energi på at skildre det menneskelige begær – ikke historiens rædsler – afslører han samtidig Sorrentinos projekt: Youth er selvvalgt blind på det ondskabsfulde øje, hvor Ruben Östlunds æstetisk beslægtede feriehoteldystopi Force majeure var blind på det venligtsindede.

Men Sorrentino holder af sine karakterer – de fede, de smukke, de rynkede – blot de udviser handlekraft, evner at udfolde et talent eller er i stand til at gribe dagen.

Når Weisz’ eksmand forsvarer sit valg af en yngre model med ordene ”hun er virkelig god i sengen”, vinder ærligheden sært gehør. Det er meget rammende for tonen i Youth. Det er klassisk Hollywood-screwball-komik i euro-land: en moralsk og æstetisk upuritansk film med et hjerte af naziguld.