You & Me Forever

Mens debatten om ungdomsfilmen rasede, efter endnu en dansk ungdomsfilm havde fået en lussing ved billetlugerne, arbejdede Kaspar Munk på You & Me Forever, vel vidende at den eneste magt, der kan forandre noget, er eksemplets.

Og hans anden spillefilm er, hvad man efterhånden havde mistet troen på: En ungdomsfilm, der ikke desperat forsøger at være ung med de unge eller med pædagogisk bagtanke beretter om ungdomslivets problemer, men som rent faktisk er i øjenhøjde med sine karakterer, deres sprog og den musik, de hører. En film, der med begær og nysgerrighed fortæller om den mest tumultariske periode i livet, som på én gang er vidunderlig og rædselsfuld, og som – desværre – aldrig kommer igen, selv om vi som voksne gentager nogle af de samme, forvirrede fejltrin.

Ungdomsfilm fokuserer typisk på mødet med det andet køn, men Kaspar Munk vender i stedet blikket mod det symbiotiske venindeforhold, som er den spirende seksualitets første offer. Sekstenårige Laura og Christine er slyngveninder, indtil den mere fremmelige Maria ankommer som slangen i paradiset. Hun har tilsyneladende både været i seng med piger og fyre, og hun vinder hurtigt Lauras interesse, mens Christine lukkes ude præcist så ubarmhjertigt, som den slags foregår i puberteten.

Og så går det ellers over stok og sten til privatfester og ind til København med en flaske sprut i hånden. Det handler ikke om at finde den eneste ene, men om ”den første gang”, og det er også svært nok endda. For hvordan forbereder man sig? Og måske er Maria med sine kosmopolitiske, men fraværende forældre ikke den bedste guide til voksenlivet?

Filmen står og falder med det improviserende cast, og de gør det forrygende. Julie Brochorst Andersen, der også havde hovedrollen i Munks lovende debut Hold om mig, suger blikket til sig og har som Laura den rette blanding af sårbarhed og fandenivoldskhed. Frederikke Dahl Hansen (Frit fald) er dragende som den kæphøje og pågående fille fatale, Maria, og når Munk antyder en erotisk gnist imellem de to piger, tror man på det. Man føler også med Emilie Claudius Kruses svigtede Christine, og det er en fin ironisk pointe, at hun viser sig at være den modigste i tre- kløveret og den af pigerne, som først træder over tærsklen til voksenlivet.

Knapt så overbevisende er pigernes skolekammerat Jonas (Benjamin Wandschneider). Han holder til i en forfalden, graffitihærget bygning, som også er pigernes hemmelige tilflugtssted, men fremstår som en lidt uudgrundelig, mytologisk figur, der virker som et fremmed- element i den nyrealistiske film.

Til gengæld er det befriende med en ungdomsfilm, hvor forældrene ikke er de rene idioter. Lauras forældre (Morten Hauch-Fausbøll og Susanne Storm) er forstående og hjælpsomme, men naturligvis utilstrækkelige for deres teenagedatter, der pludselig har fået andre interesser end ludo i sommerhuset.

Man kan diskutere, om You & Me Forever lever op til dramatikkens grundregel: At man skal udfolde den mest skelsættende begivenhed i sin hovedpersons liv. Vil Laura ikke komme ud for større dramaer end denne ménage à trois mellem veninder? Man kan også diskutere, om filmen taber højde mod slutningen, hvor den gerne vil overraske os.

Men de enkelte scener sitrer af nærvær, og det er hævet over enhver tvivl, at Kaspar Munk mestrer kunsten at indfange det store i det små. Berusede på en regnfuld station, efter sidste tog er kørt, den kildrende lyd af en negl mod nylonstrømper – det er i den slags poetiske detaljer, at man med et smil på læben genkalder sig lignende lykkeøjeblikke i sit eget liv.

You & Me Forever bør være pligtpensum for instruktører, som vil prøve kræfter med den svære genre. Man skal vel helt tilbage til Malmros’ Kundskabens træ (1981) for at finde en mere overbevisende autentisk atmosfære af ungdomsliv.