The Yes Men Are Revolting

The Yes Men er den politiske satires intelligente svar på Jackass – tilsat Michael Moores indignation.

De to mænd bag projektet hedder egentlig Jacques Servin og Igor Vamos, men når de laver dokumentarer, kalder de sig Andy Bichlbaum og Mike Bonanno.

Andy fik første gang verdens opmærksomhed i 1990’erne, hvor han som programmør for spillet SimCopter indsatte mænd, der kysser hinanden. Mike hørte om udskejelsen, og de startede et samarbejde.

Partnerskabet blev vist frem i den herligt anarkistiske og sprudlende fandenivoldske The Yes Men (2003). Her udgiver de sig for at repræsentere Verdenshandelsorganisationen WTO på en konference.

De stjæler kort sagt identiteter fra verdensøkonomiens stratenrøvere, så de i en vanvittig forestilling kan udstille udnyttelsen af ulande.

Til konferencen argumenterer Andy i stram gulddragt for slaveri. Senere præsenterer han en kæmpemæssig guldpenis, hvor glansen har en indbygget skærm, så man kan holde øje med sine arbejdere i de fattige lande.

Ingen i lokalet stopper galskaben, og tavsheden er larmende. Kapitalismens værste håndlangere har alt for frie tøjler.

I The Yes Men Fix the World (2009) præsenterede Andy og Mike The SurvivaBall, en overlevelsesdragt, der kan beskytte én mod klimaforandringerne.

Den dragt er også med i deres nyeste dokumentar, The Yes Men Are Revolting, som er aktuel på Cph:Dox. Det handler også denne gang om global opvarmning, og The Yes Men smider deres SurvivaBalls ud i floden foran FN-bygningen i New York.

Foran på dragten er en tegning af Da Vincis Den Vitruvianske Mand, men vanvidskostumet får snarere folk til at ligne en brun Barbapapa med seks blottede brystvorter. Politiet stopper dem, før de når helt over til FN. Og det er selvfølgelig tænkt med i planen.

De gakkede dragter får The Yes Men i medierne, og så har de opnået deres mål, nemlig at sætte fokus på forureningen af kloden.

Det Danske Filminstitut og DR har støttet The Yes Men Are Revolting, der er klippet af Søren B. Ebbe og produceret af Ole Tornbjerg. En stor del af filmen foregår tilmed i København under FN’s klimakonference Cop15.

Her må det da være muligt at få opmærksomhed, hvis man råber højt nok.

Men tonen er mindre højtråbende end tidligere. Barylerne er blevet voksne og med årene kommet i tvivl, om det hele overhovedet nytter noget.

Det gør dokumentaren knap så morsom som deres første film. Ja-mændene forsøger sig med en struktureret fortælling, der også handler om deres venskab.

Andy og Mike har arbejdet sammen i snart tyve år. Op til en happening arbejder de gerne atten timer i døgnet. Så er det svært at passe andre jobs, ikke mindst nære relationer.

Andy føler sig næsten forrådt, da Mike danner en familie. Det betyder, at makkerparret får mindre tid til at udstille kapitalismens hyklere, og måske kan man bare ikke redde kloden, hvis man samtidig skal skubbe en barnevogn foran sig.

Det er dog usikkert, om uoverensstemmelserne også bare er en del af en optræden. Med så mange ræve bag ørene er det svært at leve sig ind i venskabets emotionelle sider.

The Yes Men Are Revolting er mere interessant, når aktivisterne gennem humor spørger sig selv, om deres stunt overhovedet nytter. Til Cop15 får de skabt en falsk mediehistorie om, at rige Canada vil betale forureningserstatning til fattige Uganda. Operationen lykkedes, men hvad med patienten?

Da de senere kaster opmærksomheden på Shell og olieboring, står de pludselig midt i det jordnære spørgsmål, om man bliver til den politiske satires mest uhyggelige skabning – en hykler – hvis man efterfølgende fylder bilen op på en Shell-tank.