Wrong Turn: The Foundation

En mørk skov er altid et godt sted at starte en uhyggelig historie. Er der noget i skyggerne, eller er det tankerne, som spiller et puds, når man fornemmer et dyr, et menneske eller noget helt tredje rumstere?

Når det gælder mennesker, der afsondret fra civilisationen lever dybt inde i vildnisset, er USA det perfekte kanvas.

John Boormans Udflugt med døden er måske det mest kendte eksempel på, hvad der sker, når bymennesker kommer ud i situationer, hvor de ikke ved, hvordan de skal opføre sig. Banjomusik og en grum voldtægt har fået det til at løbe publikum koldt ned ad ryggen siden premieren i 1972.

Motorsavsmassakren og The Hills Have Eyes – ligeledes fra 1970’erne – bygger videre på forestillingen om degenerering i udkanten af samfundet og spiller på angsten for, at der i tidslommer gemmer sig kannibalfamilier, som bare venter på at fortære unge, saftige kroppe.

Det er den gysertradition, Wrong Turn: The Foundation indskriver sig i.

En gruppe idealistiske unge er taget på vandretur i Virginia til den berømte sti Appalachian Trail. De viser sig alle sammen at være forsvundet, da faren til en af dem tager til stedet for at lede efter sin datter.

Efter farens søgen i de indledende minutter foregår filmens første halvdel i et flashback, hvor baggrunden for de unges forsvinden halvanden måned tidligere bliver forklaret.

Problemerne for vennegruppen starter allerede i den lille by, hvor de overnatter dagen før vandringen gennem det bjergrige skovområde. De lokale lever op til fordommene om racistiske og suspekt udseende bonderøve, der ikke bryder sig om folk udefra.

Jen (Charlotte Vega) og hendes sorte kæreste Darius (Adain Bradley) bliver chikaneret af halvgamle Nate (Tim DeZarn), der forklarer, hvad han synes om ungdommen og deres hippie-attituder med lighed og den slags pjat.

Mareridtet starter for alvor, da vennerne kommer ud i skoven.

En kultlignende gruppering kendt som The Foundation har isoleret sig fra omverdenen. Og tro mod hillbilly-horror-genren kommer det til sammenstød mellem de to meget forskellige grupper.

Hoveder bliver smadret til ukendelighed, og kroppe spiddet af knive, pile eller opfindsomme fælder.

Forfriskende er der først en smule tvetydighed om, hvem der rent faktisk er de onde. Men desværre dropper instruktør Mike P. Nelson det spor alt for hurtigt.

Den fremragende gyserkomedie Tucker & Dale vs. ondskab fra 2010 viste ellers perfekt, at man ved at vende genrens stereotyper på hovedet kan skabe fornøjelig uhygge og humor.

Manuskriptforfatteren Alan B. McElroy, der også har skrevet originalen Wrong Turn fra 2003, virker ikke interesseret i at udfordre klichéerne. Filmseriens gysere handler alle om en indavlet, deform kannibalfamilie, som slagter sagesløse, der tilfældigvis krydser deres vej.

Den nye film er et reboot af filmserien, men den ender alligevel med nogle af de gamle seks films problemer. I stedet for at turde lege med folks forventninger forfaldes der til karikerede skurke, blod og plottwists.

Charlotte Vega fænger med sej attitude og slagkraftig fysisk præstation i hovedrollen som den unge kvinde Jen, der som tidens moderne final girls langer øretæver ud med stor autoritet – fuck offerrollen!

Veteranen Matthew Modine er et udmærket supplement som hendes far, der begiver sig ud for at lede efter Jen og hendes venner. Der er ømhed og en god sjat boomer-aura over ham, så der hersker ingen tvivl om, at han er værd at heppe på.

Tidligere på året imponerede horrorfilmen Hunter Hunter med en simpel og veludført historie om en familie, der bor ude i en skov. Der blev viet tid til at nuancere personerne, så man konstant frygter for deres skæbne.

Desværre sidder man tilbage med følelsen af, at Wrong Turn: The Foundation ikke forløser sit potentiale.