Worn Stories

Hvis man tager Netflix’ dokumentarserie på ordet, så er det ”en serie om tøj og de mennesker, der har det på”.

Det sidste er nogenlunde rigtigt.

Igennem dokumentarseriensotte afsnit møder vi en række charmerende personligheder, der ganske rigtigt har tøj på – bortset fra første afsnits nudister – og som også lejlighedsvis forsøger at flette tøjet ind i deres historie.

Men en serie om tøj er det ikke.

Den koreanske seniorborger Mrs. Park har ganske vist en sweater, hun er glad for. Men hendes optræden på skærmen i første afsnit handler mest om, at hun er glad for at danse.

Saxofonisten Timmy Cappello viser muntert sin skampose frem. Men han lægger den hurtigt væk for langtrukkent at fortælle om sit liv som musiker, inden tissemandsbeskytteren forceret findes frem igen til sidst.

Det er, som om seriens skabere Jenji Kohan og Morgan Neville har forelsket sig så meget i tøjets ejere, at de har glemt, hvad projektet gik ud på.

Som sådan tilgiveligt og måske ligefrem klogt, hvis bare historierne i Worn Stories havde været interessante.

Men næsten ti minutter bruges på at fortælle om to kusiners jagt på en frakke, der blev væk under en bytur. Et garanteret hit af en historie, når de fortæller den til vennerne, men niveauet til en tv-dokumentar har den ikke.

På samme måde bruges underligt lang tid på at gennemgå entertaineren Charos karriere for at nå til en forceret pointe om hendes søsters evner som kjolemager.

Det hele er temmelig retningsløst, selv om serien er baseret på en bestseller og burde kunne finde hjælp til formen.

Forfatteren Emily Spivack dukker kort op i tredje afsnit for at fortælle om sit babytøj, men det hjælper ikke synderligt, for heller ikke hendes fortælling er særligt interessant.

Skaberne har valgt at bruge animation til at peppe historierne op, og det giver seeren nogle pauser fra de evindelige talking head-interviews foran aggressivt pangfarvede bagtæpper.

Enkelte steder bruges animationen tilmed ret begavet. Det gælder især i newyorkeren Ross’ fortælling om hans bedstemors hjemmelavede slips, der overlevede orkanen Sandy.

Her bidrager animerede filtfigurer til at fortælle en historie om tøj med tøj. Figurerne er bogstaveligt talt er bygget op af stof, ligesom mange mennesker i virkeligheden er bygget op af påklædning. Og i modsætning til de fleste andre af historierne, er slipsene en del af hele rejsen.

Desværre er slipseventyret en sjældent vellykket perle, og for det meste virker de skiftende animationsstilarter mere distraherende end hjælpsomme.

Serien misser også oplagte muligheder for at bruge tøjvinklen på en nuanceret måde. Et helt afsnit er dedikeret til uniformer, og passagevagten Patrice Jetter fortæller om den værdsættelse, hun føler med arbejdstøjet på.

Det er dejligt at høre fra en handikappet kvinde, som har kæmpet sig til respekt, men afsnittet kommer ikke ind på bagsiden af medaljen: faren for magtmisbrug i forbindelse med uniformerede autoriteter.

Worn Stories holder sig helst til det sukkersøde. Kun en sjælden gang forlader vi hyggen, som historien om to unge, afroamerikanske forældre, der i 1978 fejlagtigt blev dømt for deres sambos mord på en politibetjent og ikke så deres søn i 40 år.

Hans eneste forbindelse til forældrene var et tæppe syet af moren.

Sådanne fund blandt genbrugsbutikkens ragelse findes i serien, men der er ikke tid til at se nærmere på det, før der klippes til en ung kvinde, som godt kan lide at låne sin mors kjoler!

Menneskers forhold til tøj er underligt og til tider sygeligt, men samtidig er det et kært redskab, der uden at kræve noget til gengæld hjælper os med at defineres os selv som individer.

Et oplagt emne til en dokumentar, men Worn Stories gør os hverken særligt meget klogere på tøjet eller menneskene, der har det på.