Words and Pictures

Siger et billede virkelig mere end tusind ord? Eller kan det rigtige ord sige langt mere end et billede?

Spørgsmålet er stridens æble i Fred Schepisis Words and Pictures, der er et forsøg på at lave en voksen romcom med de to halvtredsåringer: Clive Owen og Juliette Binoche.

Owens karakter Jack Marcus er ordenes apostel og lidt af en kliché: en tidligere succesfuld forfatter og poet, der nu har slået sig på flasken og er blevet misantropisk og gammelmandssur efter års skriveblokering og spleen.

Han underviser i litteratur på et fint college, hvor han skoser eleverne for deres slaphed og tweetende turbo-tommelfingre og plager kollegerne med sine evindelige ordlege og ramsaltede stikpiller – en hovenhed, der selvfølgelig dækker over en afgrundsdyb selvmedlidenhed.

Faktisk virker han så led og ked af tilværelsen og jobbet, at man undrer sig over hans desperation, da han kommer i fare for at blive fyret.

Da kunstneren Dina Delsanto (Binoche, kendt fra Den engelske patient og Chocolat) bliver ansat som billedkunstlærer, får han imidlertid intellektuelt modspil.

Hun returnerer hans spydigheder med et smask, og sådan starter en ”krig” mellem Jack og ordene på den ene side og Dina og billederne på den anden, der opliver dem.

Hver for sig fungerer karaktererne i kraft af skuespilpræstationerne. Owen turnerer sine replikker med syngende slagfærdighed, og Binoche er sart og sammensat som gigtramt kunstmaler. De er ikke videre sympatiske, men det er der noget forfriskende i.

Problemet opstår, når man sætter dem sammen, for Owen og Binoche er desværre et lige så umage par, som det lyder.

Det går fint, så længe de mundhugges om, hvem der repræsenterer den bedste kunstart – også selvom diskussionen er latterlig. Her er replikkerne skarpe, og der strømmer en god energi ud af deres forskellighed.

Men som par tror man aldrig på dem. Gode kolleger med gensidig respekt for hinanden, ja, og måske endda venner.

Men det slår ikke gnister mellem dem på dén måde. Indtil Jack nærmest ud af det blå bekender, at han ”længes efter at møde Dinas læber” og har ”studeret hendes røvs dimensioner i månedsvis”. Filmen drysser et tykt lag sukker på replikkerne og giver sig til at lire klichéer af, som bliver komplet med tilt opad og langsom fade-out efter et kys.

Det er ærgerligt, for anslaget er friskt med velskrevne replikker og veloplagte skuespillere, og filmen er pænere at se på end de fleste af sine genre-søskende.

Men snart løber Schepisi og manuskriptforfatter Gerald di Pego tør for idéer og giver sig til at gentage sig selv. Særligt Jack Marcus’ persontræk og idiosynkrasier bliver repeteret så mange gange, at sjovheden siver ud.

Clive Owens karakter er i det hele taget tegnet med usikker hånd. Efter en passage, hvor han virker glad og munter, er det, som om Schepisi vil minde os om, at han altså ikke bliver rigtig lykkelig, før han vinder Dinas hjerte. Det sker i en bizar scene, hvor han i en brandert giver sig til at smadre sin stue ved at spille tennis indenfor.

Filmen er kedelig, fordi den bærende plottråd, ord versus billeder, er for tynd. Idéen er i sig selv prætentiøs og fortænkt og indbyder til farce, men det gennemspilles ganske straight uden de store dramaturgiske tinder eller interessante funderinger over kunstens væsen.

Værst er dog den overfladiske og umodne fremstilling af collegeeleverne, som bærer præg af, at 74-årige Schepisi og 73-årige di Pego næppe har megen føling med ”de unge nu til dags” – ud over at have set nogle amerikanske film og hørt om smartphones og sociale medier. En sidehistorie med en dumsmart liderbuks og en dydig, talentfuld pige ender i en blindgyde og burde have været ofret på klippebordet.

Words and Pictures stikker i alle mulige retninger og vil sige alt for meget. Netop derfor får den sagt uendeligt lidt.