Biografanmeldelse
15. dec. 2022
The Woodcutter Story
Pepe (Jarkko Lahti, i rødt) og gutterne er arbejdsløse og totalt rådvilde, da byens savværk lukker. Foto | Tero Ahonen

The Woodcutter Story

Årets alternative julefilm skildrer tåkrummende sjovt tilværelsens absurditet og viser mesterligt betydningen af menneskelige relationer.

Af Kjartan Hansen

Pepe skuler lidt til hustruen Kaisa. 

Det er sent på aftenen. Hun ligger i modsatte ende af dobbeltsengen og læser om psykoanalytikeren Sigmund Freud. Han vurderer, hvor sandsynligt det er at få noget på den dumme inden sengetid. 

Enten bemærker hun ikke hans længsel eller ignorerer ham helt, imens hun bladrer videre. 

Deres spøjse miskommunikation er sigende for det ensidige forhold og bliver kun sjovere, når Kaisa fniser muntert ad den ellers højbrynede bog, som var det et Anders And-blad. 

Pepes tilværelse er utilfredsstillende, men dog stabil. Lige indtil hans arbejde, familieliv, forhold til landsbyen og byen selv krakelerer. 

Det hele starter i med pudseløjerlig scene. 

En velklædt forretningsmand i sit stiveste puds vandrer i bjergene og kommer til en hytte. Indenfor brøler en pelsklædt kvinde i harme, inden hun underskriver mandens dokument. 

De to ses ikke igen, men dokumentet viser sig at være en aftale om at lukke savværket, hvor Pepe arbejder. Snart er størstedelen af byen arbejdsløs, rådvild og desperat efter at finde en mening med livet. 

Jarkko Lahti er fremragende som den besindige hovedperson, hvis uafrystelige optimisme frastøder hans sortseende medborgere. Skuespillerens beherskede ansigtsmimik er kostelig, som når han klodset, men flirtende kilder Kaisa, imens parret spiser middag foran fjernsynet. 

Hun reagerer ikke som ventet, men stiller maden fra sig og går en tur. 

”Hun er til frisør,” siger Pepes søn i en tåkrummende sjov scene, da farmand spørger, om mor er kommet hjem. Nabodatteren rynket brynet: ”Det siger min mor også altid.” 

Tilsyneladende har samtlige af byens kvinder, som ikke tilfredsstilles seksuelt i ægteskabet, en affære med frisøren. 

Med enkle virkemidler signaleres en skæbnesvanger forvandling. Jonas Strucks hårrejsende filmmusik høres, imens kameraet i mulm og mørke peger ud mod skoven. Det antydes, at en overjordisk magt holder øje. 

Når Kaisa skrider fra Pepe, og huset brænder ned, finder han og sønnen Pikku-Tuomas (Iivo Tuuri) ly i en fiskerhytte, hvor en magisk ørred fortæller dem, at håbet lever stadig. 

Et til tider voldsomt drama udspiller sig i flækken omgivet af mystisk, men smægtende flot natur. Tilsat et besynderligt, men sjovt persongalleri, overjordiske elementer og uhyrlig vold er det fristende at kalde filmenfor en nordisk Twin Peaks

Men under overfladen har den finske instruktør Mikko Myllylahti endnu mere tilfælles med Charlie Kaufman, der er kendt for eftertænksomme værker som Anomalisa og I’m Thinking of Ending Things

The Woodcutter Story skildrer mesterligt tilværelsens absurditet og viser betydningen af menneskelige relationer med en akavet stilhed i den kærlighedsløse landsby. 

Et emne, der også kendetegner mere jordnære og muntre juleklassikere fra Det er herligt at leve til Alene hjemme. 

Maleriske sneklædte skove og bjerge, hvor rødklædte Pepe bryder med det ellers hvide landskab. Rød og grøn præger byens biler, huse og indretning. Ironisk nok bliver udtrykket julet, selv om højtiden ikke fejres i filmen. 

På trods af at mange mennesker kommer til Pepes fødselsdag, er det en stille affære. Gæsterne anerkender lejligheden med et nik og et meget behersket ”juhu”, når han giver en runde. 

Freden hersker også i familiehjemmet, spilleaftener med vennepar og på arbejde. Hovedpersonen er en mand af få ord ligesom alle omkring ham. 

Ingen reagerer, når han snøfter under et spil kort, ligesom han og vennen Tuomas (Hannu-Pekka Björkman) med tomt blik betragter hustruerne, mens de danser på det lokale værkshus. 

Først når alle byens mænd opsiges, tvinges de til at forholde sig til hinanden. Men efter livslang tavshed ved de ikke hvordan. I stedet hengiver de sig til druk og religiøs vækkelse. 

The Woodcutter Story er en billedskøn fortælling filmet i et vinter-eventyrland. Men det er også en tåkrummende sjov og filosofisk vægtig film, som uden tvivl vil dele vandene.

Titel:
The Woodcutter Story

Originaltitel:
Metsurin tarina

Land:
Finland

År:
2022

Instruktør:
Mikko Myllylahti

Manuskript:
Mikko Myllylahti

Medvirkende:
Jarkko Lahti, Iivo Tuuri, Hannu-Pekka Björkman

Spilletid:
99 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
15. december

Relevante artikler

Interview
11. dec. 2022
Fortabt i Finland

Fortabt i Finland

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
16. dec. 2025
King

King

Serieanmeldelse
23. okt. 2025
Boots

Boots

Serieanmeldelse
15. okt. 2025
Chad Powers

Chad Powers

Nyhed
16. dec. 2025
Trump sagsøger BBC for dokumentar

Trump sagsøger BBC for dokumentar

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Mest læste

DR-vært går til filmen
Nyhed
26. jan. 2022

DR-vært går til filmen

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten