The Woodcutter Story

Pepe skuler lidt til hustruen Kaisa. 

Det er sent på aftenen. Hun ligger i modsatte ende af dobbeltsengen og læser om psykoanalytikeren Sigmund Freud. Han vurderer, hvor sandsynligt det er at få noget på den dumme inden sengetid. 

Enten bemærker hun ikke hans længsel eller ignorerer ham helt, imens hun bladrer videre. 

Deres spøjse miskommunikation er sigende for det ensidige forhold og bliver kun sjovere, når Kaisa fniser muntert ad den ellers højbrynede bog, som var det et Anders And-blad. 

Pepes tilværelse er utilfredsstillende, men dog stabil. Lige indtil hans arbejde, familieliv, forhold til landsbyen og byen selv krakelerer. 

Det hele starter i med pudseløjerlig scene. 

En velklædt forretningsmand i sit stiveste puds vandrer i bjergene og kommer til en hytte. Indenfor brøler en pelsklædt kvinde i harme, inden hun underskriver mandens dokument. 

De to ses ikke igen, men dokumentet viser sig at være en aftale om at lukke savværket, hvor Pepe arbejder. Snart er størstedelen af byen arbejdsløs, rådvild og desperat efter at finde en mening med livet. 

Jarkko Lahti er fremragende som den besindige hovedperson, hvis uafrystelige optimisme frastøder hans sortseende medborgere. Skuespillerens beherskede ansigtsmimik er kostelig, som når han klodset, men flirtende kilder Kaisa, imens parret spiser middag foran fjernsynet. 

Hun reagerer ikke som ventet, men stiller maden fra sig og går en tur. 

”Hun er til frisør,” siger Pepes søn i en tåkrummende sjov scene, da farmand spørger, om mor er kommet hjem. Nabodatteren rynket brynet: ”Det siger min mor også altid.” 

Tilsyneladende har samtlige af byens kvinder, som ikke tilfredsstilles seksuelt i ægteskabet, en affære med frisøren. 

Med enkle virkemidler signaleres en skæbnesvanger forvandling. Jonas Strucks hårrejsende filmmusik høres, imens kameraet i mulm og mørke peger ud mod skoven. Det antydes, at en overjordisk magt holder øje. 

Når Kaisa skrider fra Pepe, og huset brænder ned, finder han og sønnen Pikku-Tuomas (Iivo Tuuri) ly i en fiskerhytte, hvor en magisk ørred fortæller dem, at håbet lever stadig. 

Et til tider voldsomt drama udspiller sig i flækken omgivet af mystisk, men smægtende flot natur. Tilsat et besynderligt, men sjovt persongalleri, overjordiske elementer og uhyrlig vold er det fristende at kalde filmenfor en nordisk Twin Peaks. 

Men under overfladen har den finske instruktør Mikko Myllylahti endnu mere tilfælles med Charlie Kaufman, der er kendt for eftertænksomme værker som Anomalisa og I’m Thinking of Ending Things. 

The Woodcutter Story skildrer mesterligt tilværelsens absurditet og viser betydningen af menneskelige relationer med en akavet stilhed i den kærlighedsløse landsby. 

Et emne, der også kendetegner mere jordnære og muntre juleklassikere fra Det er herligt at leve til Alene hjemme. 

Maleriske sneklædte skove og bjerge, hvor rødklædte Pepe bryder med det ellers hvide landskab. Rød og grøn præger byens biler, huse og indretning. Ironisk nok bliver udtrykket julet, selv om højtiden ikke fejres i filmen. 

På trods af at mange mennesker kommer til Pepes fødselsdag, er det en stille affære. Gæsterne anerkender lejligheden med et nik og et meget behersket ”juhu”, når han giver en runde. 

Freden hersker også i familiehjemmet, spilleaftener med vennepar og på arbejde. Hovedpersonen er en mand af få ord ligesom alle omkring ham. 

Ingen reagerer, når han snøfter under et spil kort, ligesom han og vennen Tuomas (Hannu-Pekka Björkman) med tomt blik betragter hustruerne, mens de danser på det lokale værkshus. 

Først når alle byens mænd opsiges, tvinges de til at forholde sig til hinanden. Men efter livslang tavshed ved de ikke hvordan. I stedet hengiver de sig til druk og religiøs vækkelse. 

The Woodcutter Story er en billedskøn fortælling filmet i et vinter-eventyrland. Men det er også en tåkrummende sjov og filosofisk vægtig film, som uden tvivl vil dele vandene.