Wonderstruck

I første halvdel af Wonderstruck viser amerikanske Todd Haynes, at han er en yndefuld og opmærksom instruktør. 

Med en blanding af elegance og barnligt naiv fantasifuldhed lykkes det nemlig Haynes at flette to vidt forskellige handlingsspor troværdigt sammen. De er forskellige, dels fordi de foregår med 50 års mellemrum, dels fordi den ene historie fortælles i farver og lyd, mens den anden er en slags stumfilm i sort-hvid. 

Undervejs fletter han endda også lidt stop-motion ind. 

Det lyder måske som et aparte kunstgreb, men Todd Haynes er en instruktør med en gennemført visuel vision. Det fungerer bedst i første halvdel, men knap så godt i sidste halvdel. Her mister Haynes grebet om en i forvejen usandsynlig og potentiel kvalm fortælling. 

Wonderstruck adskiller sig markant fra Todd Haynes’ tidligere film. 

Hovedværkerne Safe, I’m Not There og Carol er modne film om modne emner. Wonderstruck er på mange måder en familiefilm med to børn i hovedrollerne baseret på et manuskript af Brian Selznicks børnebog af samme navn. Selznick stod også bag den ligeledes nostalgiske historie i Martin Scorseses Hugo. 

Wonderstruck udspiller sig altså i to spor. 

Det ene foregår i 1927 og følger den døvstumme pige Rose (Millicent Simmonds), der rejser alene til New York for at finde sin mor, stumfilmsstjernen Lillian Mayhew (Julianne Moore). 

Lydbilledet og underlægningsmusikken står naturligt frem på bekostning af den manglende dialog og bygger fint bro til det andet spor, der finder sted 50 år senere. I 1977 savner den elleveårige Ben (Oakes Fegley) sin far, som han aldrig har mødt. Da hans mor dør, beslutter han at drage til New York for at opspore sit fædrene ophav. 

Selv om Haynes adskiller de to handlingsspor markant visuelt, er Rose og Bens fortælling alligevel knyttet sammen. De to børn har én flere ting mere tilfælles og deler skæbne. De savner begge en forælder, ligesom Ben kort inde i filmen også mister hørelsen, da et lyn slår ned i hans hus. 

Haynes formidler de to børns hørehandicap med et simpelt, men effektivt filmisk greb. Rose er stum ligesom den film, hun bevæger sig rundt, mens filmen heller ikke er bange for at sløjfe al lyd i Bens historie, så vi som publikum er lige så handicappede som de to børn. 

Efterhånden mødes Rose og Bens fortælling, da de begge ender i New York og forvilder sig ind på byens naturhistoriske museum – stadig forskudt med 50 år, men måske med mere tilfælles. 

Titlen refererer til en bog om en udstilling på det naturhistoriske museum, som påvirker både Rose og Bens liv. Synes man ordet ”wonderstruck” minder mistænkeligt meget om det engelske ”thunderstruck”, er det ikke tilfældigt.

Lynnedslag får nemlig afgørende indflydelse på fortællingen flere gange. 

Selv om Wonderstruck blev udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes i sommer, får den ikke regulær biografdistribution i Danmark. Så visningen på Cph Pix er den eneste chance for at se filmen herhjemme i biografen. 

Den skyldes måske, at Wonderstruck er den svageste og mindst helstøbte film fra Todd Haynes’ hånd hidtil. 

Filmen insisterer så meget på at være en magisk, charmerende og nostalgisk skæbnefortælling, at det nærmere får den modsatte effekt. Den er for sukkersød og mangler den fintfølende ynde, som plejer at være Haynes’ styrke. 

Det er de to børn, Oakes Fegley og Millicent Simmonds, der bærer filmen. Simmonds som den stumme Rose er især betagende – ikke mindst fordi hendes ansigt både har tydelige barnlige træk, men også rummer en erfaren modenhed, som hun får lov at udfolde i stumfilmens mimiske univers. 

Karakteren Rose forsvinder dog ud af filmen i sidste halvdel, hvor dybtfølt indlevelse afløses af omklamrende nostalgi.