Wingman

Efter den første benovelse over en fuldkommen hudløs dokumentar om en spastisk lammet mand er der også nogle filmiske greb, der får Wingman til at gøre et væsen af sig.

For der er en subtil æstetik på færde.

Der er scenen, hvor instruktøren Nicolai Kirkegaard Iding fotograferer lige bag ved hovedpersonen Jeppes hoved i kørestolen, så publikum selv føler sig overbegloet, da en mand i forbifarten vender sig om.

Der er scenen, hvor et raserianfald ledsages af en trommesolo, som er lagt på bagefter. Så vreden inde i den forkrampede krop tydeligere kommer til udtryk.

Der er de kaotiske optagelser, da der sker en mindre trafikulykke med en off-road-kørestol for løbere. Eller den muntre musik, der bliver sat til, da Jeppe og hans hjælpere går på bordel i Thailand. 

For vi er virkelig tæt på i denne film.

Jeppe Forchhammer, som er 32 år ved seriens begyndelse, bor i Valby og lever som foredragsholder og af overførselsindkomst. 

Serien har vakt opsigt med forskræp om, at hjælperne hjælper Jeppe til sex. Men bortset fra nogle gentagede optagelser, hvor der puttes en stor dynge glidecreme fra en plasticflaske ud på en atrap af et kvindeunderliv – og senere i serien den smukke scene, hvor Jeppes hjælpere omsorgsfuldt får ham lagt på plads og dæmper lyset – er der ikke meget synlig sex. 

Det mest overraskende og mest hudløse er alle de detaljer, som Nicolai Kirkegaard Iding får med. Da den spinkle krop ligger klar til at give sig selv udløsning, kigger øjnene i det spastisk forkrampede ansigt på en iPhone, der ligger på siden inde i en plasticpose med en knude på. 

Bare så den ikke bliver griset til.

Det grænseoverskridende i serien er i virkeligheden slet ikke grænseoverskridende, og det er egentlig filmens dybeste ærinde. Jeppe Forchhammer kan ikke kommunikere verbalt, men skriver godt ved hjælp af et blinkesystem. Så en stor del af serien er skrevet af Jeppe Forchhammer selv. 

Han vil fortælle om livet som handicappet og om, hvordan det er et grænseløst liv.

Som en bevidst eller ubevidst metafor handler serien på et overfladisk plan om at rejse over landegrænser. Den handler også om samfundets grænser over for den handicappede – bedst udtrykt, da folk vil forhindre Jeppe Forchhammer i at lave en i øvrigt ret begavet kunsthappening på en musikfestival.

Da han i happeningen bliver korsfæstet af sine hjælpere – for han kan jo ikke selv – ser festivalen dem som voldsmænd, og politiet bliver tilkaldt.

Langsomt i løbet af serien går det op for én, hvor vildt det egentlig er at være Jeppe. Han kan ikke selv onanere, så det hjælper David og Kåre ham med – dog ikke manuelt.

Han kan ikke selv gå dybt ind i en jungle, så det hjælper de ham med. Jeppe kan ikke selv afprøve, om han er til mænd, så det hjælper David og Kåre ham med. Og i en oplæsning af en af Jeppes allerbedste tekster beskriver han, hvordan han faktisk føler, at de er en og samme krop. 

Så naturligt grænseløst er deres praktiske samvær. 

Senere i serien må publikum afgøre, om det går for vidt, da Kåre og David græder, fordi Jeppe har ondt. Eller da de to hjælpere holder hinanden i hånden, tilsyneladende med den største naturlighed. Eller da det hele kammer over i en woke-fest, hvor de tre ønsker at indgå ægteskab.

Wingman er en hyldest til inklusion og repræsentation af den menneskelige mangfoldighed, og det er modigt af alle i serien, at de går så langt, som de gør – ikke kun på skærmen, men rent faktisk i virkeligheden.

Samtidig er serien dybere end det.

Den er en undersøgelse af et menneskeligt vilkår – det at være et sind i en krop, der nærmest har sit eget liv. For hvad skal man gøre, hvis man som spastikker – det kalder Jeppe sig selv – faktisk identificerer sig som helt almindelig?