Wild Rose

Arggghhhh!!!

Jeg skriver det her fra min corona-isolation, femten dage foreløbig. Og det første, jeg ser, når jeg åbner det link, redaktionen har givet mig, så jeg kan indtage Wild Rose for mig selv og uden at smitte nogen, er billederne af en ung kvinde, der forlader sin fængselscelle.

Hvorfor kan den film ikke bare udspille sig inde i cellen? 101 minutter i et fængsel uden andre medvirkende end fangen. Det ville jeg kunne forstå og identificere mig med.

For det er en smule provokerende, at hende Rose-Lynn fra Glasgow bare går ud i friheden og prøver at forfølge sin drøm om at blive countrysanger i Nashville.

Derfor var mit humør på nulpunktet.

Jeg var lang tid om at tø op og hengive mig til den her faktisk charmerende og opbyggelige film. Opbyggelig uden at være kvalm, og ansvarlighed skal der jo til i disse tider, ikke sandt?

Nå, men heldigvis er det ikke så nemt for Rose-Lynn at udleve drømmen. For det første er hun kun prøveløsladt og går med fodlænke. For det andet snubler hun undervejs. For så at rejse sig igen.

Vaklen og snublen er vigtige ingredienser i sådan et feelgood-drama om en supertalentfuld sangers stræben efter det store gennembrud. Der skal være bump på vejen – og måske er det en anden sti, hun skal gå ned ad end den hovedvej, hun fantaserer om.

”Three Chords and a Truth” har hun fået tatoveret på sin arm. Det er netop det, countrymusik handler om. Det er enkle sange om eksistens, skæbne, kriser, sorg og sejr.

Jeg har selv lyttet meget til countrymusik de sidste 30 år. Mest til sangere og bands, der måske ikke er standard-repertoire i Grand Ole Opry, det sagnomspundne og konservative sted med ugentlige shows, der sendes i tv og radio.

Men jeg lytter også til nogle, der er.

Giganter som Emmylou Harris, Roseanne Cash og Willie Nelson har alle optrådt ved Grand Ole Opry. Det var her, Johnny Cash og June Carter mødte hinanden.

Rose-Lynn kender myterne. I dem finder hun en måde at drømme sig væk fra sit miserable liv. Hun er 23, har to børn, som hun har været væk fra i et år, fordi hun lod sig lokke til at transportere noget heroin. Børnene har boet hos deres mormor imens.

Julie Walters leverer en stærk præstation som Rose-Lynns mor. En kvinde, man kan slå sig på, og som er dybt bekymret for datteren. Men som også har sprækker ind til noget ægte kærligt.

Morens bekymring er forståelig.

Rose-Lynn har en engel på den ene skulder og en djævel på den anden, og længe er det djævelen, der råber højest. Hun er ekstremt impulsiv, og den ene gang efter den anden plumper hun i. Går på druk og forsømmer børnene.

Hun får job som stuepige hos den rige Susannah, der liver op, da hun hører Rose-Lynn synge. Susannah beslutter sig for at hjælpe den unge kvinde med at komme til Nashville. Blandt andet ved at gøre sin 50-års fødselsdag til en fest, hvor Rose-Lynn og hendes band skal optræde – og de rige gæster donere penge.

Men Susannah kender ikke Rose-Lynns baggrund, og det får konsekvenser.

Wild Rose står og falder med sin hovedperson. Jessie Buckley, kendt fra den anderledes mørke thriller Beast, er inciterende, irriterende, provokerende og insisterende som Rose-Lynn.

Vi hepper på hende – og hun synger troværdigt og godt, selv om det først er i filmens sidste del, hendes musik for alvor bliver bevægende. I begyndelsen – men jeg var jo også sur – havde jeg lidt svært ved at forstå, hvorfor alle faldt i svime eller begyndte at danse, bare fordi de hørte hendes stemme.

Et fint øjeblik med den virkelige countrysanger Ashley McBryde markerer en overgang. Filmen skifter gear, Rose-Lynns dilemmaer bliver større.

Hendes sang får mere karakter, og det friske slogan om tre akkorder og en sandhed giver pludselig mening og dybde.