White God

En pige i søndagstøj indhentes af et galopperende hundekoppel, der løber i Budapests forladte gader til lyden af messingblæsere. Det lyder syret og scenisk, og det er præcis, hvad det er.

Cph Pix har sat den ungarske kæledyrstragedie White God på plakaten. Programmet beskriver lokkende filmen som en historie om magt og oprør – og sammenligner historien med Spartacus. Man forstår det. Tematikken er den samme, men fortællingernes ramme en helt anden.

White God er historien om hunden Hagen. Ja, du læste rigtigt, om en hund, ikke et menneske. Hagens ejer, den unge skolepige Lili, tvinges af hendes følelseskolde far til at forlade sit elskede kæledyr i Budapests storbyjungle.

Det elskelige, labradorlignende gadekryds befinder sig pludselig i en by udelukkende befolket af firbenede strejfere og tobenede hundehadere. Hagen mod verden. Vi kender historien, for den er stort set identisk med alle klassikerne om forladte kæledyr lige fra Lassie over Oliver & co. til Den fantastiske hjemrejse – historien er blot blevet udsat for et iskoldt tvist af hævn og had.

White God er et ungarsk amokløb dirigeret af instruktøren Kornel Mundruczó, tilsat en serie menneskeskuespillere, der overskygges totalt af Hagen, spillet af hunden Body.

Filmen vandt sidste år Un Certain Regard på Cannes-festivalen, foran selveste Ruben Östlunds Force Majeure. Og den blev indstillet som det ungarske bud på en Oscar-kandidat i kategorien bedste udenlandske film, hvor den dog ikke blev nomineret.

Og White God kan da også noget.

Den er utroligt smukt filmet, og selve idéen med at lave en film om svigtede kæledyr, der tager hævn er original, for ikke at sige sindssyg. Hagen er filmens altoverskyggende hoveddyr i en film, hvor dyr ellers er repræsenteret som enten en fødekilde eller plage.

Filmens dyrefokus bliver imidlertid også dens hovedproblem: En hun kan være nok så bjergtagende, når den knurrer eller vuffer sødt til en medhund, men det er i længden uinteressant.

Skolepigen Lilis sidehistorie er præget af anti-samtaler, der består af statements, som skal understrege menneskets overordnede fremmedgørelse. Men Lilis Budapest, der domineres af en ligegyldig historie om hendes skoleorkester og coming of age-teenagerier, bliver teatralsk og fyldt med ensomme blikke. Menneskene er lige så bovlamme, som de er gennemsigtige og ligegyldige i White God.

White Gods stjerneskud er og bliver historien om hunden Hagen, der dog kommer for langsomt ud af starthullerne. Selv når Hagen gennemlever lidelsesmontage på lidelsesmontage, tæskes med golfkøller og får steroideskud med noget, der ligner cement i, fænger det ikke for alvor.

Billedet af et tomt ansigtsudtryk siges ellers at fremprovokere følelser i beskueren, men når Body er en passiv offerhund er det snarere søvndyssende. Heldigvis er det kun et problem, første halvdel af White God lider af.

I anden halvdel af filmen kommer der nemlig alvorligt gang i løjerne, og filmen starter et rablende, firbenet amokløb. White God vågner op til dåd og bliver en fuldblods monsterfilm, der bevæger sig fra kanten af børneværelset til slagtekælderen på et splitsekund. Forvandlingen er rablende fascinerende.

Filmen ender som en gimmick, der krydser børnefilm og monsterpastiche, og alene på grund af det skizofrene genremiks er den seværdig. White God er scenisk, udsyret og amokløbende hundehævn i en kæledyrsmonsterfilm på crack.