Whiplash

Jeg bryder mig ikke om swingjazz, og den kedeligste musikalske disciplin, jeg kan komme i tanke om, er en trommesolo. Det er de to hovedingredienser i Whiplash.

Men den her film er alt andet end kedelig.

Tværtimod brød jeg sammen med andre publikummer på Cannes­-festivalen i sommer ud i spontan jubel, da den sluttede i et gigantisk klimaks. Og vi stod ikke bare og klappede, som det sig hør og bør ved en premiere, nej, vi hoppede i ti minutter, som havde vort hold vundet verdensmesterskabet.

Det siger noget om Whiplash’ kvaliteter. Men det siger også noget om, at det slet ikke er en jazzfilm – eller for den sags skyld en film om at slå på tromme. Det er derimod et drama om at sætte sig et umuligt mål og gå gennem ild og vand for at nå det.

Hovedpersonen er den nittenårige Andrew, der vil være den bedste jazz­-trommeslager i verden. Han kommer i menneskehænder, da han får den berygtede orkesterleder Terence Fletcher som mentor. Han minder mest af alt om den vanvittigt brutale eksercitsinstruktør i Full Metal Jacket, når han med kadaverdisciplin dirigerer sit orkester og slår nådesløst ned på den mindste fejl.

”It’s not your boyfriend’s dick. Don’t come early!” råber han til en mandlig blæser, der ikke kan finde ind i rytmen. Den eneste kvinde i orkestret får hurtigt marchordre. Og når verbale ydmygelser ikke rækker, går Fletcher ikke af vejen for at give en lussing eller kaste en stol efter synderen.

Andrew er vokset op med en blød far, der hverken formåede at realisere forfatterdrømmen eller holde på sin kone. Den unge mand finder nu ubevidst i frygtindgydende Fletcher det faderlige forbillede, han har savnet. Så han øver og øver – og stopper ikke, selvom hænderne bløder. Uden at blinke dropper han kæresten, fordi hun ikke har hans tårnhøje ambitioner.

Interessant nok får det ikke filmen til at tage afstand fra Andrew. Tværtimod forstår vi hans valg og accepterer dets konsekvenser.

Whiplash er således et piskesmæld til rundbordspædagogikken, der siden ’68 har domineret vores opdragelse. Vejen til toppen går gennem smerte og ensom stræben, og hvis der er to ord, som er skadelige, så er det – som Fletcher siger – ”godt arbejde”. Det er middelmådighedens regime.

Nogle vil mene, at Whiplash – der er opkaldt efter det Hank Levy­-nummer, som orkestret øver – er en grotesk karikatur af jazzmusik, som jo ikke mindst bygger på leg og samarbejde. Andre, at filmen dyrker en halvpsykopat, der fra det ene øjeblik til det andet kan svinge fra sadisme til sentimentalitet.

De har ikke uret, men instruktør Damien Chazelle slipper godt fra begge dele, fordi filmen har en varm og humoristisk undertone. Han er godt klar over, at Fletcher burde indlægges – eller i hvert fald gå i terapi – men har samtidig blik for det oprigtige og rørende i hans virke: at skabe det exceptionelle.

Og man kan kun kvittere og sige, at den femdobbelt Oscar­-nominerede Whiplash er en exceptionel film.

Det meste af den foregår i øvelokalet (når den bevæger sig udenfor, mister den noget af nerven), hvor der udspiller sig en magtkamp mellem to mennesker: eleven og hans mentor. Disse scener, hvor Fletcher igen og igen stopper musikken, fordi de spiller forkert, er klippet som en actionfilm. Og selvom det egentlig bare er en knægt, der sidder og hamrer løs på et trommesæt, føles det lige så nervepirrende som en biljagt i Bourne­-filmene.

Hovedrolleindehaveren Miles Teller fører selv trommestikkerne, og hans hænder bliver vitterligt flået til blods. Men fra start til slut er det J.K. Simmons’ film. Han har sit livs rolle som den karismatiske læremester, hvilket må give ham en Oscar.

Det er længe siden, at jeg har set en så muskuløs, medrivende og vidunderligt virtuos film, som tilmed har noget på hjerte og et politisk ukorrekt svirp med halen.