Western Stars

Støvet hvirvler op omkring hovene. Solen får mankerne på hestene til at skinne, som var det reflekteret i den blankeste, sorte opal – den slags, hvor man kigger ind i intetheden og indser en sandhed eller to om livet.

Svævende over dem følger vi deres vilde ballet i slowmotion. Det er på en og samme tid en velkoreograferet dans mellem to elskende, men også et symbol på den løsslupne spontanitet, som frihed og de åbne vidder i ørkenlandskabet indbyder til.

Han vandrer hen mod kameraet med skyggen på cowboyhatten trukket godt ned over ansigtet. Det er ikke The Boss, som hans øgenavn ellers er, det er Bruce Springsteen.

Forskellen er slående.

Den vanlige entertainer iklædt blå jeans og med sit legendariske E Street Band er blevet hjemme i sofaen. I stedet er det en mere eftertænksom og livserfaren mand, som filosoferer over momenter i de 70 år, han har tilbragt på kloden.

Western Stars er titlen på den amerikanske sangers nittende studiealbum. I filmen fremfører han albummet med et til lejligheden sammensat band, hvor der ud over de sædvanlige rockinstrumenter er strygere, slagtøj og hornmusik med.

Filmen markerer troubadourens debut som instruktør, dog i samarbejde med sin mangeårige samarbejdspartner Thom Zimny.

En gammel lade er til lejligheden indrettet som en blanding af en lidt snusket westernbar og en form for religiøst bederum, hvor Springsteen med opknappet, sort skjorte er den sexede præst, der prædiker kærlighed, ensomhed og the american way.

”Tonight western stars are shining bright again,” forkynder han ud til den lille skare af udvalgte i den intime seance.

Han er i hopla.

Når numrene indbyder til fest, som i Sleepy Joe’s Café, bliver guitaren svunget rundt og plektret flyver på strengene i et hæsblæsende tempo, og det bliver umådeligt svært ikke at sidde og trippe med foden i takt til musikken.

Som optakt til hvert nummer får vi serveret en lille anekdote om, hvad der var inspirationen. I starten hører vi kun hans fortællerstemme, mens vi ser billeder fra nationalparken Joshua Tree, laden og historiske optagelser.

Derfor fremstår det desto stærkere, da Springsteen endelig sidder og taler direkte til kameraet. Ikke nyskabende, men instruktørmakkerparret får alligevel det maksimale ud af de her små sekvenser.

Bedst er introen til Moonlight Motel. En betagende, rødhåret skønhed sidder på en bænk, smiler og vinker ind i kameraet. En ung Bruce Springsteen lister frem bag kameraet og sætter sig over for hende. De fjoller på den måde, som elskende gør.

Det er såmænd Springsteens kone Patti Scialfa, som igennem hele koncerten har været ved hans side på scenen, hvor hun har spillet på guitar og sunget kor. Med en helt speciel glød i stemmen krænger han sin kærlighed ud, og en historie om en bænk bliver et skønt indblik i en over 30 år lang kærlighedshistorie.

Når de står og synger ind i samme mikrofon, og han stjæler et hurtigt blik over på hende, smelter hjertet, og efterfølgende lyt til netop den sang lægger et pres på tårekanalerne.

Og det er i disse små historier, at Western Stars glimter stærkt på nattehimlen. Live-versionerne af albummets sange er et vidunderligt bastardmiks mellem country og folkrock, og sammen med billederne nærmest driver americana ned ad lærredet.

Fans vil knuselske filmen, og for Bruce Springsteen-novicer er det en glimrende mulighed for at stifte bekendtskab med en af rockhistoriens største personligheder – dog noget anderledes end vanligt.

Bossen har taget en fridag og overladt scenen til cowboyen fra New Jersey, og han kan stadig ramme plet med et par af skuddene fra den efterhånden slidte seksløber.