Wendy

”Alle børn vokser op,” lyder lille Wendys fortællerstemme. ”For de fleste er det bare noget, der sker – som et skift i vejret. Men nogle – de vilde, dem med lys i deres øjne – når at stikke af.”

Med disse ord fører Benh Zeitlin os tilbage til sit univers, og fra de første billedskønt flakkende indstillinger er man totalt henført til hans unikke socialromantik.

Der er gået otte år siden Hushpuppy, men hans Peter Pan-opdatering Wendy kunne lige så vel være optaget ugen efter. Så nært beslægtet er de to film i udtryk, tone og perspektiv.

Hvor den seksårige hovedperson i instruktørens debut allerede var en bestemt dame, har hans Wendy med de sorte krøller et mere blidt temperament. Vi ser hende første gang, da hun er tre år gammel, stavrende omkring på usikre baby-ben, mens hun ”hjælper” sin mor med at lave spejlæg i den diner, som de bor ovenpå.

Her går snakken ustandselig, og lige denne dag falder den på fremtidsudsigter, som de kedelige voksne mener, er knebne. Den lille nabodreng Thomas kan dagdrømme, men han ender nok alligevel med at feje gulve.

Det vil han ikke! ”I ain’t gonna be no mop-and-broom boy!” råber han med tyk Louisiana-accent accent og løber væk. Ud på togskinnerne og op på et tog, hvor en lille caribisk fyr vinker efter ham fra taget. Af sted på eventyr.

Peter Pan-fortællingen flugter skønt med den ærkeamerikanske forestilling om at finde lykken som blind passager på et godstog. I Benh Zeitlins sansemættede genfortælling er evigt unge Peter og hans slæng ubekymrede hobos, der lever som vilde brushoveder på en caribisk vulkan-Ønskeø.

Her ender Wendy selvfølgelig også selv, da hun og tvillingebrødrene James og Douglas følger efter lille Peter med det skælmske, skæve tandsmil og de uterlige dreadlocks. Her gælder reglerne: ”Sænk aldrig tempoet, tænk aldrig to gange over tingene. Og når du har sørgelige tanker i hovedet, så lad dem suse ud igen gennem øret.”

Det er et skønt mytologisk børneunivers, hvor ungerne kan få vulkanen til at gå i udbrud med ren vildskab. Det kan lyde som Fluernes herre, og det aflukkede drømmeland i trods mod omverden rimer selvfølgelig også på The Bathtub fra Hushpuppy.

Men filmens tematik er egentlig nærmere beslægtet med Maurice Sendaks børneklassiker Where the Wild Things Are end med J.M. Barries oprindelige fortælling om Peter Pan.

Inspirationerne er mange, men at fokusere for meget på dem er at forklejne det helstøbte og fantasifulde univers, Benh Zeitlin og hans kreative sparringspartnere har skabt. Kilden til evig ungdom er her et enormt, lysende havvæsen, som Peter kalder Mor.

”Så længe du tror på hende, kan intet ondt røre dig,” forklarer han Wendy.

Andetsteds på øen bor de gamle, der har mistet deres barnetro, og som længes tilbage til barndommen – til tiden, hvor alt syntes muligt. Da Wendys ene bror forsvinder, kan den anden bror ikke ryste de sørgelige tanker ud af øret, og sådan forpurres børnenes paradis.

Det er historien, og den er medrivende og underfundig på sin helt egen vis. Men som i debutfilmen er det naturromantikken og den komplette solidaritet med børnenes perspektiv, der gør Wendy til en overrumplende filmoplevelse.

Vi er altid i øjenhøjde med kloge, lille Wendy, og instruktøren viser igen et uforligneligt talent til at finde de rette børneskuespillere til at udleve sin vision – og ikke mindst til at udfordre den.

Devin France er et fund i hovedrollen som Wendy, der er nysgerrig og eventyrlysten, men samtidig snusfornuftigt besindig.

Wendy er rundet af samme kaotiske ånd som børnene, der tonser rundt på må og få, et værk skabt af lykketræf, som aldrig mister sin lykkelige utilregnelighed.

Norsk-danske Sturla Brandth Grøvlens gudesmukke billeder giver fortællingen en æterisk kvalitet. Gryn og flimrende lysindfald gør fortællingen nærmest fysisk håndgribelig som et lille strejf af noget guddommeligt.

Historien er eviggyldig, og der er en vis forudsigelighed i måden, det hele ender på. Nogle vil måske klandre Benh Zeitlin for at genbruge sin egen æstetik, og udtrykket er ikke lige så friskt første gang.

Men Wendy føles som et mere modent værk end debutfilmen. Det er en berusende opdagelsesrejse i barndommens nysgerrige ustadighed. Alle børn vokser op, og det kan hverken filmen eller børnene lave om på. Men det betyder ikke, at vi skal holde op med at tage på eventyr.