The Way, Way Back

”Hvis du skulle karakterisere dig selv på en skala fra et til ti, hvor ville du så ligge?” ”Det ved jeg ikke, nok omkring seks?” ”Jeg ville sige, at du var en treer.”

Så kontant får fjortenårige Duncan (Liam James) serveret budskabet fra sin stedfar, Trent (Steve Carrell). Åbningsscenen er et minde fra manuskriptforfatter/instruktør Jim Rash’ barndom. Han har udtalt, at filmen gerne skulle føles som et nostalgitrip af sommerminder.

Og hvilken sommer!

Duncan bliver ufrivilligt slæbt med på ferie i det feststemte The Hamptons af sin mor, Pam (Toni Colette), sammen med morens kæreste Trent og hans snobbede datter Steph.

Man fatter øjeblikkelig sympati for Liam James i rollen som den blege outsider i det solbrændte bikini-land. Duncan er på alle områder den skærende kontrast til new yorkernes foretrukne rigmandsresort: aldersmæssigt, da han er tvunget til parmiddage med forældrenes venner, kønsmæssigt, da han bliver beordret med på stranden med stedsøsteren og alle hendes veninder, og socialt, da han føler sig utilpas i de fleste sociale situationer.

I sommerhuset bliver de hilst velkommen af den evigt berusede nabo, Betty, spillet af en sprudlende Allison Janney (Juno og American Beauty), der med en cocktail i hånden har et stort behov for at få fortalt det sidste års sladder. Hun går for eksempel ikke af vejen for at fortælle om sin egen søn, tiårige Peters øjenoperation, der har gjort hans dovne øje meget værre. Den bramfrie Betty har nu beordret ham til at gå med en klap for øjet, for som hun siger: ”Dit øje forvirrer folk. Man ved ikke, hvor man skal kigge hen, og det gør folk utilpasse.”

Dialogen er vittigt skrevet, og replikkerne bliver leveret med en så udtryksfuld mimik og minutiøst veltimet komik, at man konstant finder sig selv sidde og småklukke over tragiske hændelser. Det erfarne cast af indiestjerner og komiske talenter komplimenterer hinanden på en charmerende måde, hvor en kærlig tone gennemstrømmer de til tider hårdtslående punchlines. Som når Bettys søn giver moren svar på tiltale: ”Du er den værste mor nogensinde!”

Det vittige manuskript er skrevet af makkerparret Jim Rash og Nat Faxon, som også har instrueret filmen. I 2012 vandt de en Oscar for manuskriptet til The Descendants, som de skrev i samarbejde med Alexander Payne, og den sympatiske behandling af skilsmissetemaet bliver gentaget i The Way, Way Back.

Forældrene opfører sig som teenagere, og teenagerne sidder tilbage med savnet af voksne rollemodeller. Duncan finder en ven i den fordrukne nabos datter Susanna (Annasophia Robb), der kan relatere til savnet af en ansvarsfuld voksen. Men det er først, da Duncan møder sit alter ego, læremesteren Owen (Sam Rockwell), at der for alvor sker ting og sager for teenageren.

I en dyb samtale over en Pacman-spillemaskine får Duncan et nyt perspektiv på livet. Owen, som aldrig er kommet videre end første ”level”, forsikrer Duncan om, at det er meget sjovere at gå sin egen vej og blive ædt af monstrene end at tage den sikre, gennemskuelige vej gennem alle banerne.

Belært af lektien drager Duncan ud på eventyr og ender i vandlandet Water Wizz, hvor den selvsamme Owen tilfældigvis er manager, og hurtigt tilbyder ham et job. Det bliver Duncans redning, som hurtigt finder sig til rette blandt skøre karakterer, inklusive den nørdede butiksansatte Lewis og vandrutsjebaneforvalteren Roddy, i cameo-roller af Jim Rash og Nat Faxon.

Det smukke ved The Way, Way Back er sammensmeltningen af de to hovedkarakterers fortællinger i filmen, Duncan og Duncans mor. Pam er også lidt af en outsider, men prøver at blive en del af fællesskabet. Når de feststemte newyorkere ryger pot og drikker hjernen ud, hopper Pam med på vognen uden helt at ville det. Hvor man i coming-of-age dramaer ofte ser forældrene agere modpol til teenageren, spejler de to sig i hinanden i The way, way back. Som personer minder de om hinanden, forskellen ligger i alderen og erfaringen, som gør, at Pam handler anderledes for at få accept end Duncan.

I stedet for at lade de voksne få det sidste ord insisterer filmen på ungdommens mod til at tro på sig selv og stå fast på sine værdier og principper. Det er en fin lille morale i filmen, der godt kan gå hen og blive sommerens store indiehit.