The Way Back

Ben Afflecks karriere har i et par år nærmest syntes dødsdømt.

Hans seneste film i instruktørsædet, Lev om natten fra 2016, var mildest talt middelmådig, og som skuespiller har han taget en serie af kedelige valg siden sin optræden som en mut Batman samme år.

Fælles for mange senere roller er en midaldrende melankoli, som nu er blevet perfektioneret med et comeback, der er hans bedste præstation siden Argo (2012), som han selv har instrueret.

Denne gang hedder den ødelagte mand Jack Cunningham, en tidligere basketspiller med et liv i ruiner. Et dybtstikkende traume har sendt ham ud i et alkoholmisbrug og distanceret ham fra familien.

En dag bliver han tilbudt et job som baskettræner for holdet på den skole, hvor han fejrede sine største triumfer som spiller. Men siden da har holdet mistet pondus og kvalificerer sig end ikke til de store finaler. Spillerne er enten for uregerlige eller for generte, og de mangler alt det, som en god træner kan give dem.

Livet vender tilbage til Jack, der nu endelig får en mulighed for at komme videre med sit liv. Talentet for spillet er der stadig, selv med trænerfløjten i hånden.

I samarbejde med instruktør Gavin O’Connor – der tidligere instruerede Affleck i The Accountant – viser rollen lige præcis, hvorfor basketball er en så fantastisk sportsgren på film.

Scenerne fra træningshallen og kampene besidder den rå intensitet, som kun en sal fyldt med teenagere kan mønstre. Taktikken skifter lynhurtigt, og det samme gør energien dikteret af pointtavlen.

Ligesom basket er en dynamisk sport med hurtige skift mellem offensiv og defensiv, veksler Jack konstant, når han bliver konfronteret med sit misbrug. Desværre fylder misbruget mere end sporten. Det føles som to forskellige film, der er klistret dårligt sammen.

De mange drukture skaber en selvmedlidende historie om en mand, der forsøger at undertrykke sine ikke-maskuline følelser. Musikken slår på sørgelige strenge for hver af de øl, Jack knapper op.

Den depressive tone går ikke i spænd med idrætshallen, hvor der også skiftes stil i kameraføringen og klippearbejdet.

Plotelementerne fra de to historier krydses ikke, og det betyder, at Jacks forhold til holdets spillere eller sine nærmeste aldrig bliver mere end overfladisk. Der er den generte spiller, som Jack gør til holdkaptajn, den assisterende træner med en syg mor, Jacks ekskone, nevøen, der forguder ham og den udisciplinerede unge mand, som møder op på Jacks adresse med tårer i øjnene.

Ingen af dem er værd at nævne ved navn, for deres betydning i fortællingen er minimal.

I tredje akt bekender filmen kulør og slipper sportsgenren fuldstændigt. Dens titel refererer ikke til et basketholds comeback fra elendigheden, men om et menneskes psykiske tilbagekomst fra en frygtelig periode i sit liv.

En vellykket film kunne indeholde begge, men Brad Ingelsbys manuskript formår ikke at indflette flere lag i historien, der giver plads til andet end Ben Affleck.

Til gengæld er hans præstation fantastisk på en måde, vi ikke før har set hos skuespilleren, der plejer at gemme sig bag et glimt i øjet eller en påtaget spillestil.