Watchmen

Da britiske Alan Moore og Dave Gibbons i 1986-87 udgav tegneserien Watchmen, var populærkulturen langt fra så mættet med superheltehistorier som i dag. Superhelte var dengang stadig mest for fans og nørder.

Over 30 år senere er der superhelte alle vegne, og med sin intelligente dekonstruktion af deres mytologi er Watchmen så aktuel som nogensinde.

Tegneserien var både en hyldest til genren og en satirisk og kritisk behandling af mennesker i kostumer – og alle de psykoser, som Moore fornemmede bag maskerne.

HBO’s serieudgave af Watchmen er ikke en filmatisering af Moore og Gibbons’ forlæg. Dét klarede Zack Snyder ret godt med sin filmversion i 2009. I stedet fortæller serien en ny historie, der er blevet opdateret til i dag og byder på nye karakterer og andre politiske temaer.

Men universet er det samme. Og også her er masker, og det, der gemmer sig bag dem, et centralt motiv.

De første afsnit af serien ser ud, som Watchmen skal, og et par af de oprindelige figurer er med: Adrian Veidt (alias superskurken Ozymandias), Silk Spectre og supermennesket Dr. Manhattan.

Vi er i et alternativt USA, hvor Robert Redford er præsident, og hvor politiet må bære masker – en reaktion på en massakre nogle år forinden, hvor en masse politifolk blev opsøgt i deres hjem og slået ihjel.

En af de overlevende fra massakren – og seriens hovedperson – er den kvindelige, sorte politibetjent Angela Abar, der jagter forbrydere under superhelte-aliaset Sister Night.

Hovedfjenden er organisationen The Seventh Kalvary, en militant, højreorienteret terrorbevægelse, hvis medlemmer bærer hvide masker med Rorschach-mønstre.

Her er en af tv-seriens mest direkte forbindelser til tegneserien. Det er godt set at have Rorschach-karakteren – der dør til sidst i tegneserien – som forbillede for en ny højredrejet bevægelse.

Det er præcis den lille, ydmygede (hvide) mands voldspotentiale og psykopati, som definerer karakteren hos Alan Moore, der åbent fremstiller Rorschach som højreorienteret.

Det er dog stadig ærgerligt og vil nok skuffe mange fans, at det ikke er lykkedes at genoplive Rorschach i den nye Watchmen. Tim Blake Nelsons figur Looking Glass minder om Rorschach, men er ret tyndt tegnet.

Visuelt og konceptuelt er der mange stærke idéer i serien.

Politiets ansigtsmasker holdt i tegneseriens ikoniske acid house-gule farve. Et USA truet af racekrig snarere end atomragnarok. En pludselig, apokalyptisk regn af blæksprutter. Reklamer for tv-serien American Hero Story, som til forveksling ligner vores Watchmen.

Det er fascinerende billeder, serieskaber Damon Lindelof præsenterer. Men mens der er rigeligt visuelt guf til at klippe en stærk trailer, har historien og personerne for lidt at byde på.

Lindelof har mange fans efter sit arbejde på tv-serierne Lost og The Leftovers. Men han er bedre til koncepter og universer end til mennesker. Hans manuskript til Ridley Scotts Prometheus var flere steder så åndssvagt i karaktertegningen, at man tog sig til hovedet, og Lost led under et virvar af ufærdige idéer og personer på lægeroman-niveau.

Bag maskerne på Lindelofs Watchmen-figurer er der desværre mest almindeligheder.

Regina King som Sister Night/Angela får point for at være en sort, knap 50-årig kvindelig superhelt, der sparker røv som de bedste. Men den klichéfyldte beskrivelse af hendes familie- og arbejdsliv gør ikke karakteren nogen tjeneste.

Mere spændende er Jeremy Irons’ mærkværdige og ildevarslende Adrian Veidt – men han er mere gal videnskabsmand end almindeligt menneske.

Lindelof forsøger at efterligne Alan Moores skrivestil og sindrige plots, og visuelt er serien flot. Men den sander til i for mange og for tyndt tegnede karakterer, metervare-action og en gennemgående tone af at ville være meget dybere, end den er.