Warm Bodies

Er zombie det nye sexy? Filmatiseringen af Isaac Marions teen-roman Warm Bodies er for længst blevet udpeget som den næste Twilight – nu med zombier.

Ligheder er der nok af.

I begge fantasy-universer blander blodtørstige og overnaturlige drifter sig med suset fra den første, stormende teenageforelskelse. Og begge historier er befolket af den slags farlige og følsomme drømmefyre, som får flertallet af klodens teenagepiger til at falde i svime – og købe billetter.

Filmvampyrer har alle dage dampet af sofistikeret sex. Men zombier slæber rundt på et anderledes usoigneret image. Instruktør Jonathan Levine har sendt hovedpersonen R, som spilles af Nicholas Hoult, gennem den store make-over-maskine for at finde frem tidens nye zombie-appeal.

En hel del klares med styling – mindre infektion og mere emo. Men resten fikses med lidt befriende selvironi og et drys genreparodi. Og det gør denne ”zom-rom-com” til et mere charmerende, men også mindre sexet bekendtskab end Twilight. Til gengæld har make-over-maskinen fjernet zombiernes bidske bid og mast de menneskelige karakterer flade.

Det skorter ikke på levende døde i Warm Bodies. Men forventer man zombie-horror af den gamle Night of the Living Dead-skole, bliver man slemt skuffet. Alle stolte zombie-traditioner bliver vendt på hovedet i dette postapokalyptiske Romeo og Julie-eventyr, som indeholder filmhistoriens mest pubertære balkonscene. 

Det hele starter velkendt.

Verden er ramt af en zombievirus, og en gigantisk mur adskiller de levende fra de levende døde. Filmens genrefornyende ide er at fortælle historien fra zombiernes synspunkt.

Vores ligblege, men emo-lækre hovedzombie R kan kun brumme enkeltstavelser. Men hans overraskende veltalende voice over præsenterer ham som en apatisk, understimuleret og helt almindelig teenagedreng, der skammer sig over sit behov for at spise mennesker. Han grynter, slæber og humper sig igennem den middelgrå hverdag i en zombiebesat lufthavn og drømmer om at leve lidt mere.

Det er shakespeareansk kærlighed ved første blik, da den smækre menneskepige Julie skyder på ham under hans ”menneskejagt”. Ved samme lejlighed kommer R til at spise hendes kæreste Perry og overtager dermed hans hukommelse. 

De menneskelige minder og den livfulde Julie får bogstavelig talt R’s zombiehjerte til at slå igen.

Med stammende enstavelsesord, stirrende øjne, fedtede fingre samt en blæret vinylsamling går zombie-Romeo i gang med at score sin første kæreste. Det er sødest og sjovest, når han kæmper mod både zombie-tics og teenagenerver for at kommunikere sine komplekse følelser, men ender med et resultat a la ”me Tarzan, you Jane”.

Undervejs konfronteres han med Julies neofascistiske militærfar, som lever af at sende de levende døde i graven. John Malkovich kæmper en brav, men umulig kamp for at løfte sin karakter op over det fladpandede niveau.

R og Julie får også modstand af de skeletlignende Boneys, der har været inficeret af zombievirussen så længe, at de opfører sig, som traditionelle zombier hør og bør. De benede skeletter er filmens forkølede forsøg på at holde fast i lidt zombie-gru, imens de teenagevenlige zombier bliver mere og mere menneskelige. 

Shakespeares ældgamle tolerancemorale overlever fremtidens apokalypse. De to rødmende teens opdager, at zombierne kan genfinde deres menneskelighed, hvis de levende mennesker ellers behandler dem humant. Den forjættede zombie-kur viser sig at være noget så tegnefilmpædagogisk som medmenneskelig kærlighed.

Som zombiefilm er Warm Bodies opfindsom, men helt og aldeles tandløs.

R er mere sød end sexet, fordi man aldrig rigtig tror på, at sådan en god dreng kunne finde på at bide sin pige. Som ungdomsfilm er Warm Bodies sjov, når der bliver plads til selvironi – for eksempel når R går på menneskejagt og mumler ”God, we move slow. This could take a while”. Men når de smægtende moraler rulles ud, springer historiens huller og de firkantede karakterer for alvor i øjnene.

Det er endnu en ting, som filmen har til fælles med Twilight. Folkene bag Warm Bodies og Twiligt har tydeligvis gjort sig vældig umage for at tilpasse, slibe og finstille deres overmenneskelige præmie-drenge til alverdens teenagepige-fantasier. Men de har tilsyneladende glemt den anden halvdel af den romantiske ligning. Julie lider nemlig under den samme karakterbrist som Twilights Bella: Hun er helt og aldeles anonym.