The Walk

Fingerspidserne sveder, en tåre løber fra øjet, og et jag af skræk går i brystet, da vi ser ned over byen fra den øverste top af New Yorks tvillingetårne.

Manden på linen, Philippe Petit (Joseph Gordon-Levitt), er ved at gøre det umulige.

Glem alt om dit gamle, retro-B&O-fjernsyn. Billedskønne film som denne skal ses i biografen med 3D-briller. Effekterne er en del af filmens dna, men i modsætning til mange Hollywood-baskere er der i The Walk ikke tale om form uden indhold. Men om en form, der gør, at vi som publikum er til stede, så vi i endnu højere grad forstår Phillipe Petits balancegang og vanvittige sindelag.

Faktisk er teknikken bedre til at portrættere vores hovedpersons psykologiske sindelag end det overfladiske barn- og ungdomsportræt i filmens begyndelse – et portræt, der skal vise, at han altid har været en utilpasset oprører.

Vi begynder i Frankrig, hvor vores unge flab er brudt ind i et tomt cirkustelt efter en forestilling. Han har øje for linen, men bliver afbrudt af den mangeårige linedanser Papa Rudy (Ben Kingsley), som er knægtens store idol.

Lærermesteren er imponeret over knægtens gøglerevner og tager ham med hjem. Den klassiske mester-lærling-fortælling bliver dog midlertidigt afbrudt, fordi den snart unge mand nægter at lære at sige tak til publikum. Snart smider Papa Rudy sin arrogante elev ud, og eleven må lære at danse på egen line i Paris’ gader.

Portrættet af de to er mere falden-på-halen-komik end alvorlig granskning af en speciel dreng med en besættelse. Det er mere popcorn end psykologi, og det er på sin vis befriende ærligt, at filmen skriver sig ind i den letbenede folkekomediegenre.

I start-70’ernes Paris møder Philippe den smukke gadesangerinde Annie Allix (Charlotte le Bon), som overraskende for en amerikansk film synger Leonard Cohens Suzanne på fransk.

Forelsket fortæller Phillippe Petit hende om sin komplet absurde plan: At gå på line mellem de to tvillingetårne i New York lige før bygningernes officielle åbning.

Han vil bryde ulovligt ind om natten og træde ud, når lyset bryder frem. Hun vil med, og på kort tid har Philippe Petit samlet en gruppe af mennesker, som skal hjælpe ham med at trække et holdbart reb mellem de to tårne.

Det er en komisk flok, der kan lede tankerne hen på The Commitments. Her er både den joint-rygende flipperrøv og den sensationshungrende fotograf.

Mange af filmens virkemidler er set før, men mesteren af feel good, instruktøren Robert Zemeckis, har alligevel sikret sig et værdigt værk til sin filmografi. Ikke bare fordi hjertet dunker, når Philippe Petit går på line, men også fordi Zemeckis ligesom i Forrest Gump på underholdende vis skildrer en 70’er-tidsånd, der ånder af kreativitet, bohemer, guitarer, vilde tanker og kærlighed.

Det handler om drømmene i modsætning til den nøgterne dokumentarfilm Man on Wire fra 2008, hvor det blandt andet afsløres, at han uden skrupler og med egocentriske stjernenykker har sex med en groupie i New York, mens kæresten, der nærmest har opgivet sit eget liv for ham, venter hjemme på hotellet.

Philippe Petits vanvittige ego bliver antydet i The Walk, men negative konsekvenser får det aldrig. For i Hollywood skal helten holde stien ren: Walk the Line, som Johnny Cash synger.

Og linen bliver så rigeligt trådt på, når først rebet er lagt mellem de to tårne. Det store nummer blev desværre aldrig filmet i 1974, men nu har vi endelig chancen for at nyde en fortolkning på det store lærred. Grib den, hvis du tør!