Walaas vilje

”Du er ikke en mor. Du er slet ikke et menneske. Du er ikke en skid værd.”

Det var det israelske militærs besked til Latifa Abu Draa, da de anholdt hende.

Den palæstinensiske mor til tre blev løsladt i 2011 efter at havde tilbragt otte år i et israelsk fængsel for at assistere en selvmordsbomber. Hjemme i familiens skød drømmer hendes femtenårige datter Walaa om at følge i morens spor.

Christy Garlands dokumentar Walaas vilje, der er optaget over seks år og produceret af canadiske Murmur Film og danske Final Cut for Real, er et rørende og personligt portræt af en ung piges kamp for frihed og retfærdighed – for sig selv, sit land og sin familie.

Walaa er opsat på at kæmpe for sit land. Hendes største drøm er at blive soldat og kæmpe i sikkerhedsstyrkerne for det palæstinensiske selvstyre, der udgør det styrende organ i de palæstinensisk-kontrollerede områder.

”Er du stolt af, at din mor har siddet i israelsk fængsel?” spørger en af Walaas veninder hende. De sidder på en café og snakker over en vandpibe. ”Ikke altid,” svarer Walaa eftertænksomt.

Men det er ikke en skæbne, som hun frygter. Det at blive smidt i fængsel betragtes snarere som et livsvilkår. Både af hendes mor, venner og lillebror Mohammad, der drømmer om en dag at blive som sin fætter, der sidder fængslet for at kaste sten mod israelske soldater.

Familien bor sammen med 27.000 andre i flygtningelejren Balata i byen Nablus på Vestbredden. Lejren er kendt som en højborg for modstandere af det israelske styre, og den har udklækket flere selvmordsbombere.

Det er det miljø, Walaa vokser op i, og hendes familie er et mikrokosmos i den større konflikt. Kærlighedens bånd mellem mor og datter og blandt søskende er stærke, men hadet til israelerne er stærkere.

Det er et had, som kan være svært at sætte sig ind i, når man lever i trygge Danmark. Men i løbet af dokumentaren kommer man til at nærme sig en forståelse gennem familiens beretninger om uretfærdighed og den stille desperation over at leve i en situation, som de ikke selv har kontrol over.

I filmens begyndelse sammenligner Walaa livet på Vestbredden med at leve i et fængsel, som blot er anderledes end det, hendes mor sad indespærret i. Mest af alt er Walaas vilje en ungdomsfilm om en piges kamp for at finde sig til rette mellem ideologi og realitet.

Walaa er stædig, ligefrem og lader sig ikke kue af nogen. Hun siger sin mening, og når hun sætter sig for noget, så gør hun det.

Som attenårig får hun sin drøm om at modtage kamptræning opfyldt og kommer ind på den palæstinensiske politiskole.

Her har antiautoritære Walaa svært ved at tilpasse sig den kæft, trit og retning, der kræves for at blive politikvinde, og hun kommer hele tiden på kant med sine overordnede.

At det er hårdt og kræver en vilje af stål at klare sig igennem politiskolen, står klart fra første minut. Befalinger råbes, og hvis man ikke kan følge med, gives der straføvelser. Kameraet går helt tæt på Walaas udmattede ansigt, når hun gør sit bedste for at følge ordrer til punkt og prikke.

Her begynder dokumentaren også at trække i langdrag med den ene træningssekvens efter den anden.

Det er dog imponerende, hvor tæt Christy Garland har fået lov til at komme på Walaa og hendes overordnede. Kameraet er med i flere situationer på kontorer og i marken, som man ville forvente var hemmelige.

Man skulle tro, at Walaas historie var unik, men det er ikke det indtryk, som dokumentaren giver. Mange andre kvinder er villige til at levere samme indsats.

På den måde er dokumentaren en hyldest til palæstinensiske kvinders gåpåmod og styrke.

Walaas vilje tilbyder også en anderledes personlig vinkel på de dybtliggende følelser af uretfærdighed og mistro, der gør fredelig sameksistens mellem Israel og Palæstina så svær at opnå.