Vores vingård i Bourgogne

Den franske instruktør Cédric Klapisch står bag stribevis af romantiske komedier i hjemlandet.

I hans nye film mærker man den friske landlige luft og ser bladene på træerne og vinmarkerne skifte farve i takt med sæsonen. Vi følger Jean (Pio Marmaï), der ligesom i bibelhistorien om den fortabte søn vender tilbage til sit barndomshjem efter mange år væk fra familien.

Ved ankomsten til familiens vingård i den franske provins, Bourgogne, tager søsteren Juliette (Ana Girardot) imod ham med åbne arme. Men lillebror Jéremie (François Civil) er mere skeptisk. Jean kom jo ikke engang hjem til deres mors begravelse!

Det er også mystisk, at han i mobiltelefonens tidsalder siger, at han har savnet sine søskende, men aldrig kontaktet dem. Og han vender hjem, netop som deres far ligger for døden, og arven efter ham skal deles.

Alligevel går livet på landet videre, og snart deltager Jean, side om side med sine søskende, med at høste druerne på marken.

Filmens største bedrift er faktisk skildringen af vingårdens drift, som er en slags bagtæppe for handlingen. Det er meget mere betagende, end man skulle tro, at se billeder af mennesker, der plukker druer på marken i gråvejr, presser dem under deres bare tæer i en mørk kælder, før de kan begynde at lave vin og holder gilde for at fejre årets høst.

Instruktøren er tydeligvis i sit es, når han tager os med til vinsmagninger på de forskellige gårde, men han har sværere ved at fortælle historien om de mennesker, som bor der.

Vi kan se på Jéremie og Juliette, at de er glade for at se deres hjemvendte bror, men også frustrerede over, at han på et tidspunkt forlod dem uden et ord. Men lige som man tror, at filmen vil undersøge, hvordan Jeans fravær har påvirket dem, skifter filmen fokus.

Jean har stiftet familie i Australien. Men de er ikke med, når han vender hjem til vingården og begynder at flirte med en lokal kvinde, som hjælper med at høste druer på marken. Før et trekantsdrama når at udvikle sig, skifter filmen dog igen fokus.

Jéremies griske svigerfar ser ned på de tre søskende og vil udnytte deres pengenød til at udvide sin egen vingård. Det lægger op til et stort opgør mellem familierne, som aldrig kommer, fordi filmen for tredje gang ændrer fokus.

Vores vingård i Bourgogne kan heller ikke beslutte sig for, om den skal være et drama og en komedie.

Men når søskendeflokken presser druer eller drikker vin, serveres komediedramaet som en velsmagende, fransk delikatesse.

Det er også her, at Ana Girardot i rollen som Juliette kommer til sin ret. Hun mestrer det underspillede og har en komisk timing, som redder selv de svageste vittige replikker.

Ud af de tre søskende viser hun sig at have mest forstand på vinproduktion og træder i karakter i filmens stærkeste scener, som netop drejer sig mere om selve vingården end de personlige konflikter.

Jo længere ind i filmen, man kommer, jo mere fængslende bliver det at høre hende tale med sine brødre om forskellige druesorter og metoder, som deres forfædre brugte til at lave vin. Alt sammen foregår selvfølgelig med et glas vin inden for rækkevidde, og det vil uden tvivl gå lige i hjertet på vinentusiaster, som er filmens kernepublikum.