Vold og kontrol bag sløret

Vi hører ofte om de danske muslimske kvinder, der er fanget i voldelige ægteskaber. Men det er sjældent, vi hører fra dem selv.

Sådan siger en ekspert i ligestilling, og udsagnet bakkes op af klip fra nyheder og sociale medier, hvor andre taler på vegne af kvinderne og udstiller dem som en kuet minoritet.

I årevis er emnet blevet brugt i værdikampe på begge sider af det politiske spektrum. DR’s dokumentarserie i to afsnit skiller sig imidlertid ud ved at give taletid til kvinderne såvel som forskere, der udtaler sig uden en ideologisk bagtanke.

Serien følger Kefa Abu Ras, der har stiftet foreningen Søstre mod vold og kontrol. Hun vil med oplysning og pres på politikere hjælpe etniske minoriteter i Danmark ud af social kontrol.

Igennem møder med kommuner og overrækkelsen af Danners Ærespris, som Kefa modtog i 2020, er støtten til projektet til at få øje på. Men der ligger en sej kamp forude.

Både hvide og brune kvinder deler oplevelser, hvor de er blevet undertrykt af mænd. Men hvordan skal man kende sine rettigheder i et land, hvor man ikke er opvokset?

Allerede i seriens første fem minutter slår foreningens søstre ring, mens de fortæller om Huda. Hun blev stenet ihjel, fordi hun gerne ville arbejde og være økonomisk uafhængig af sin mand.

Undervejs suppleres voldsomme skæbner som Hudas af hverdagsfortællinger om social kontrol. En kvinde fortæller, hvordan hun som ung i Vollsmose ofte blev antastet af fremmede, der bad hende gå med tørklæde.

En anden fortæller, at hjemlandets ambassade rådede hende fra at rejse ud for at blive skilt, fordi hendes mand havde ret til at få hende tilbageholdt, så hun ikke kunne komme tilbage til Danmark.

Med marokkansk messinglampe bag sig iklædes Kefa en kjole med hvepsetalje, som var den taget ud af de patriarkalske 1950’ere. Men for at understrege, at hun er en frigjort kvinde, hviler kameraet ved de festlige, kunstige negle og tatoveringen på hendes højre arm.

Kvinderne, der henvender sig til hende, optræder under dæknavn og med forvrænget stemme. Af frygt for at blive genkendt vender de sig ikke mod kameraet, og nogle gange dramatiseres møderne for at beskytte dem.

Jomfruhinden er central for en legende, som fylder meget i fortællingen. Mange flaskes op med myten om hinden, der ikke må brydes før bryllupsnatten. Kefa måtte ikke selv dyrke gymnastik som ung. Andre måtte ikke bruge tampon.

”Det var krænkende,” siger en ung kvinde om sin bryllupsnat, hvor svigerfamilien brasede ind for at se, om der var en blodplet på lagenet for at bevise, at hun havde været jomfru før ægteskabet.

Enhver bevægelse, der udfordrer status quo, indbyder både til intern og ekstern strid. Det så man både med 1970’ernes rødstrømpebevægelse, og det har vi set med konflikten mellem forfatteren Sara Omar og instruktøren Manyar Parwani, omend begge kritiserer social kontrol.

I en sekvens afbryder Kefa et interview med en fynsk journalist, da han konfronterer hende med anklager om dokumentfalsk og nepotisme. Det siger Kefa, at hun ikke kender noget til, men at rygterne vil undergrave hendes arbejde.

Desværre har flere af foreningens modstandere ikke ønsket at medvirke. Men klart er det, at nogle beskyldninger kommer fra andre muslimske kvinder, selv om Kefa står fast på, at kampen for kvinders rettigheder ikke skal undergrave troen.

Der klippes ofte mellem optagelser af Kefa og søstrene til stumper af fortællinger fra anonyme kvinder. Effekten er stærk, da stemmerne tilsammen udgør et slags græsk kor, men det ville have været endnu stærkere at gå i dybden med enkelte kvinders skæbne.

Alligevel må man rose Vold og kontrol bag sløret for modet til at tage et politisk sprængfarligt emne op. Der er stor risiko for at blive sat i bås med Inger Støjberg, men dokumentaren skræller ind til kernen og viser, at Kefa har et vigtigt oplysningsprojekt.

Det handler uanset religion og kultur om friheden til at bestemme over sit eget liv og sin egen krop.