Vold – i kærlighedens navn

Det er næsten ikke til at tro den statistik, der løber over lærredet i Christina Rosendahls nye dokumentar, Vold – i kærlighedens navn: 33.000 kvinder udsættes årligt for partnervold.

Der findes forhåbentlig ikke 33.000 psykopatiske mandemonstre, som nyder at fornedre og tæve kvinder i deres fritid, så hvordan i alverden kan tallet være så højt?

Partnervold er et samfundsproblem, og Christina Rosendahl er en instruktør, der helt i George Brandes’ ånd sætter samfundsproblemer til debat. Det har hun tidligere gjort i dokumentaren Magten over kærligheden og i spillefilmene Supervoksen og Idealisten.

Hun fortsætter arbejdet med Vold – i kærlighedens navn, og denne gang har Rosendahl sin egen fortid med i projektet. Hun er selv vokset op i en familie, hvor far slog mor, men instruktøren undgår klogt nok at skabe et indigneret partsindlæg.

Hun holder sin egen beretning udenfor og lader i stedet fakta og kvinder på et krisecenter fortælle.

Rosendahl trænger ind bag murene hos det ellers hermetisk lukkede krisecenter Danner for at lave en film om helingsprocessen efter vold og hverdagens cardigan-klædte helte: socialrådgiverne, pædagogerne og de frivillige telefondamer. Danner ligger et par hundrede meter fra festhytten Søpavillonen i København, og bygningen kendes på sine ruder, hvorpå røde, knyttede næver er malet ind i det globale kvindetegn.

Danner er et fort for chikanerede kvinder.

Vold – i kærlighedens navn benytter sig ikke af nogle filmiske fiksfakserier. Dokumentaren præsenterer statistik med hvide bogstaver på sort baggrund, og inde i Danner søger kameraet nysgerrigt de udsatte kvinders følelser, mens deres børn behændigt anonymiseres.

En anonym kvinde fortæller indledningsvis, at hun blev kontrolleret på et sygeligt plan. Kæresten var simpelthen med hende på toilettet, og overtrådte hun reglerne, så piskede han løs med et bælte. Her fokuserer kameraet på hendes nervøse hænder, der febrilsk nusser en halskædes guldhjerte-vedhæng, og en stor klump begynder at forme sig i halsen på én.

Den vokser, da Katja – som har boet på Danner i elleve måneder – fortæller om dengang, hun fik nok og ville dø. Hendes mand udarbejdede skemaer til hende. Han inddelte dagen i intervaller af et kvarters varighed, og planen skulle overholdes.

En dag ville Katja derfor ende det hele ved at køre ind en lastbil på en motorvej. Danner blev Katjas redning.

Et af børnene derinde har tegnet en grædende mor, et grædende barn og en rasende far. De infantile streger gør blot volden endnu mere uudholdelig.

Dokumentaren plæderer for større fokus på psykisk vold, altså når mænd isolerer og kontrollerer deres kærester gennem ydmygelser og trusler, og problemet fortjener så absolut samfundets bevågenhed.

Mediernes balstyriske dækning af #metoo-bølgen kan tyde på, at en krig mellem kønnene er under opsejling. Men nok er det mest mænd, som slår på kvinder, men vold er også et personligt ansvar. Heldigvis forfalder Rosendahls film ikke til unuanceret kønskrig. Børnene på Danner synes yderst begejstret for den mandlige pædagog, der fjoller rundt med guitar og sang.

Men voldsepisodernes kontekst kunne med fordel være blevet undersøgt.

Christina Rosendahl er i sin gode ret til at vinkle på helingsprocessen og de små, vitale sejre, kvinderne oplever i krisecenteret. Det er livsbekræftende at overvære, hvordan de går fra udvisket selvtillid til nyvunden selvrespekt.

Vinklen gør dog samtidig deres ekskærester til ansigtsløse og gruelige gerningsmænd.

Hvordan i alverden går man i et forhold fra uundgåelige trakasserier over i ren og skær vold? Svaret får man desværre ikke inden for Danners mure i denne omgang.