Voir

David Fincher (Seven) og David Prior, der især excellerer i at dokumentere film under optagelse, har rottet sig sammen for at skabe en unik serie. Nemlig en samling essays, hvor filmelskere fejrer filmmediet på både et personligt, kunstnerisk og professionelt plan.

Voir lægger ud med filmblogger Sasha Stones hyldest til Jaws. For hende var biografens mørke, der omsluttede den glubske hvidhaj, et personligt helle på trods af monstrummets skarpe, overaktive gebis.

Det var for en fattig teenager, hvis forældre konstant skændtes, en form for frihed at kunne forsvinde i filmens verden.

Undervejs kommer Stone ind på filmfaglige spørgsmål. Hun argumenterer for, at Jaws ikke bare påvirkede filmverdenen som verdens første blockbuster, men at filmen også var et tidsligt og rumligt fænomen.

Den påvirkede alt ved den omkringliggende kultur, og som bekendt blev det at gå på stranden aldrig helt det samme igen. Samtidig kritiserer Stone nutidens filmkultur, hvor der ville blive sat spørgsmålstegn ved alt fra den ikoniske gummihaj til filmens salgbarhed.

I dette første afsnit er der således mange brikker i spil, men Sasha Stone formår desværre ikke at komme i dybden eller få samlet puslespillet til et overbevisende essay. Det bliver en så personlig historie, at relevansen fortaber sig i horisonten.

Historien om Jaws bliver fulgt op af et afsnit om hævnfilm, som er langt mere traditionelt dokumentarisk.

Fokus ligger på producer Tony Zhous oplevelse af Park Chan-wooks Lady Vengeance, men instruktør Jennifer Yuh Nelsonog professor Lisa Coulthard bliver også inddraget som eksperter.

I et tredje afsnit gransker anmelder Drew McWeeny voldelige, skurkagtige hovedpersoner, som vi kender fra Scorseses og Coppolas gangsterfilm.

”Kunsten er det sted, hvor vi konfronterer de ting, der forfærder eller chokerer eller traumatiserer os. Det er ikke bare okay at fortælle historier om karakterer, vi ikke bryder os om. Det er essentielt,” forklarer filmanmelderen.

Det er en krystalklar pointe, der går lige i hjertet.

Det samme kan siges om et forbilledligt afsnit om karakterdesign i animation. Her er styrken, at man fordyber sig i en lillebitte niche, hvor animatorernes passion lyser ud af dem.

De berører sexisme, kunsthåndværket, legetøjsmarkedsføring og meget mere. Stort set alt, der er relevant, kommer i spil. Man lærer utroligt meget.

Havde Voir været struktureret med en overordnet kontekst til hvert afsnit, ville serien have fungeret langt bedre. Der mangler en sammenhængskraft i de meget forskellige afsnit, og der er ingen rød tråd, som guider seerens opmærksomhed og nysgerrighed gennem oplevelsen.

Ærgerligt nok, for stort set alle afsnit byder på funklende guldkorn. De risikerer bare at forsvinde i en rodebunke af en serie.