Vintersaga

To veninder sidder i en bil. 

Sådan kunne en vittighed sagtens starte, og sammenhængen er næppe tilfældig i scenen, hvor makkerparret er på vej til en tredje veninde, der lige har født. 

Komisk er det, at de er mere spændt på at give den nybagte mor nogle velduftende cremer fra Rituals end at se den lille ny. 

Vittigheden får dog ingen krølle på halen, fordi det viser sig, at den svenske instruktør Carl Olsson heller vil skynde sig videre til filmens næste vignet. 

Med sine 24 fragmenterede scener udforsker Vintersaga, der er udtaget til hovedkonkurrencen på Cph:Dox-festivalen, et solforladt Skandinavien i vintertid og menneskerne, som bor her. 

Nogle ses vandrende i sneen, andre fotograferer bølgebrus ved havet eller trodser frosten, mens de står og ryger ved det lokale vandhul uden overtøj. 

Scenerne er opstillede, men malerisk fotograferet. De viser en realistisk hverdag. På den måde ligger filmen i gråzonen mellem fiktion og dokumentar. 

I en sekvens filmet i skumringen ved den svenske grænse høres vagterne spørge indrejsende, hvad de har med. Imens peger kameraet mod bilen i vejkanten, hvor små snefnug danser i lyset fra billygterne. 

Når filmen er allerbedst, er den et charmerede karakterstudie. Som når to fremmede med meget lidt på hjerte, men meget høje promiller, sludrer løs om, hvor de mon har set hinanden før. 

I en anden munter scene mumler de fremmødte til fællessang i forsamlingshuset med på melodien, som den skingre pianist skriger med på, inden hun hastigt, lydløst og med nedslået blik forlader rampelyset. 

Indslagene er humørfyldte, men korte og ligner mest fragmenter af længere scener i svenske Roy Anderssons episodiske farcer eller Federico Fellinis fortællinger i Satyricon og Boccaccio 70. 

Der er ingen tvivl om, at de skønneste øjeblikke står på skuldrene af filmhistoriske kæmper, der har udfordret mediet. Men scenerne udfolder sig ganske uden forløsning og fremstår kastreret. 

Siddende på hver deres parkerede scooter taler to teenagere om det ydre rum. Men de forstyrres af noget uforklarligt, som en af dem skuer på nattehimlen. 

Hvad det er, forbliver skjult. 

Men i en sekvens optaget i en biografsal gentages teenagernes oplevelse på lærredet, mens et døsigt publikum ser med. 

Glæden over filmmediet, der kendetegner biografscener fra Cinema Paradiso til The Fabelmans, er intetsteds at spore i salen. Her ser personerne tilsyneladende ser den samme film, de medvirker i. 

Måske er det en direkte hilsen til publikum, at filmen netop handler om dem. 

Filmen sælger sig som en komedie, men de komiske indslag er svingende. Ikke mindst fordi der skrues op for de dramatiske værktøjer som lyden af maskiner, klirrende glas og anden hverdagsstøj, som ikke bidrager til en jovial atmosfære. 

Tilsat enigmatisk, følelsestung musik lægger stemningen mere op til fordybelse end morskab. 

Træt af en grå tilværelse spilder en gut både benzin og tærer på vinterdækkenes holdbarhed, når han brænder hjulspor på parkeringspladsen uden for en fabrik. 

Ligegyldigheden stiger også en lastbilchauffør til hovedet. Mens hun taler i telefon, udbryder hun utålmodigt, at det er, som om denne vinter ingen ende får. 

Hendes længsel mod slutningen er desværre sigende for oplevelsen af at se en film, hvis gentagne gengivelse af kedsomhed indimellem selv føles kedsommelig og noget uforløst. 

Visuelt er Vintersaga vidunderligt smuk, og der er ingen tvivl om, at Carl Olsson er en fremragende fortæller. Men hans satiriske forsøg på at spidde en triviel tilværelse i Skandinavien giver bagslag.