Serieanmeldelse
06. juni 2019
Vida – sæson 2
I et af Los Angeles’ slumområder betragter søstrene Lyn (Melissa Barrera) og Emma (Mishel Prada) barndomshjemmet, som de vil sætte i stand. Foto | Katrina Marcinowski

Vida – sæson 2

Særpræget skildring af kulturen i en mexicansk ghetto i Los Angeles er fortalt med hjerteblod og sans for drama.

Af Kjartan Hansen

Maskerede, brune skikkelser protesterer på gaden.

Budskabet på menneskemængdens røde bannere er symbolsk sløret som tegn på en uvis fremtid. Men vi forstår arrigheden i deres blikke såvel som de vrede, spanske toner på lydsporet. En umiskendelig protest mod Trumps minoritetsfjendske agenda.

Vi befinder os i et fattigt område af det solbeskinnede Los Angeles, hvor end ikke skadedyrsbekæmpere dukker op, når man ringer til dem. Slummens forarmede beboere forventes alligevel ikke at kunne betale.

Ligesom den fortabte søn vender Lyn og Emma i seriens første sæson hjem efter længere tids fravær. Det gør de, når deres mor Vida dør og efterlader søstrene med ansvaret for hendes forfaldne boligblok i en af byens mexicanske ghettoer. Men hvor sønnen blev taget imod med åbne arme, konfronteres søstrene med den armslængde, de i årevis har holdt deres ophav i.

I fortsættelsen af Vida forstærkes den kolde modtagelse af, at især den biseksuelle, borgerlige storesøster Emma (Mishel Prada) har ambitioner om at renovere boligkomplekset og ikke mindst baren i stueetagen.

Det er en byfornyelse, som får især de ældre lejere til at frygte strengere husregler, stigende priser og en invasion af privilegerede, hvide mennesker, der vil fortrænge deres oprindelige kultur.

Imidlertid kæmper Emma med sin egen selvopfattelse. Hun fremstår striks og tilknappet, men med en umættelig seksuel appetit. Facaden krakelerer dog, når hun er alene. Her er det umuligt at skjule sig for minderne om en svær opvækst. Det, som storesøsteren i virkeligheden higer efter, er den ømhed, moren aldrig gav, og anerkendelsen fra det mexicanske miljø, hvor hun ikke passede ind.

Også Lyn (Melissa Barrera) lider af en identitetskrise. Hun har som morens pyntedukke altid været smuk og populær, men som voksen vil hun gerne ses som andet end et kønt ansigt og leder derfor efter en dybere mening med livet.

Taget i betragtning af, hvor nøje begge søstres hår altid er sat og mængden af sminke, de bruger, virker Lyns ønske knapt så oprigtigt som søsterens. Men deres polerede ydre er med til at adskille dem visuelt fra det hårde miljø, de vender hjem til.

Vi møder Chelsea Rendons fåmælte Mari, når hun med bandana, blå læbestift, kraftig eyeliner og slidt denimvest cykler igennem nabolaget med spansk hiphop i ørerne.

Imens hun i en af seriens smukkeste sekvenser drøner derudad, skifter perspektivet mellem nærbilleder af den smilende kvinde med det rå udseende og optagelser med et bevægeligt kamera, der indfanger den beskidte side af englenes by.

Undervejs bliver det spændende at følge, hvordan Lyns forhold til Mari kommer til at udvikle sig. Som hinandens diametrale modsætninger – prinsessen og drengepigen – er de begge intimideret af hinanden.

Det er derfor et oplagt valg af serieskaber Tanya Saracho at gøre dem til et umage makkerpar, når Mari bliver ansat som sygeplejer for Lyn og Emmas sengeliggende bofælle.

Det er igennem skæve eksistenser som Mari, udendørs homobryllupper, kvindelige krigsveteraner og intime koncerter under en nedlagt motorvejsbro, at vi lærer blokken at kende som et sted, der trods armod sprudler af liv, kultur og sammenhold. Alt det, som de bedre stillede søstre ubevidst søger.

I et tv-serielandskab, der er domineret af den hvide middelklasse, er det klart, at Vida med sin skildring af mexicanske amerikaneres hverdag har meget på hjerte.

Vi ser konflikter i hobetal mellem søstrene og de håndværkere, der hjælper med at renovere baren, varmblodige skænderier mellem tidligere flammer på åben gade og mellem tilsyneladende clairvoyante ældre kvinder og en skeptisk, yngre generation.

Det kan blive for meget af det gode som i den gammeldags sæbeoperagenre telenovela. I de første fire afsnit af sæson 2 risikerer overfladisk drama at stjæle fokus fra det egentlige, nemlig søstrenes ambitioner og gensyn med fortiden.

Men det er befriende, at Vida fortæller historien om et andet USA end det, vi til daglig bliver overdænget med i amerikansk fiktion. Og forhåbentlig kommer grundhistorien til at stå endnu klarere frem i de resterende seks afsnit af sæsonen.

Titel:

Vida

Sæson:

2

Land:

USA

År:

2019

Serieskaber:

Tanya Saracho

Medvirkende:

Melissa Barrera, Mishel Prada, May Celestine, Roberta Colindrez, Tonatiuh

Spilletid:

Ti afsnit af cirka 35 minutter

Anmeldelse:
Fire afsnit

Premiere:

29. maj på C More

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
16. dec. 2025
King

King

Serieanmeldelse
23. okt. 2025
Boots

Boots

Serieanmeldelse
15. okt. 2025
Chad Powers

Chad Powers

Nyhed
16. dec. 2025
Trump sagsøger BBC for dokumentar

Trump sagsøger BBC for dokumentar

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

Nyhed
15. dec. 2025
Dansk film leverer flotte tal for 2025

Dansk film leverer flotte tal for 2025

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten