Victoria

Et usædvanligt Berlin-drama med kys og blod, autenticitet og nerve. Om en frisk pige i tvivlsomt selskab. Skæbnesvangre natlige fejltrin, der eskalerer og eskalerer. Optaget i én lang indstilling af norsk-danske Sturla Brandth Grøvlen.

Det sidste fik mine parader op.

For når en instruktør beslutter sig for at fortælle uden klip, er det som regel enten for at skærpe publikums fokus på tidens gang og dermed skabe øget nærvær. Eller det modsatte: for at få os til at slappe af og gå på mental vandring. Eller bare for at blære sig.

Alle tre kan beviseligt fungere, men med mange onetake-film får man som tilskuer en fornemmelse af, at den fikse idé kommer til at skygge for fortællingen.

Sidste års Oscar-triumfator Birdman ville gerne øge nærværet gennem tempo. Men den levede så højt på sine computerskabte effekter – faktisk var ingen bidder i den færdige film mere end et kvarter lange – at den sprang ud som uhildet blær. Intensiteten i Birdman har en pris, fordi vi som tilskuere sidder og reflekterer over formen.

Modsat den klassiske klipning, som vi rutinepræget og ubevidst skøjter hen over, mens dramaet suger os ind.

Victoria er en på alle måder mere jordnær film. Den tager sig tid til at opbygge fornemmelsen af en almindelig fredag aften, inden hypermobiliteten i kameraet sætter ind.

Det starter i en natklub med stroboskoplys, bartendere med dårlig hørelse, en ung kvinde på udkig efter selskab. Tålmodigt cirkler vi om den cirka 22-årige spanske Victoria, der ikke tager flugten, da fire fulderikker med kælenavnene Sonne, Boxer, Blinker og Fuss lokker hende med til privat fest.

Det skal blive en lang nat, hvor det går fra snaps over flirt over hjælpsomhed til medvirken til forbrydelse, biltyveri, stoffer og skydevåben.

Det kan lyde forceret, men den unge instruktør Sebastian Schipper har et stærkt greb om persontegning og dramaturgi. De fire unge mænd skitseres som larmende flokdyr, men efterhånden forstår vi, hvorfor de har brug for hinanden. Og langsomt løfter Schipper sløret for, hvorfor Victoria foretrækker eventyret frem for sit trygge caféjob. På det tidspunkt er vi allerede fanget i nettet.

Victoria er et godt bud på en Pusher for den yngre generation. En autentisk miljøskildring, der udarter sig til et adrenalinsus. En god, gammeldags neglebider. Men modsat Pusher er den fortalt gennem outsiderens blik, og netop dét gør den ene, lange indstilling meningsfuld.

Victoria har antennerne ude. Hun bombarderes med tysk ironi og lystløgne, som skal dechifreres. Hendes ungdommelige, udenbys sanseapparat rummer både velviljen og begejstringen. Men i Laia Costas skikkelse får personen Victoria en robusthed og en uafhængighed af velfærdssamfundets trygge net.

Hun får god brug for begge dele, mens den berlinske nat går mod daggry.

Også den overgang fungerer godt i filmen. Daggryet bliver en abstrakt urviser, der diskret signalerer nedtælling. I lighed med andre realtidsfortællinger som Simon Stahos Dag og nat og Volker Schlöndorffs Diplomati bliver daggryet en dobbeltbundet metafor, man både længes efter og ængstes for. For hvad er det lige, daggryet bringer?

Optageteknikken løfter også sansningens sammenhæng. Filmen udspiller sig i Mitte – Berlins bykerne – men i nattemørket viger turistattraktionerne for boligkarréer med sure naboer, undergrundsfester, politibiler på patrulje, P-kældre og lyssky typer.

Filmen minder os om alt det, vi ikke ser på overfladen. Det hele får en ekstra effekt, når vi med Victoria for anden gang dykker ned i stroboskopundergrunden, og tiden her synes at have stået stille, mens hun selv har gennemgået en radikal udvikling.

Victoria er godt filmisk grundstof, der har fået den rigtige form.