Vi børn fra Bahnhof Zoo

Oprindelig var det et stort gennembrud for dokumentarismen.

Journalisterne Kai Hermann og Horst Rieck fulgte en gruppe børn og unge, der var en del af stofmiljøet i det daværende Vest-Berlin, op til udgivelsen i 1978 af Wir Kinder vom Bahnhof Zoo.

Bogens forord, der var skrevet af Horst Eberhardt-Richter – en anerkendt socialfilosof – satte værket i en pædagogisk og opbyggelig ramme.

I bogen var pigen Vera Christiane Felscherinow den bærende hovedperson, som af diskretionshensyn bare blev til ”Christiane F.”

Den efterfølgende filmatisering, som bar hendes pseudonym i titlen, gjorde hende til tv-stjerne. Lige siden har generationer, også i Danmark, set filmen, som skulle virke som en art vaccine mod narkotikaens svøbe. Og med sine hæslige skildringer af trækkerdrengeprostitution og kolde tyrkere med rødvinsbræk ud over en hel væg virkede den faktisk.

Constantin Films nye serie i otte afsnit er en slags genindspilning af filmen fra 1981.

Den har omkring fire gange så lang fortælletid, men det er omtrent den samme historie. Det giver mulighed for at skabe en noget mere udførlig skildring, som kommer væsentligt dybere ind i karaktererne.

Særligt forholdet imellem de unge mennesker, deres indviklede kæresteforhold, personlige udvikling og familiedynamikker bliver langt mere komplekst fremstillet.

Men samtidig er filmen noget splittet imellem dyrkelsen af ungdomsmiljøets livskraft og narkomiljøets kummerlige død i slowmotion.

Det bliver et paradoks, som på den ene side skildrer Christiane F. – i skikkelse af skuespilleren Jana McKinnon – som sexet og udfordrende, mens hun den anden side både skal være et slags feministisk #MeToo-offer, fugleskræmsel for nutidens unge og en sej pige med succes, modetøj og bling-bling.

Seriens udvidede gruppebillede og dybere fortællestruktur gør, at den paradoksale legering, som serien skrider frem, lykkes.

Vi kommer meget længere ind i årsagerne til narkomanien – de store og ubærlige menneskelige svigt i familierne såvel som stofferne og stofmiljøets lokkende eufori. Det betyder, at årsagssammenhængene står næsten lige så tydeligt frem som de bulnende blodårer på børnenes underarme.

Selv om mændene generelt bare fremstilles som nogle klamme svin, der voldtager små piger, når det passer dem, er der i flere af optegningerne af de jammerlige mandepersonager også en meget diskret anerkendelse af deres eksistentielle smerte – fanget som de er i en dybt pervers parallelverden.

Portrættet af de mindreårige piger på luderkvarterets Babystreife bliver en slags hverken-eller og dermed et ædrueligt bud på de hårrejsende, sociale mekanismer, som ligger bag narkoprostitutionen.

Der lokkes og udnyttes på kryds og tværs, og alles afhængighed af alle bliver faktisk en metaforisk æstetik for hele serien.

Man kan tilmed glæde sig over, at instruktøren ikke forfalder til det ellers i Danmark så hypede narrativ om sugardating. Da Benno – karakteren, som hedder ”Detlef” i både bogen og i den første film – sælger sig selv analt, er der ikke meget reel frivillighed eller attraktiv glamour over hans ”sexarbejde”.

Som ved flere af de andre meget brutale scener, tager man sig faktisk i at se væk.

Serien forsøger ikke at ajourføre plottet til nutiden – for eksempel med flygtninge – men fører skildringen af netop historiens samtid up to date. Vi ser det smukke i 1980’erne, og med alle de film- og billedmanipulationsteknikker, man har i dag, står det hele nærmest ubærligt skarpt.

Af samme grund er der også pludselig mulighed for at prøve at gå ind i oplevelsen af narkotika. Seriens fantasy-agtige fremstilling af rusens psykologiske realisme perfektionerer det indlevede portræt af en ungdom, de voksne ikke kan nå.

Flere kritikere har bemærket, at den østrigsk-australske McKinnon, som bærer meget af seriens succes, ser alt for gammel ud. Det er rigtigt. Noget af det ubærlige ved filmen fra 1981 er, at rollerne virkelig er spillet af børn – ofte teenagere, som casterne havde standset midt på gaden.

I serien er billedet mere prof, mere poleret, mere velproduceret. Men man bliver nu afhængig alligevel – og dét, allerede efter første afsnit.