Vermiglio

På universitetet i Bath i England har man igennem en årrække haft en særlig litteraturuddannelse, der alene fokuserer på, hvordan landskab og natur kan bruges i fortællinger.

Årsagen er universitetets beliggenhed midt i den natur, som søstrene Brontë voksede op i. Og hvis man for eksempel læser Emily Brontës gotiske roman Stormfulde højder fra 1847, er det rå og barske landskab på the moor i virkeligheden et portræt af den hårde og udpinte hovedperson med det sigende navn Heathcliff.

Den helt samme mekanisme er på færde i den italienske, guddommeligt smukke Vermiglio, som sikrede instruktøren Maura Delpero andenpladsen ved Venedig-festivalen i 2024. 

Delpero er selv er født i det italienske Sydtyrol i byen Bolzano, hvis højeste punkt ligger 1616 meter over havets overflade. Så hun har kendt til smukke højder helt fra barnsben.

Netop det alpine er en slags hovedperson i Vermiglio, som tager navn efter en virkelig alpeby i Sydtyrol. For ligesom filmmusik eller interiør kan vægte så meget, at det nærmest bliver en karakter, kan et landskab også fylde meget i en fortælling og presse sig på alle steder.

Plottet er skam fint, skuespillet er rigtigt godt, og tegningen af en historisk periode med en iltfattig mentalitet imponerer. Men det er og bliver de smukke billeder af alperne, der fanger tilskueren. 

De er nemlig så smukke, at man næsten kan lugte den kolde, rene luft, som i gamle dage blev brugt til at kurere lungesygdomme med.

Mekanismen i metaforiseringen af landskabet ses i stort næsten alle billeder, som enten viser landskabet direkte eller kan ses i baggrunden. Som den lysende, hvide himmel uden for vinduerne eller solskinnet over en sæter-eng.

Det alpine viser sig også i ansigterne. De er mørkere i huden, og den sanselige hud er så levende, at man får lyst til at tegne de dybe furer med en fingernegl.

Landskabet er mennesket – eller menneskelivet. Og omvendt. En af filmplakaterne viser meget sigende en familiemiddag udendørs med hele det panoramiske alpelandskab bagved. I andre indstillinger går skyerne og det hvide lys på det nærmeste igennem stuerne.

Interiørerne er magiske. Som hvis Hammershøis malerier havde fået liv. I klosteragtig enkelhed ser vi indretninger og møbelkunst, der leder tankerne hen mod ren og enkel shakerstil: mørkt træ mod hvid kalk. 

Det celleagtige synes længe at have fascineret Maura Delpero. I 2019 lavede hun filmen Maternal, der handler om teenagemødre i et nonnekloster og i nogen grad deler den samme asketiske æstetik.

Men i Vermiglio følges det taktile helt til himmels.

Historien, der virker som en opskrevet familieskrøne, foregår under Anden Verdenskrig. Et par unge, italienske soldater flygter fra krigen imod tyskerne og søger ly i Vermiglio. Her bliver den ene – Pietro – forelsket i unge Lucia, som er datter i det hus, som holder ham skjult.

Da Pietro rejser til Sicilien, står Lucia alene tilbage med barnet, som hun ikke kan rumme. Hun følger efter Pietro og opdager, at han har levet et dobbeltliv. Samtidig falder det hele fra hinanden i hjembyen, fordi Lucias skolelærerfar har huset desertører fra den italienske hær.

Giuseppe De Domenico (Pietro) og Martina Scrinzi (Lucia) er glimrende. Tommaso Ragnos gamle lærer er et smukt portræt, men også en kvinde, der rammes af jalousi og en slags fødselsdepression, er smukt skildret af Sara Serraiocco.

Mest slående er dog den visuelle skønhed. Man forsvinder inde i de tilnærmet monokrome billeder. Der arbejdes intenst med chiaroscuro, som kontrasten mellem lys og mørke kaldes i italiensk billedkunst. Og den slående ro og nærhed i alle scener gør det moderne menneske misundeligt.

Maura Delpero viser, at Anden Verdenskrig var en anden tid, men først og fremmest, at alperne er et andet og i sagens natur mere himmelsk sted.