Verdens værste menneske

Der er et magisk øjeblik i Verdens værste menneske. Faktisk er der mange, men et af dem vil utvivlsomt gå over i filmhistorien.

Hovedpersonen Julie har endelig besluttet sig for, at hun vil forlade sin kæreste Aksel og være sammen med Eivind, som hun tilfældigt har mødt til et bryllup, hun i kedsomhed har partycrashet.

Og så sker det.

Tiden fryser, da hun løber gennem Oslos gader, mens menneskene står bomstille, og storbyens hektiske trafik er som forstenet.

Sekvensen er ikke bare et uimodståeligt billede på forelskelsens rus. Den siger også noget rammende om alle hovedpersoner i norsk-danske Joachim Triers tre mesterværker Reprise, Oslo, 31. august og Verdens værste menneske, der tilsammen udgør en såkaldt Oslo-trilogi.

Forelskelsen kan ophæve tidens ubønhørlige gang. Kortvarigt, for naturligvis vender tiden tilbage, og Julies hverdagstrummerum indfinder sig, inklusive en uinteresseret far.

Personerne ville ønske, at de kunne standse tiden og forblive unge. Voksentilværelsen med dens kompromisser og praktiske gøremål har ingen tiltrækning på dem.

Trilogien forstår dem og tegner et smerteligt, melankolsk portræt af en oplevelseshungrende millennium-generation, som har verden for sine fødder, men af angst for at gå glip af noget har svært ved at træffe de afgørende valg i livet.

Og pludselig er det for sent. 

Den overforbrugende generations fjende nummer ét er ikke mangel på penge eller social ulighed – Norge er et af verdens rigeste lande – men tidens gang og ultimativt døden, som de trods alt ikke kan undslippe.

Julie er måske ikke verdens værste menneske, men hun er på papiret den værste hovedperson i en film. Ifølge enhver manuskriptmanual skal hovedpersonen have et kald, og det er personens kamp for at nå sit mål, som engagerer publikum.

Men Julie kan ikke beslutte sig for noget som helst.

Hun ved egentlig heller ikke, hvad hun drømmer om. Hun læser til læge, men skifter til psykologi, som er meget mere hende, indtil hun fortryder ved mødet med spiseforstyrrede flinkeskolepiger og finder frem til, at hun er et visuelt menneske, som skal være fotograf!

Hun kan være skideirriterende. Og hun ved det godt selv, som da det går op for hende, at hun i en alder af 30 netop har sammenlignet sig selv med Bambi.

Alligevel kan man ikke lade være med at falde for hende, ikke mindst takket være Renate Reinsves karismatiske præstation.

Hun debuterede med en lille rolle i Oslo, 31. august, men springer her ud som en vaskeægte verdensstjerne. Og det siger noget om Joachim Trier og hans faste medforfatter Eskil Vogts evner, at de er i stand til at dreje dramaet, så man i samtlige to timer er totalt opslugt af Julie og spændt på, hvad der sker, selv om hendes liv kører i ring.

Forventningsfuldhed er filmens grundstemning.

Da hun møder 44-årige Aksel (Triers hofskuespiller Anders Danielsen Lie, der spiller hovedrollen i trilogiens første to film), mener han, at aldersforskellen på femten år er fatal. Hvem sagde klassikeren Manhattan?

Sådan en barriere fra naturens side vil Julie naturligvis ikke acceptere. De bliver kærester, og den nørdede og intellektuelle Aksel er tiltrukket af Julies impulsive væsen, der for en stund kan rive ham ud af hans selvoptagede virke som tegneserieskaber.

Han er klar til at få børn, mens hun føler, at der er mere, hun vil nå at gøre, inden livets uigenkaldelige valg bliver truffet.

Så møder hun Eivind (Herbert Nordrum), som er den stik modsatte type: sød, jordbunden, ukompliceret. I en morsom scene flirter de til bryllupsfesten, hvor de gør ting, der i deres øjne ikke kan defineres som utroskab. Som at puste røg i munden på hinanden og se den anden tisse!

Det er den slags smågeniale indfald, der gør, at Verdens værste menneske ikke føles som en kliché.

En kvindelig fortællerstemme bidrager til den humoristiske og bramfri tone (”kan man være feminist og alligevel nyde at blive kneppet i munden?”). Opdelingen i tolv kapitler med en prolog og epilog kan lyde tørt litterær, men den matcher perfekt hovedpersonens episodiske liv og giver samtidig Trier rig mulighed for at skifte stemning, toneart og genre.

Filmen glider umærkeligt fra energisk lystspil til dødsens alvorligt eksistensdrama, fra stille storbypoesi til et animeret, psykedelisk svampetrip med ”ikoniske røvhuller”. Animationen er skabt af danske Sabine Ravn, der ligesom hendes landsmænd, fotografen Kasper Tuxen og klipperen Olivier Bugge Coutté, fortjener at blive fremhævet.

Woody Allens ånd svæver over filmen helt ned til brugen af New Orleans-jazz. Men den er rig på musik af meget forskellig art, og selv om personerne ikke synger, føles filmen ofte som en musical.

Stilmæssigt minder Verdens værste menneske mere om den filmisk legesyge Reprise end om den dystre tragedie Oslo, 31. august. Og undervejs får den 48-årige instruktør som i en essayfilm taget livtag med tidens aktuelle emner: #MeToo, censurering af kunst, bæredygtighed, politisk korrekthed, dyrkelse af yoga, back to nature-bevægelsen, kernefamiliens opløsning med mere.

Joachim Trier har et mildt satirisk blik på det fanatiske i tidsånden, mens han helt oprigtigt begræder, at verdenen af fysiske genstande – plader, videobånd etc. – er forsvundet i den digitale tidsalder.

Instruktørens kærlighed til det analoge og stoflige bliver brugt som en spejling af livets forgængelighed. Unge mennesker i Vesten har aldrig haft så stor frihed som nu, men alligevel er de fortsat underlagt naturens luner. Julie kan ikke få det hele og slet ikke kontrollere, hvornår afgørende begivenheder som død og graviditet rammer.

Med Verdens værste menneske sætter Joachim Trier den originale prik over i’et, som man kun turde håbe på. Han tager den ubeslutsomme generation på kornet, men gør det med en varme og melankoli, så de selv vil knuselske filmen. Og sidst, men ikke mindst er filmen en kærlighedserklæring til Oslo, som spiller en central rolle – snart summende af liv, snart stemningsfuldt affolket. 

Det er en helt selvstændig film. Men den giver én lyst til at se eller gense de to andre andre film i Oslo-trilogien, der vil stå tilbage som et signalement af vor tid og er et hovedværk i nordisk kultur.