Venom: Let There Be Carnage

Venom: Let There Be Carnage er en skamløst underholdende film.

Forrige ombæring var lidt af en langgaber, der alt for ihærdigt forsøgte at være seriøs. Men denne gang omfavnes galskaben fornøjeligt fuldt ud.

Eddie Brock (Tom Hardy) og hans rumvæsen-symbiot Venom er stadig et umage makkerpar.

Brocks største ønske er at være så almindeligt et menneske som muligt, mens hans udenjordiske følgesvend allerhelst vil ud for at bekæmpe skurke, så den kan æde deres hjerner. De indeholder nemlig et stof, som er nødvendigt for, at Venom kan leve – stoffet findes dog også i chokolade!

Eddie har nedlagt forbud mod at æde mennesker, så Venom må tage til takke med store mængder M&M’s. Venom får også lov til at spise høns, men vil ikke fortære de to, som bor i lejligheden og har rørt det blodtørstige væsens hjerte.

”Sonny og Cher er mine venner,” argumenterer væsnet i et af mange larmende skænderier med Brock.

Komikken bliver sat på spidsen, da en tilfældig person nede på gaden bemærker, at dem deroppe har brug for parterapi. Og parforholdet bliver sat på prøve i mere end en forstand.

Eddie og Venom bliver så bragende uvenner, at rumvæsnet går sin vej. I den anderledes venskabsfilm skal de to finde hinanden igen.

På vejen dukker den vanvittige seriemorder Cletus Kassady (Woody Harrelson) op. Han blev introduceret i slutningen af forrige film, og nu har han udset sig Eddies journalistiske evner til at dele sin livshistorie med verden.

Det går ikke helt som planlagt, og Cletus får selv en symbiot i kroppen. Den røde monstrøsitet, Carnage, er mere brutal og voldelig end Venom. Det får man en drabelig smagsprøve på, da det nye udyr bryder ud af San Quentin-fængslet, hvor Cletus har siddet fanget.

Vejen op til det uundgåelige opgør mellem antihelte og skurke forløber forbavsende tjept med bulder, brag og action på vejen. De to monstre ligner meget dem fra tegneserieforlægget, og selv om computereffekterne til tider ikke helt er i topklasse, er det svært at være utilfreds, når de to symbioter har så meget personlighed.

Instruktør Andy Serkis har både foran kameraet som Gollum i Ringenes herre og bag kameraet i Mowgli vist fornem tæft, når det kommer til excentriske filmfigurer. Sammen med manuskriptforfatter Kelly Marcel forankrer han hele tiden vildskaben og volden i personlige forhold.

Særligt Eddies relation til både Venom og ekskæresten Anne (Michelle Williams). Hun er nu forlovet med en ny fyr, og det sender den i forvejen pressede mand ud i en eksistentiel krise om, hvad han skal gøre med sit liv.

Skal han være almindelig journalist eller give sig hen til Venoms idé om, at de skal være superhelt? Altså en af den slags, der æder skurkenes hjerner og beskytter byen med dødsvold, men alligevel en slags helt.

Tom Hardy formidler det dualistiske dilemma. Konceptet er ikke helt ulig Robert Louis Stevensons berømte Dr. Jekyll og Mr. Hyde, dog med mere blod og humor.

Især Hardys stemmeskuespil er et kapitel for sig. Rumvæsnet er teatralsk og skaber associationer til britiske teaterskuespillere, når de storladent og med schwung reciterer replikker.

Venom: Let There Be Carnage er bedst, når rumvæsnet får lov til at boltre sig på slap line.

Det er gedigen underholdning fra start til slut, og det tonale skift fra dyster alvor i etteren til hurtige one-liners og fysisk komedie klæder virkelig toeren. Det handler jo for pokker i bund og grund bare om en mand, der har et chokoladespisende rumvæsen i sig!

Har man først fået mentalt indstillet sig på, hvad der er i vente, vil selv en calypso-version af Joy Divisions Love Will Tear Us Apart virke som det mest naturlige. Eddie og Venoms kommende eskapader, som der lægges kraftigt op til under rulleteksterne, kan ikke komme hurtigt nok.