Vejen hjem

Da Nikolaj Lie Kaas første gang åbner munden for at tale arabisk, er det næsten komisk, hvor autentisk det lyder.

Hans rolle – den danske mand Christian – stikker på overfladen ud som en fisk i den syriske ørken. En hvid jihadist med et navn, der må klinge direkte blasfemisk i de andre syrienskrigeres ører.

Alligevel blinker ingen mere end et enkelt øje over synet af skandinaven, der ved, hvornår han skal sige ”alhamdulillah”. Han påstår at have set lyset i Allah. Og blandt krigerne er der plads til alle, som er villige til at gå hele vejen for sagen.

Der er også plads til hans syttenårige søn Adam, der har fundet mening i det fællesskab, Islamisk Stat kan tilbyde.

Men i virkeligheden er det på grund af sønnen, at Christian er i Syrien. Han har tidligere været udsendt i Mellemøsten og bruger nu, forklædt som jihadist, sine soldaterevner til at opspore Adam og få ham hjem til Danmark og sin fraskilte kone (Trine Dyrholm).

Vejen hjem er instrueret af Charlotte Sieling, der efter det opstyltede, historiske kammerspil Margrete den Første leverer en stram og dybt menneskelig fortælling om faderskab.

Idéen kommer fra krigskorrespondent og forfatter Nagieb Khaja, der har skrevet manuskriptet sammen med Jesper Fink og Sieling.

Khajas meget konkrete erfaring med Syrien er trængt ind i historien, hvis miljø emmer af autenticitet.

Det er fascinerende at opleve den tilsandede verden, hvor alle de religiøse ekstremister kommer fra forskellige steder i Vesten, mens de lokale slet ikke er til at få øje på.

Den stille, forsigtige fortælling klæder Charlotte Sieling. Med let hånd styrer hun Christian tættere og tættere på sit ambitiøse mål og lader ham undervejs støde på velplacerede bifigurer, som lavmeldt tilføjer nuancer til vores hovedpersons rejse.

Først møder han Abu Amin og Abu Hassan, to nyankomne, danske syrienskrigere.

Besir Zeciri spiller fornemt Amin som skrøbelig ekstremist. Bistert kæmper Amin for at virke religiøst beslutsom, men skuespillerens mere og mere sammenpressede ansigtsudtryk afslører, at han er rystet over krigens kaotiske virkelighed.

Arian Kashef er et skønt indslag som Hassan. Han hører så tydeligt ikke til i flammehavet, så man får lyst til at samle ham op og bære ham hjem.

Amin formaner ham om, at al Danmarks-dyrkelse er usund nationalisme. Men Hassan kan ikke lade være med at lyse op og endda bande af begejstring, da Christian dukker op og kender hans gamle venner fra moskeen derhjemme.

Amin og Hassan er vidunderligt menneskelige, og man fornemmer, at de kommer til at lide for det.

Senere støder Christian på den britiske fixer Bilal (Harki Bhambra). En tragisk sympatisk skikkelse, der selv blev forsøgt reddet af sin far, men nu er stemplet som terrorist og aldrig kan vende tilbage. En advarselslampe for umuligheden i Christians projekt.

Hovedpersonen selv spilles bundsolidt af Nikolaj Lie Kaas.

I telefonsamtaler med ekskonen får han plads til at lukke lidt personlighed ud af machomanden. Og han er troværdig som ekssoldat, der hist og her demonstrerer sin kunnen, uden at der går Rambo i den.

Faktisk er der meget lidt vold i dramaet. Så når nogen endelig skal pløkkes ned på klos hold, gør det ekstra ondt på både publikum og manden med knolden.

Vejen hjem er ikke en thriller, men et familiedrama i ekstreme rammer. Det hele bygger op til Christians møde med Adam, som Albert Rudbeck Lindhardt fortolker med en vred-ung-mand-energi.

Man forstår, at drengen har haft det svært derhjemme, ikke mindst på grund af sin småafstumpede far, der taler mere, end han lytter.

Når Charlotte Sielings humanistiske projekt alligevel ikke løfter sig helt op i mesterklassen, er det, fordi Vejen hjem ikke få vist, hvad der tiltrækker folk som Adam og Abu Hassan til ISIS og lignende grupper.

Adam siger, at han har fundet et fællesskab, hvor døden er vigtigere end livet, men han lyder mere mentalt plaget end velsignet. Moskeerne er trøstesløse, og bønnerne ser ikke ud til at give nogen særlig religiøs tilfredsstillelse for hovedpersonerne. Det ser mere ud, som om de er gået i en fælde, de ikke kan undslippe.

Alligevel fungerer Vejen hjem som en medrivende og effektivt atmosfærisk tragedie om at træde ind i en bizar verden, set gennem øjnene på Christian. Han kan tale sproget og spille troende, men kommer aldrig nogensinde til at forstå sin søn.