Vanskabte land

Da jeg sidder i biografsalen og ser islansk-danske Hlynur Pálmasons grusomt ambitiøse tredje spillefilm, Vanskabte land, tænker jeg på, hvor glad den tyske instruktør Werner Herzog, der for nylig fyldte 80, ville være for filmen.

Han ville nyde i fulde drag, at Pálmason ligesom med Fitzcarraldo, hvor Herzog transporterer et skib op ad junglefloden, selv gør nøjagtigt, hvad han fortæller om.

Parallelt med sin hovedsageligt fiktive hovedperson, præsten Lukas, situeret engang i 1800-tallet, gennemrejser Pálmason de fjerneste, mest menneskeforladte og naturskønne områder i Island.

Undervejs falder begge i staver over landskabets storhed og alskens små, livfulde detaljer, som virkeligheden spiller kameraet i hænde.

Lukas slæber rundt på tungt fotoudstyr anno dazumal. Derfor tager han en slidsom omvej for at nå frem til sit mål: en ny kirke et udsted i ødemarken.

Jeg kunne ufortjent og utaknemligt godt have ønsket mig, at den meget konventionelle historie fundamentalt, og ikke bare i marginen, var blevet undergravet af auteurmæssige ejendommeligheder, ligesom det sker i Pálmasons sensationelle debutfilm Vinterbrødre, hvor plottet lykkeligt sner helt til i travle, flossede manerer.

Vanskabte land minder mere om spillefilm nummer to, En hvid, hvid dag, der er mere prof og glossy, end den er sær og skrumlet.

Til halv bevidstløshed kender man historien om at blive overvældet af det fremmede og komme i mere eller mindre bogstavelig tvekamp med fremmedhedens repræsentanter, først og fremmest her den temmelig macho guide og altmuligmand Ragnar.

Og én ting er gennemrejsen i første halvdel, der smukt falder sammen med filmens gennemrejse. Mere overlegent udmærket er plottet i anden halvdel, hvor Lukas når frem og skal forestå bygningen af kirken. Han forelsker sig i den danske købmands datter, og det hele bliver for alvor grumt, som man også bare vidste, det ville blive.

Men de fleste historier er jo for helvede forudsigelige og kan så bare være fortalt mere eller mindre godt og medrivende og personligt og originalt, med eller ud en postyrlige, i bedste forstand distraherende quirks.

Og quirks er her mange af. Nogle af dem går igen i alle Pálmasons film.

Som de levende, ubevægelige portræt-tableauer af filmens personer. Eller de statisk fotograferede montager af tid, der går – lang tid, årelang, årstidsskiftende tid (instruktørens kortfilm Nest er én lang sådan montage).

Hertil kommer de mere løse særheder, som nu den fremtrædende rolle dyr spiller i Vanskabte land. Og ikke bare hunden og hesten, men også de distinkte cameos fra insekter, som den lille flue på øjenvippen i teltet.

Det er også et fedt auteurmæssigt træk, at skuespillere (herunder skuespillende dyr som Ragnars hund) går igen. Pálmason lader hovedrolleindehaverne fra sin rent danske spillefilm og sin rent islandske film, sensitive Elliott Crosset Hove og stovte Ingvar Sigurdsson, repræsentere Danmark og Island i konfrontationen – der vel også er en indre konfrontation hos den dansk uddannede Pálmason – mellem det danske og det islandske.

Hvad stiller man op, når en ægtefødt auteur kompromitterer sig kompromisløst. Altså ikke kan lade være med at være karakterfuldt, quirk-blomstrende sig selv, også når han tynges ned og domesticeres af de forældrestrenge krav om klarhed, der følger med en storfilms budget?

Man fortæller sig selv, at der for fanden er så forsvindende få originale instruktører på denne jord, at filmen selvfølgelig får fem stjerner, selv om den storhedsvanvittigt burde have forvildet sig til seks. Eller helst syv!