Væbnet med ord & vinger

Michael Strunge var en mand og ikke en myte.

Det understregede filminstruktør Torben Skjødt Jensen en septemberaften i Hvidovre Bibliotek foran en fuld sal, hvor almindeligt interesserede, medvirkende i filmen, Michael Strunges egen far, en ekskæreste og sågar tidligere statsminister og protektor for Foreningen Det Sociale Netværk, der hjælper psykisk syge, Poul Nyrup Rasmussen er mødt op.

Den tidligere statsministers datter begik selvmord, og hun var stor fan af Michael Strunges digte, understreger han. Netop Nyrups datter var som Michael Strunge psykisk syg, og psykisk sygdom bliver der lagt stor vægt på i filmen, der til gengæld undlader at genfortælle digterens rock’n’roll-myte: At han rendte rundt på stoffer og en dag tænkte: ”Nu kan jeg flyve,” som der står på mindetavlen på Webersgade, hvor han sprang i døden fra fjerde sal.

Død som 27-årig ligesom Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison og de andre rockstjerner.

Dokumentaren er et både hjerteskærende og livsbekræftende portræt af Strunge fra fødslen i Hvidovre til døden i Indre By. Medrivende og godt tænkt er den bygget op omkring gamle optagelser af Michael Strunges digtoplæsninger, mens vi på billedsiden ser kunstneriske sekvenser, der med skuespillere fra Aarhus Teaterskole fortolker nedslag i Strunges liv og tanker. Fra han klæder sig ud som androgyn i Hvidovre over punkfester i undergrundsklubberne til toget i Berlin på vej til David Bowie-koncerten, hvor han møder sin sidste kærlighed.

Dokumentaren består af disse henførende sekvenser med blandt andet nutidige optagelser af København, arkivmateriale fra blandt andet filmene Totem og Nattens engle med de afdøde digtere F.P. Jac, Michael Strunge og 1980’er-generationsmentoren Poul Borum samt helt nye interviews med Strunges omgangskreds.

Lærere, venner, ekskærester og lyslevende digtere, der helt enkelt bliver interviewet på en stol foran et kamera. Det hele i et miks af farve og sort-hvid.

Selv om det er lavbudget, er filmen forfriskende skruet sammen på den lidt gammeldags fortællende måde tilsat syreboblende 70’er-trip. Den minimalistiske stil er genkendelig fra andre af Torben Skjødt Jensens væsentlige dokumentarer som It’s A Blue World (om maleren Hans Henrik Lerfeldt), City Slang Redux (om Lars H.U.G.’s debut-soloplade) og Som et strejf (25 års dansk rockhistorie).

Dokumentaren kommer ind på Strunges fascination af den gryende, sort-romantiske punkscene. Som titlen Væbnet med ord & vinger antyder, inspirerer Michael Strunges ord til kulturkamp. Som når han udtværer samfundet og storbyens puls med neon, som han paradoksalt nok både hader og elsker, når han karaktermyrder digteren Lola Baidel i bogprogrammet Bazar, eller når han anmelder sin egen digtsamling under alias i protest mod kritikernes dårlige dømmekraft.

Som forventet er den litterære 80’er-bande af skribenter, digtere og forelæggere samlet. Asger Schnack, Klaus Lynggaard, Søren Ulrik Thomsen, Henrik S. Holck, T.S. Høeg, Lars Schwander, Bo Green Jensen.

Og det virker!

Bo Green Jensen står for nogle af de morsomme indslag, når han fortæller, at Strunge privat over middagen talte om dybt borgerlige emner, for eksempel praktiske ting, der skulle ordnes på badeværelset. Her var ikke de dybe åndelige samtaler, Bo Green ellers havde håbet på. Lars Schwander fortæller om digterens rablende mani. Strunge kunne ringe midt om natten og tale i timer.

Vi hører tragisk nok også ekskæresten Inge Guldal fortælle om angst, maniodepression og de psykiatriske indlæggelser på Nordvang, om selvmordstankerne og om hans dybe kærlighed til Guldal, men også Cecilie Brask.

Det, man savner, er den spiddende figur. Figuren glimter ved sit fravær og har ført åbnet munden. Han hedder Martin Hall og var stærk kritisk over for den måde, Michael Strunge gjorde sig selv til fortaler for punken på.

”De var jo ikke bedste venner,” svarer instruktøren efter filmen om, hvorfor Martin Hall ikke medvirker. Men netop derfor ville han have været interessant at få med. Man kunne også have interviewet andre fra det musikalske punkmiljø såsom legenden Fritz Fatal fra punkgruppen Before.

Heldigvis bliver portrættet på trods af det aldrig sukkersødt.