Vådområder

Jeg kan ikke ”li'” Vådområder. Jeg kan ikke ”ha'” den. Er det relevant for andre end mig selv, at jeg ikke kunne det? Hvis filmen ikke er ligefrem kataklonk-amatørisk filmet, skrevet, klippet og spillet, er mine personlige idiosynkrasier sagen uvedkommende.

Men Vådområder vil gerne være en rigtig irriterende film. Den sætter tydeligvis en ære i det. Den vil gerne have, at pæne blade – som Ekko – får den galt i halsen og kløjes i den. Mission accomplished! Øvelsen må være at holde den ud i strakt arm og forholde sig til, om den lever op til sine egne, ikke mine, succeskriterier.

Filmen er baseret på Charlotte Roches opsigtsvækkende erotiske roman Feuchtgebiete. I marts 2008 rangerede den tyske bog som verdens mest solgte.

Den handler om en ung pige, der er vokset op i et så propert hjem, at hun nu overkompenserer ved at mæske sig i alt det ulækre. Hæmorider har altid været hendes martyrium, og da hun en dag af seksualkosmetiske grunde ladyshaver sig omkring endetarmen, kommer hun til at stikke hul på en blære, som der går infektion i.

Hun bliver indlagt og prøver at forføre en steg af en blond sygeplejer. Hun gør i det hele taget, hvad hun kan for at genere hospitalspersonalet, og til sidst kan det ærlig talt være lige meget. Det meste af filmen foregår på hospitalet, fordi hun nødigt vil hjem og se sit liv i øjnene.

Vådområder begynder på et oversvømmet, offentligt lokum – et toiletbræt, overskidt og overpisset med en ubestemmelig grød nede i tønden og op ad siderne. En ung pige gnider nydelsesfuldt sine egne intime sekreter af på sædet og betror os sine to yndlingsting i verden: at knalde – og avokadotræer.

Her er det, jeg for første gang – et par minutter inde i filmen – står af. Avokadotræer?

Frances Ha prøvede, med lidt større visuel prægnans, at tilnærme sig netop den der quirky indie-cuteness. I Vådområder flopper tonefaldet fuldstændig. Filmen svælger i uvaskede misser, konsistensen af diverse udflåd, væskefyldte vabler, hæmorider, analblærer, lortesex, og hvad den lige i farten kan finde på af nye pinligheder at chokere borgerskabet med. Ikke ulig den måde fjortenårige drenge kan finde på at kommunikere på.

Først i ellevte time begynder den at forlene de uartigheder, den selv er så morderligt benovet over, med noget, der har lidt tyngde. Men det tipper over i ren sygejournal med alle de banale følgeslutninger, der tager afsæt i ulykkelig barndom. Det er vulgærpsykologi for dummies, og det kommer alt for sent. Da har man enten fniset eller græmmet sig ned under stolesædet.

For først og fremmest lever Vådområder gennem sin ti-hi- og brækrefleks-faktor.

Det er en i særklasse umoden film, men heller ikke det er vel i sig selv noget gyldigt argument imod den. Skal alle film være modne, velovervejede statements om noget lødigt? Er det relevant, om jeg, en mand på 53, elsker en film, der er udsprunget af en tysk 90’er-bz-anarki-punk-sensibilitet? En film, der som sit umiddelbare mål har at tvære min næse rundt i væsker og sekreter, jeg og langt de fleste andre har udviklet en velkultiveret fobi over for? Har den bag postulaterne, bag al selvtilfredsheden, bag plakateffekten, alligevel kvaliteter?

Filmen er ikke dårligt spillet. Billederne er ikke uden en vis stil. Tonefaldet er stresset og grimasserende, men konsekvent. Det er lykkedes Vådområder at blive set af en million tyskere, og instruktøren, David Wnendt, har fået en vis kulthæder for skildringer af det radikaliserede, højreorienterede miljø i Tyskland.

Men Vådområder plumper i, da den til sidst forsøger at anslå en seriøs kontekst for udflådet. Og det er ikke umagen værd at udfordre os på lortefaktoren – det er for nemt.