Våde veninder

Våde veninder er en pinlig omgang – både for DR, for licensbetalerne og for veninderne. 

Det sidste først. 

DR’s nye pseudofrisindede dokumentar-slash-softporn-slash-ungdomsreality-satsning er et overgreb på de ofre, der indtager hovedrollerne. 

Det er grotesk, at producenterne bag serien kan få sig selv til at udstille mennesker, som er i så stor rådvildhed. 

Hvad berettiger, at man tager et sårbart offer for alvorlig psykisk og seksuel vold og et voldtægtsoffer, som har udviklet egentlige psykiatriske lidelser – svært medicineret og socialt udgrænset – og leger, at det, de foretager sig, er frit valg på alle hylder og et friskfyrsagtigt slag for kvinders frigjorthed? 

I de senere år har DR excelleret i at vikle blød ungdomspornografi ind i sendefladen og især i streamingkataloget under påskud af at lave feminisme-light og sober seksualoplysning for nutidens unge.

Men i nyeste version af den neopuritanske, uartige flirt med det afklædte sætter både bagmænd og de våde veninder sig imellem to dildoer. 

Våde veninder er hverken liderligt eller frigjort, men tåkrummende og bagstræberisk. 

I serien følger vi de to sociale tilfælde, Natasha og Sasha, som ikke er i stand til at forsørge sig selv ved hverken ufaglært lønarbejde eller understøttelse. I stedet sælger pornografi over internettet på sitet OnlyFans – en slet skjult pornoside, hvor lumre typer betaler månedsabonnement for at lure på stills og videosnaser. 

Vi følger hyggepornografiens Gøg og Gokke – for det er åbenlyst dét, som folkene bag serien hånleende iscenesætter – imens kvinderne slår deres hudfolder i den sjællandske provins. Vi er både med på planteskolen, når Sasha sælger sin krop for en grim urtepotteskjuler, når Natasha henter nye arsenaler af nervemedicin på apoteket, og når de to – grænseløst og helt uden lyst eller nærvær – gennemhegler hinanden med en strap-on dildo. 

At det frække og sexede konsekvent brydes af billeder af Netto-poser, en barnlig besættelse af katteklatremøbler og en manglende evne til almindelig livsførelse, skal tydeligvis åbne seernes sympati for ”pornostjernerne”. 

De tarvelige boligforhold og de dysfunktionelle hjem nærstuderes for at retfærdiggøre personernes selvudlevering. Desværre virker den småfnisende udstilling af den sociale og psykiske armod lige modsat. Man fyldes af en blanding af medlidenhed, væmmelse og vantro. 

Hvad bilder tilrettelæggerne sig egentlig ind? Tror DR, at seerne er født i går? 

Man fremstiller igen og igen reality-fjernsyn om udkantspornografi og udkantsprostitution – for eksempel den evindelige sweet talking og white washing af fænomenet sugar dating – under påskud af at have en eller anden forfinet og dekonstruerende moral. 

Man påstår uden at blinke, at man sælger kvindefrigørelse, når man viser, hvordan kvinder nedgør og vanærer sig selv af nød. 

I virkeligheden vender man det blinde øje til de rystende overgreb, som kvinder i sexindustrien rent faktisk udsættes for. Mænds usle handel med kvinder fra fattige lande og med discountkød i pornobranchen var måske en dokumentar værd. 

Men det ægte skandaløse forbigås i larmende tavshed. Man skulle jo nødig få aftenkaffen galt i halsen. 

Devisen synes at være, at man fra DR’s side nægter at se ting som den udbredte narkoprostitution i øjnene, imens man selvhenført romantiserer selvudråbt sunde sexarbejdere. 

Resultatet er ikke moralsk tv eller en nysgerrig undersøgelse af de marginaliserede, men en fralæggelse af ethvert moralsk ansvar over for de medvirkende. 

Det er en regulær kommerciel udnyttelse af kvinder – faktisk ikke ulig den på OnlyFans. Kvinder, som tilsyneladende ikke selv er klar over, hvor meget de egentlig skader sig selv, når de lader sig udnytte. 

Man bliver udkørt af, hvordan dansk public service-fjernsyn evindeligt higer efter det kinky og det indbildt frigjorte. Ægte frigørelse er ikke at søge det perverse. Men folkene i DR er åbenbart så erotisk uoplyste, at de tror, at kærlighedslivet og intimiteten begynder ved den glinsende endetarmsåbning. 

Ægte frigørelse er noget helt andet. Frigørelse er selvbevidsthed. Og hvis DR viser noget med denne serie, så er det en hæmningsløs seksuel bevidstløshed.