Uskylden

Fra fulde folk og børn skal man efter et gammelt mundheld høre sandheden.

I det islamiske præstestyrede Iran er eller skal der ikke være nogle af de førstnævnte, da alkohol er bandlyst. Men børn er der masser af. Og lige meget hvor i verden fødes de som sande væsener.

Selv den mest bigotte voksenhed med fanatisk lovreligion og etisk puritanisme kan ikke umiddelbart tøjle og kontrollere børns adfærd.

I første omgang. Siden kommer indoktrinering og manipulation til.

Det er det tematiske bagtæppe for iranske Amir Toodehroostas Uskylden, som er lavet uden støtte fra landets regering og finansieret udelukkende gennem personlige investeringer. Om den infantile, anarkistiske nysgerrighed over for både sex og sædvaner, som bliver kvæstet i første skoleklasse, hvor piger og drenge adskilles i undervisningssystemet.

Kort sagt drenge- og pigeskoler.

I Iran diskuteres det åbenbart om denne opdeling ikke allerede skal ske i børnehaven. Måske er det allerede for sent i første klasse at sætte ind over for børns naturlige spørgelyst og naive drillesyge. Og børn er underfundige og ikke altid lige nemme at narre endsige kontrollere.

Kropsangst og seksuelt hysteri kommer i første omgang til kort. Men alle autoritære systemer har metoder, som i diverse gradbøjninger kan bremse enhver progressiv udvikling i retning af fri tale og tanke.

Som vi ved fra præstestyret i Iran, er terror og tortur magtmidler over for hvert et oprør. Magtmidlerne håndhæver det vedtagne tyrannis slavisk rigide regler, som regressivt forsøger at holde landet fri af vestlige menneskerettigheder.

Uskylden er et minidrama, som afspejler det store drama ude i samfundet, det teokratiske diktatur. Instruktøren filmer bogstaveligt i børnehøjde. Nogle gange så meget, at vi ikke ser de voksne som andet end personer, der er højere end deres afkom.

Tonen er sprød og sød. Men også med en accent om, at det for regimet gælder strikt og strengt om at adskille kønnene ned i mindste detaljer.

Snart får pigerne dækket deres hår med tørklæde. Drengene får at vide, at en hijab er en kvindes skønneste iklædning. Den naturlige sødme omkring drenge og pigers uskyldige lege skubbes hurtig ind i en adskilt verden hver for sig.

Som vesterlænding tænker man med mest smerte på pigerne. Deres simple barndom skal snart korsetteres ind i stramme konventioner og irrationelle forbud, som det kan koste livet at bryde.

Drenges opførsel beskæres evident også. Men ikke i nær samme fatale grad i et patriarkalsk samfund, hvor mandskønnet er en fordel nær sagt alle vegne i samfundet.

Det er denne særlige form for islamisk kønsfremmedgørelse, der er så skræmmende umenneskelig.

Handlingen er enkel og minimalistisk.

En ung, progressiv og kvindelig børnehavelærer udviser en tolerance, som systemet på længere sigt ikke tillader.

I begyndelsen siger børnene, at hun aldrig vil lade dem være uartig. Men da en af hendes poder synger en popsang og twerker med numsen som i en musikvideo, slår styret til. Læreren bliver sat under religiøst opsyn.

Imens fortæller præsterne opbyggelige historier om engle, mirakler og andre metafysiske størrelser til børnene. Det er en del af indoktrineringen i den rette muslimske selvforståelse om undfangelse og seksuel adfærd.

Uskylden er en rørende, inciterende og helt igennem sympatisk film. Den har sans for barndommens uskyldige oplevelse af virkeligheden, som vi her i Norden ofte tror, at vi har patent på at skildre.

Men Uskylden er også meget vestlig i sit filmiske sprog med lune replikker og konkrete spørgsmål fra børn, som er klogere end deres forældre. Lydsiden er velklingende klavermusik, og filmudtrykket er på alle måder nænsomt diskret og latent samfundskritisk.

Vi er i en børnehave i et diktatur, som bekæmper menneskeheden allerede fra barnsben af.