Until Dawn

Fem venner ankommer til en lysning. Ikke for at campe, men for at finde et sjette medlem af kredsen. Det er en meget mystisk lysning, hvor naturkræfterne bryder sammen, og uhyggen bryder løs. I alt fald indtil daggry. 

Centralt i scenografien er et timeglas, som regelmæssigt vender rundt og fungerer som en advarsel. 

I mellemtiden må de fem venner døje med den skæbne at være fanget i en tidssløjfe, hvor de gang på gang mister livet på den mest ubehagelige vis, som filmskaberne har kunnet hitte på. 

Filmen giver tidligt i forløbet afkald på al troværdighed. En Crazy Ralph-type advarer femkløveret om, at et stort antal mennesker er forvundet lidt længere fremme ad skovvejen. Det lyder som en sag for FBI’s Dana Scully og Fox Mulder, men får ikke vores hovedpersoner til at ændre planer eller blot undre sig over, at myndighederne ikke er på stedet. 

Vi fortsætter ubekymret lige ind i fælden. 

Det bliver ikke mere troværdigt af, at en voldsom nedbør styrter ned hele vejen frem til førnævnte lysning, mens ikke en dråbe falder indenfor. De fem unge accepterer det som et vejrfænomen, skønt det er lige så åbenlyst umuligt som overgangen fra sort-hvid til Technicolor i Troldmanden fra Oz. 

Er vi i en drøm? 

Det kunne være forklaringen, men filmen har ikke nok poesi til at understøtte teorien. Forbilledet kunne være Rod Serlings legendarisk velfortalte antologiserie The Twilight Zone, hvor sære ting bare sker. Men de mange brutale splattereffekter hiver plotmæssigt i hver sin retning og modarbejder en måske tilsigtet tusmørkestemning. 

Forklaringen er, at filmen bygger på et Playstation-spil fra 2015 og blot er en blandt mange sequels. Et forsøg på at lave et sammenhængende enkeltværk har næppe været ambitionen. 

Filmen er professionelt skruet sammen uden den store fornyelse: En person træder i en rævefælde, av! 

Hvad sådan én ellers kan bruges til, lærte vi af Dustin Hoffman i Straw Dogs fra 1971. En anden person lander på en langsomt krakelerende glasplade over en afgrund. Bedst fungerer en diabolsk hoste, et forvarsel om et nys, der ville skræmme selv Prosit fra Snehvide og de syv dværge. 

Stedet vrimler med monstre, sågar en heks. Og det viser sig, at lysningens to huse hører til en mineby, der engang er sunket i jorden. Måske den samme mineby, der sank i jorden sidst i musicalen Paint Your Wagon fra 1969? 

Hvis man bliver længe nok i tidssløjfen, dukker Lee Marvin så op og synger Wand’rin’ Star? Det ville næsten retfærdiggøre en sequel. 

Crazy Ralph-arketypen med den ikoniske replik ”You’re doomed! You’re all doomed!” stammer fra Fredag den 13. I Until Dawn spilles han af svenske Peter Stormare, der med film som Coen-brødrenes Fargo var et stort navn i 1990’erne. Han var også blandt de medvirkende i videospillet, som filmen bygger på. Det er altid godt at se ham igen. 

Ellers er de unge mennesker nærmest karakterløse, og man føler meget lidt for dem. Ji-young Yoo skiller sig ud, men mest fordi hendes karakter har clairvoyante evner, som desværre bliver noget klodset håndteret af manuskriptet. 

Filmens tidssløjfeplot kan ses som en horror-variation af Bill Murray-komedien Groundhog Day fra 1993. Blandt tidligere tidssløjfer på film må fremhæves den opfindsomme slutning i The Time Travelers (1964), der blev skrevet og instrueret af danskeren Ib Melchior. 

Idéen går dog helt tilbage til den britiske, hyppigt kopierede horrorfilm Dead of Night fra 1945, hvor en arkitekt oplever den samme dag igen og igen, mens personerne omkring ham udveksler erindringer om deres møder med det overnaturlige. 

I sammenligning med ovennævnte værker hører Until Dawn ikke blandt gavebunkens smukkest bundne tidssløjfer.