Ungeren

Enhver bruger af Ungdomshuset i dets 25-årige levetid har deres egen fortælling om, hvad Ungeren var for en størrelse. 

Fra 1982 og frem til den skæbnesvangre 1. marts 2007, hvor Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev ryddet og efterfølgende jævnet med jorden, kom og gik tusindvis af unge mennesker, der af den ene eller anden grund havde brug for huset som et holdepunkt i livet. 

Min egen startede, da jeg flyttede til København. Min bror var én af en håndfuld, der havde et værelse i Ungdomshuset, så det blev hurtigt mit andet hjem. For mange, der ikke passede ind i samfundet, blev huset opfattet som deres eneste hjem. 

Måske er det i virkeligheden det eneste, man kan sige var fælles for alle brugere af Ungdomshuset. 

Alle havde en følelse af, at det her er ”mit hjem”. Og mit hjem kan du ikke bare kræve tilbage. Mit hjem kan du ikke bare sælge til en sekt. Mit hjem får du ikke uden kamp, for hvis det forsvinder, hvad har jeg så tilbage? 

Det er måske det allervigtigste at forstå, når man snakker rydning af Ungdomshuset, gadekampe og vold mod politiet, som efterhånden er blevet den eneste fortælling om det hus. 

DR-serien Ungeren følger 22-årige Iben (Thit Aaberg) og hendes to år yngre kæreste Alex (Elias Budde Christensen) gennem de sidste seks måneder af Ungdomshusets levetid. 

De er begge politisk aktive, men hvor Iben søger en fredelig løsning, er Alex en del af en fraktion, der ikke er bange for at tage hårdere midler i brug. Det skaber splid hos parret, der også påvirkes af de andre brugere i huset. Alle med hver deres egen holdning til, hvordan en eventuel konfrontation med politiet skal tage sig ud. 

Instruktør Mads Matthiesen (10 timer til paradis, The Model, Mr. Freeman) har sammen med manuskriptforfatter Jesper Fink bestræbt sig på at lægge sig så tæt op ad virkeligheden som muligt. 

Serien bygger på omfattende research, hvor serieskaberne har interviewet inderkredsen fra tiden omkring rydningen. Og man kan mærke, at der har været et fokus på at få alle små detaljer korrekte – ned til uddeling af creme mod fnat! 

Thit Aaberg gør det også fremragende som den standhaftige Iben, der har en sikker havn i sin forstående mor (Lisbeth Wulff), mens Alex mere er en skabelonkarakter, der skal eksemplificere den konfrontatoriske linje. 

Ungeren er også nydeligt fotograferet af Stephanie Stål Axelgård, så hvad er egentlig problemet? Problemet er, at der ikke er blevet taget nogle kunstneriske valg, som skubber serien ud af midterrabatten i det danske serielandskab. 

Emnet taget i betragtning ville det være oplagt at skeje ud i klipning og fotografering, men der er ingen vildskab, punk eller kreativitet i æstetikken, lige bortset fra introsekvensen, der flår én tilbage i tiden. 

Serien mangler rent ud sagt Ånden fra 69, selv om man på et tidspunkt bruger Guddommelig Galskabs sang med samme titel. 

Det største svaghed er dog, at dramaet ikke fungerer. 

Ungeren starter med en scene fra selve rydningen, hvorefter man går seks måneder tilbage i tid og opbygger fortællingen derfra.

Men fordi man har valgt at forholde sig så slavisk til de konkrete hændelser, er der ikke rum til at opbygge et drama, hvor man for alvor mærker fællesskabet og de brændte børns stærke ønske om at beholde deres hjem. 

Man sidder mest gennem de fem afsnit og venter på slutningen, som serien startede med. Også selv om jeg personligt bestemt ikke har brug for at genopleve traumet. Især fordi der benyttes arkivmateriale, således at man ser de mareridtsfremkaldende gravkøer, der æder sig ind i den ellers bevaringsværdige bygning fra 1897. 

Det gør også, at man lidt sidder med en smag af, at Ungeren mest af alt er en fiktionalisering af de to dokumentarer – 500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede (2006) og 69 – Ungeren indefra (2008) – som var vigtige historiske vidnesbyrd om det sidste halve år inden rydningen. 

Men Ungdomshuset eksisterede i 25 år. 

Der var liv og glade dage, der var bogcafé og folkekøkken, der var teater, demonstrationer, happenings og koncerter, der var kreativitet og frirum. Ungeren var så meget mere end de sidste mørke måneder, hvor huset lukkede sig hermetisk om sig selv. Jeg håber ikke, at det bliver dets eneste eftermæle. 

Intet glemt – intet tilgivet.